DI - Dansk ByggeriDI - Dansk Byggeri

Mette Frederiksen overrækker Arkil-pris på DM i Skills

Del
Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen vil stå for overrækkelsen, når den nyindstiftede Arkils Hæderspris skal uddeles for første gang ved DM i Skills fredag d. 5. april. Prisen gives til en elev på en af byggeriets uddannelser, der enten har gjort en særlig indsats for kvinder i branchen eller er et forbillede som håndværker, eksempelvis ved at være særlig initiativtig, innovativ eller god til at samarbejde.

- Alt for mange håndværksfag er mandefag. Det er en skam. Vi ved, at mangfoldige virksomheder er en gevinst, både for branchens evne til at rekruttere og for virksomhedernes kultur og medarbejdernes trivsel. Kønsfordelingen skal være mere balanceret, og jeg er utrolig glad for at kunne overrække Arkils Hæderspris og hylde dem, der går forrest og tager teten for at få flere kvinder med, siger Mette Frederiksen.

Skaber fokus

- Det glæder mig utroligt meget, at Mette Frederiksen vælger at stille op og være med til at skabe fokus på kvinder i byggebranchen. At skabe fokus på den opgave, vi har i branchen i forhold til at tiltrække flere kvinder, er netop det grundlæggende formål med prisen. Vi er meget taknemmelige over, at både Mette Frederiksen og de frivillige medlemmer af priskomitéen støtter så klart op om det, siger Jens Skjøt-Arkil, direktør i entreprenørkoncernen Arkil.

Hvem, der skal modtage prisen, bliver op til priskomitéen, der består af fire markante kvinder med erfaring og holdninger, når det gælder kvinder i byggebranchen – nemlig malermester Helle Johannesen fra Malerfirmaet Eskildsen, direktør Nina Groes fra GROES og Divérs, direktør Christine Antorini fra for Novo Nordisk Fondens LIFE-læringscenter og administrerende direktør Christina Hvid fra Molio – Byggeriets Videnscenter.

Mette Frederiksen overrækker Arkils Hæderspris fredag d. 5. april klokken 12 på DM i Skills, der finder sted i Arena Næstved, Ved Stadion 11, Næstved. Overrækkelsen vil finde sted på Byggeriets Uddannelsers stand.

Pressen er velkommen.

Om Arkils Hæderspris

Arkils Hæderspris blev indstiftet i foråret 2019 af entreprenørkoncernen Arkil med det formål at skabe fokus på kvinder i bygge- og anlægsbranchen – og ikke mindst på den opgave, branchen har i forhold til at få højnet andelen af kvinder i faget. Prisen består reelt af to priser, som begge har til formål at hædre personer, som gør en særlig indsats for at tiltrække kvinder til bygge- og anlægsbranchen. Begge priser uddeles en gang årligt.

Elevprisen

Den ene pris uddeles til en elev på en af Byggeriets Uddannelser. Her opfordres alle byggeriets erhvervsskoler til at indstille en elev, der enten har gjort en særlig indsats for kvinder i branchen eller er et forbillede som håndværker, eksempelvis ved at være særligt initiativtig, innovativ eller god til at samarbejde. Elevprisen uddeles hvert år i april i forbindelse med DM i Skills, bygge- og anlægsbranchens store danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelserne.

Indsatsprisen

Den anden pris uddeles i efteråret til personer eller organisationer, som fortjener en særlig anerkendelse for deres indsats for at tiltrække flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen. Alle, både private og organisationer, kan indstille kandidater til prisen.

Med begge priser følger, ud over hæderen, 25.000 kroner.

Om Arkil

Arkil er en af Danmarks største entreprenørvirksomheder med godt 1900 ansatte og en omsætning på cirka tre milliarder kroner i Danmark og udlandet. Arkil udfører alsidige entreprenørprojekter over hele landet for blandt andet Vejdirektoratet, BaneDanmark og landets mange forsyningsselskaber, lige som Arkil håndterer anlægsarbejder, vejbyggeri, havnebyggeri, fundering, tunnelering, store kabelprojekter og forureningsoprensninger. Med over 75 års erfaring er Arkil en professionel, topkvalificeret og ofte foretrukken samarbejdspartner for store offentlige og private bygherrer og rådgivere i Danmark.

Kontakter

Vibeke Lund Arkil, va@aptum-ink.dk, telefon: 23 24 88 82

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye