Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Mere metro i København

Del
Forligskreds på Københavns Rådhus igangsætter undersøgelse af nye metrolinjer

Metroen har været med til at gøre København til en by i absolut verdensklasse. Den har gjort København mindre og større på samme tid. Den har åbnet nye dele af byen op, og den har gjort det lettere, effektivt og klimavenligt at rejse fra den ene ende af København til den anden.

Derfor ønsker forligskredsen bag Lynetteholm endnu mere metro end M5 i hovedstaden, metro til alle bydele. Derfor vil partierne igangsætte en undersøgelse af nye mulige metrolinjer. Det kan fx være til Nordvest/Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Valby, Amager, Frederiksberg og Hvidovre. Og hvis der kan findes ekstern finansiering sågar til Malmø.

Med undersøgelsen sikres København og københavnerne et grundigt overblik over mulige metrolinjer i fremtiden. Det er vigtigt for byens udvikling mange årtier frem i tiden.

Sideløbende med undersøgelsen af mere metro igangsættes et arbejde med at undersøge nye muligheder for at finde finansiering til ny infrastruktur i København. Tidligere er M1, M2, Nordhavns- og Sydhavnsmetro primært blevet finansieret af byudvikling, passagerindtægter samt direkte bidrag fra Københavns Kommune og til dels staten.

Medmindre der kommer flere statslige midler fra Folketinget til kollektiv trafik, så er det forventningen, at metro til den nye bydel i Østhavnen også primært skal finansieres via byudvikling i Østhavnen, passagerindtægter og af bidrag fra private grundejere i området og Metroselskabet.

Dét sagt, så er mulighederne for finansiering af nye metroforbindelser via byudvikling begrænset, fordi der ikke er ret mange ledige arealer tilbage i København. Derfor er det netop centralt at undersøge mulige finansieringsmodeller for mere metro.

Før undersøgelserne af mere metro og finansieringsmuligheder kan igangsættes, skal de formelt besluttes i Borgerrepræsentationen i juni, hvor også de ca. 2,5 mio. kr. til undersøgelserne skal bevilliges. Undersøgelsen af mere metro gennemføres af Metroselskabet, mens undersøgelsen af nye muligheder for finansiering gennemføres af Økonomiforvaltningen.

Begge undersøgelser forventes at ligge klar primo 2025.

Citater:

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) siger:

”Metroen er med til at gøre København til en af verdens bedste byer at bo og leve i. Derfor er det kun naturligt, at så mange københavnere ønsker at få en ny metrolinje til netop deres bydel. Jeg deler ønsket om, at vi får mere metro i København, og jeg er derfor glad for, at vi er et bredt flertal på rådhuset, der er enige om, at vi nu skal undersøge, hvordan vi i fremtiden kan udvide vores fantastiske metrosystem til glæde for københavnerne og klimaet.”  

Børne- og ungeborgmester Jakob Næsager (K) siger:

”Man bør kunne komme hvor som helst i København på en halv time. Derfor har vi konservative i årevis kæmpet for Metro til alle bydele i København. Vi er derfor ekstremt glade for denne nye Metrolinje og undersøgelsen af muligheden for Metro til alle københavnske bydele. Vi har særlig fokus på at få Metro til hospitalerne, og til bl.a. Brønshøj og Valby.”

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) siger:

”Jeg drømmer om, at vi får metro til alle bydele rundt om Frederiksberg, til alle omegnskommunerne og til alle hospitaler. På sigt kommer vi til at have et passagergrundlag, og når vi har sikret metro til hovedstadsområdet, skal vi også kigge på metro til Malmø. God offentlig infrastruktur er kernen i fremtidens København, som sikrer bedre udnyttelse af de forskellige byrum og muligheder, der er.”

Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger:

”Metroen har været en fantastisk gevinst for København. Den giver københavnerne et grønt alternativ til bilen og sikrer, at at man kan komme hurtigt fra den ene ende af byen til den anden. Derfor skal vi have langt mere af den, så borgerne i Valby, Nordvest og Brønshøj-Husum også får glæde af en bæredygtig og effektiv kollektiv trafik. Det vigtige arbejde med at udvide Metroen starter vi på nu med denne undersøgelse.” 

Beskæftigelse- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) siger:

”Metroen har gjort København til en rigtig storby og med ambitiøse planer for udbygning af metroen, så vil hele byen på sigt blive bundet sammen. Samtidig vil visionen om metro hele vejen til Sverige for alvor skabe rammerne om ét sammenhængende byområde på tværs af Øresund. Det vil være den første metro mellem to lande, og som for alvor vil bringe København og Malmø op blandt de absolut mest interessante byer i Europa.”

Gruppeformand Finn Rudaizky (DF) siger:

”Dansk Folkeparti er glad for øget politisk opbakning til ønsket om mere Metro - og gerne til alle københavnske bydele samt til Hvidovre Hospital. I København bør Brønshøj og Valby også have Metro og mulighed for Metro til Bispebjerg Hospital, bør også undersøges. Mere kollektiv trafik betyder også mindre luftforurening. Når analysen er færdig, så kunne DF godt tænke sig, at man overordnet så på muligheder for billigere billetter til den kollektive trafik.”

Ole Birk Olesen (LA) siger:

“Metroen er et meget populært transportmiddel i København, for den er både hurtig og behagelig. Flere bydele skal meget gerne på Metro-nettet, og vi skal finde ud af, hvordan det kan betales. Er der f.eks. mulighed for at bygge tættere i Brønshøj, så der vil være flere passagerer til en Metro-linje dertil? Det er den slags spørgsmål, som skal afklares.”

Kontakter

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressechef Thomas Søie Hansen, tlf. 20529786
Børne- og ungeborgmester Jakob Næsager (K), tlf. 23488012
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), via pressetelefon 23828082
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) via pressechef Anders Reinholdt Jonssen, tlf. 23448363
Beskæftigelse- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), tlf. 30919800
Gruppeformand Finn Rudaizky (DF), tlf. 60101034
Ole Birk Olesen (LA), tlf. 61625176

Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Rådhus
1599 København V

33 66 33 66https://www.kk.dk

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Ny erhvervsstrategi skal sikre bedre virksomhedsservice, internationalt fokus og et mere klimavenligt København19.4.2024 07:22:57 CEST | Pressemeddelelse

Københavns Kommunes nye erhvervsstrategi er netop vedtaget af Borgerrepræsentationen. Strategien skal fastholde Københavns position som en stærk og international erhvervsby i udvikling og med god service til byens virksomheder. København skal sammen med byens virksomheder fortsat skabe vækst, understøtte den grønne omstilling og styrke den internationale konkurrenceevne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye