Dansk Metal

Metalledigheden styrtdykker i Midtjylland – mangel på arbejdskraft truer

Del

Antallet af ledige metalarbejdere i Midtjylland fortsætter med at falde. Fra juli 2015 til juli 2016 blev der 32,5 pct. færre ledige metalarbejdere i regionen, og ledigheden er nu nede på 1,8 pct. Manglen på arbejdskraft truer fremgangen i industrien.

For hver måned siden juli 2015 er mere end 14 metalarbejdere i region Midtjylland kommet i arbejde. Helt præcist har 170 metalarbejdere skiftet ledighed ud med arbejde fra juli 2015 til juli 2016. Det svarer til et fald i ledigheden på 32,5 pct. og ledigheden i regionen er nu nede på 1,8 pct. Det viser de nyeste ledighedstal fra Dansk Metals A-kasse.

”Der er virkelig gang i hele den midtjyske industri, og det har selvfølgelig en positiv afsmitning på antallet af ledige. Vi er desværre bare ved at nå en situation, hvor vi simpelthen ikke kan følge med virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft. Derfor opfordrer vi gang på gang virksomhederne til at sørge for at tage nogle flere lærlinge, så vi ikke ender i en mangel, der går ud over væksten i industrien”, siger Palle Langkjær, der er afdelingsformand i Metal Skanderborg-Odder.

Ledigheden falder i alle dele af region Midtjylland, men det er gået særligt godt i netop Palle Langkjærs Skanderborg-Odder, hvor ledigheden er faldet med 36,1 pct. i perioden. Faldet betyder, at der nu blot er 12 ledige i Metal Skanderborg-Odder svarende til en ledighed på bare 1,2 pct. i juli 2016.

Trepartsforhandlinger mod flaskehalse
Der er ifølge Dansk Metal al mulig grund til at glæde sig over, at industrien vækster, og folk kommer i arbejde. Men der er også al mulig grund til at være opmærksom på de udfordringer, der følger med en lav ledighed.

”Uden at skulle tegne et alt for dystert billede, så vil jeg fremhæve, at manglen på faglært arbejdskraft kan koste op imod 33,5 milliarder kroner i tabt eksport og op mod 26 milliarder kroner i BNP i 2025. Det er mange penge, og jeg mener simpelthen ikke, at vi har råd til at lade stå til”, siger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.

Netop kvalificeret arbejdskraft er emnet, når repræsentanter for regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne genoptager trepartsforhandlingerne nu på fredag. Og det er ifølge Thomas Søby netop i regi af arbejdsmarkedets parter, der skal laves forpligtende aftaler, så lav ledighed ikke ender med lav vækst i industrien:

”Det er en bunden opgave at sikre uddannelse i form af lærepladser til vores unge mennesker. Som samfund lader vi både ungdommen i stikken og spiller hasard med landets økonomi, hvis ikke vi finder en løsning, der virker. Arbejdsgiverne skal tage ansvar, og det håber jeg, at der kan skabes enighed om i den aftale, der forhåbentlig indgås på fredag”, siger Thomas Søby.

På landsplan faldt ledigheden blandt metalarbejdere med 31,6 pct. fra juli 2015 til juli 2016, og ledigheden er nu nede på 2,4 pct. Det er den laveste ledighed blandt metalarbejdere siden december 2008.

Yderligere oplysninger og kommentarer

Palle Langkjær
Afdelingsformand, Metal Skanderborg-Odder
pala@danskmetal.dk | 40 45 93 92

Thomas Søby
Cheføkonom, Dansk Metal
thso@danskmetal.dk | 30 83 10 71

Jens Dissing Munk
Pressechef, Dansk Metal
jedm@danskmetal.dk | 30 17 88 74

Information om Dansk Metal

Dansk Metal
Dansk Metal
Molestien 7
2450 København SV

33 63 20 00https://www.danskmetal.dk/

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum