Region Hovedstaden

Med HPV-hjemmetest går Region Hovedstaden forrest i kampen mod livmoderhalskræft

Del

Region Hovedstaden er klar til at sende en lille lyserød børste ud til de kvinder i regionen, der ikke er blevet screenet for livmoderhalskræft. Børsten er en såkaldt hjemmetest og er regionens nye store forebyggelsessatsning, som skal nedbringe antallet af kvinder, der rammes af livmoderhalskræft.

Fra årsskiftet vil kvinder i hele Region Hovedstaden få tilbud om at kunne teste sig selv for livmoderhalskræft i hjemmet. Dermed bliver Region Hovedstaden de første i verden, som tilbyder en kræftforebyggende hjemmetest som en del af screeningsprogrammet mod livmoderhalskræft. Tilbuddet vil komme til at dække de kvinder, der trods invitationer ikke har taget imod det gratis screeningstilbud hos deres praktiserende læge, og det nye, innovative tiltag glæder regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

”Det er noget, vi er yderst tilfredse med. Livmoderhalskræft er en kræftform, som kan forebygges, og med HPV-hjemmetesten går Region Hovedstaden forrest i brugen af moderne bioteknologi for at nedbringe antallet af kræfttilfælde blandt regionens kvinder,” siger hun.

Testen virker
HPV-hjemmetesten har de seneste år været afprøvet på Hvidovre Hospital, som har undersøgt interessen for HPV hjemmetest blandt 24.000 af Regionens kvinder. Fælles for kvinderne var, at de af den ene eller anden årsag ikke havde taget imod det gratis screeningstilbud. Og konklusionen er klar: Hjemmetesten forebygger livmoderhalskræft og redder liv.

”Cirka 5000 kvinder har testet sig selv for livmoderhalskræft i hjemmet og har sendt børsten til diagnostik hos os. Blandt de 5000 har vi fundet cirka 200 kvinder med behandlingskrævende celleforandringer, men også kvinder med livmoderhalskræft. Og fordi disse kvinder ikke deltager i screeningen, ville sygdommen ellers ikke være blevet opdaget, før den virkelig havde bidt sig fast,” siger seniorforsker ved Hvidovre Hospitals Patologiafdeling, Jesper Bonde.

Forebygge eller behandle i tide
Han bakkes op af Sophie Hæstorp Andersen, som ser det nye tilbud som en fantastisk nyhed for regionens kvinder.

”Livmoderhalskræft er en forfærdelig sygdom med en stor gruppe patienter blandt yngre kvinder med familie og hjemmeboende børn. Livmoderhalskræftscreeningen forebygger kræft, og derfor er det så vigtigt, at vi med hjemmetesten kan nå ud og få flere kvinder screenet. Jo tidligere man kan stille en diagnose, jo mindre indgreb er der behov for, og jo større er chancen for helbredelse,” siger hun og fortæller videre, at Region Hovedstaden – som de første i Danmark – med det nye tilbud opfylder de dele af Kræftpakke 4, som omhandler øget deltagelse i livmoderhalskræftscreeningen.

”Kræftpakke 4 stiller krav om øget deltagelse, øget tilgængelighed, øget kvalitet i screeningen og om brugen af ny teknologi. Med HPV-hjemmetesten opfylder vi alle kravene,” siger regionsrådsformanden.

Næste skridt
Regionens HPV-hjemmetest-projekt skal styres fra Hvidovre Hospital, og derfor skal tiden frem imod opstarten af tilbuddet ifølge Jesper Bonde bruges på at geare hospitalet til opgaven samt at finpudse tilbuddet.

”Vi arbejder videre med vores erfaringer fra prøveperioden og tilpasser tilbuddet fra at være midlertidig til at være permanent. I prøveperioden har vi også fundet nogle småting, der skal rettes til for at give indsatsen maksimal fremdrift og brugervenlighed. Fx skal vi have lavet en ny og opdateret hjemmeside, vi skal optimere vores bestillings-app, og så vil vi gerne have informationsmaterialet oversat til endnu flere sprog and de nuværende versioner på dansk, tyrkisk, arabisk, fransk og engelsk,” siger Jesper Bonde, og fortæller videre, at de bemærkelsesværdige resultater fra Hvidovre Hospital også har genereret stor interesse fra udlandet.

”Vi arbejder blandt andet tæt sammen med de hollandske myndigheder, idet Holland også i 2017 vil tilbyde HPV hjemmetest til kvinder, der ikke deltager i det almindelige livmoderhalskræftscreeningsprogram,” siger han og slutter:

”Også Sverige, Norge, England og Australien er meget interesserede i Region Hovedstadens erfaringer med HPV-hjemmetest”.

Fakta om Screening og HPV

  • Human papillomavirus, HPV, er det virus der giver livmoderhalskræft
  • Screeningen for livmoderhalskræft har efter 40 års indsats reduceret kræfttilfældene med ca. 2/3.
  • 3 ud af 4 danske kvinder mellem 23-65 takker ja til tilbuddet om screening når de inviteres. 1 ud af 4 bliver ikke screenet.
  • Blandt denne sidste ¼ af kvinderne, der ikke bliver screenet, diagnosticeres ca. halvdelen af alle livmoderhalskræfttilfælde. HPV hjemmetest er et alternativt til denne gruppe
  • De første børster bliver efter planen sendt ud i starten af 2017, og man forventer, at der skal sendes 80-90.000 invitationer ud over de kommende år i Region Hovedstaden.
  • Erfaringerne fra Hvidovre Hospital viser, at cirka 30 procent af de kvinder der modtager en invitation til HPV hjemmetest bliver screenet: cirka 20 procent takker ja til hjemmetesten, mens cirka 10 procent tager til egen læge efter at have modtaget invitationen til HPV hjemmetest.

At forbedre forebyggelsen mod livmoderhalskræft kræver nytænkning og fokus på at få alle kvinder med. HPV-hjemmetesten er en del af løsningen.

Hjemmetesten kan ikke erstatte den prøve, som de fleste kvinder får taget hos egen læge. Screeningsprøven hos lægen kan nemlig både bruges til at teste for celleforandringer og for HPV, mens hjemmetesten kun kan bruges til HPV. Den eksisterende lægetagne prøve giver altså flere diagnostiske muligheder. Og er man HPV positiv efter en hjemmetest skal man en tur til lægen. Den endelige diagnose stilles efter en lægetaget screeningsprøve.

Yderligere info

  • Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S), via regionens pressevagt: tlf.: 70 20 95 88.

  • Seniorforsker ved Hvidovre Hospitals Patologiafdeling, Jesper Bonde, via kommunikationskonsulent Andreas Fruensgaard: tlf.: 38 62 17 19

Billeder

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum