Marsvin i overraskende avanceret gruppejagt
8.6.2021 12:02:34 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse

Når man tøffer en tur på havet og får øje på en marsvinefinne i det fjerne, er det som regel kun et enkelt dyr, man er stødt på.
Marsvin ses oftest alene, men nu tyder ny forskning på, at de også færdes i grupper – og endda indgår i et sofistikeret samarbejde, når de skal jage.
– Den måde, de samarbejder på, overrasker os, for den almindelige opfattelse blandt biologer er, at marsvin færdes og jager alene, siger lektor Magnus Wahlberg, der er ekspert i marine pattedyr og daglig leder af Marinbiologisk Forskningscenter, Syddansk Universitet.
Droner afslører gruppejagt
Det er droneoptagelser, der har afsløret gruppejagt blandt marsvin, som går sammen om at jage stimer af fisk.
Forskerholdet har næsten 44 timers droneoptagelser fra farvandet omkring Fyn, svarende til 159 jagter. 95 af dem har mellem to og seks voksne deltagere.
Forskerne havde forventet at se marsvin jage alene. Og hvis det skulle vise sig, at flere jagede sammen, var forventningen, at det ville være en ustruktureret jagt uden nogen form for samarbejde mellem individerne.
– I stedet har vi set, at et tilsyneladende ikke socialt dyr er mere socialt end hidtil antaget, siger ph.d.-studerende Sara Torres Ortiz, der var på SDU, da arbejdet blev udført, men nu arbejderer på Max Planck Institute for Ornithology. Hun forsker i dyrs kognition.
På optagelserne ses også marsvin, der jager alene, og de har ifølge forskerne mindre succes med at få noget at æde end de marsvin, der jager i grupper.
Hver jæger har sin rolle
For at kunne jage på den observerede måde, skal marsvinene kunne dele information og koordinere deres handlinger. De indtager forskellige roller under jagten, og dronefilmene har afsløret seks forskellige roller:
- Den fjerne samler svømmer rundt om fiskestimen i en afstand af mindst tre kropslængder.
- Den nære samler svømmer rundt om fiskestimen i en afstand af max tre kropslængder og med krop og hoved parallelt med fiskestimen.
- Hyrden svømmer tæt på fiskestimen og påvirker dens retning.
- Splitteren svømmer gennem stimen
- Spyddet svømmer direkte ind i stimen med høj fart
- Væksvømmeren svømmer væk fra stimen.
Hvert marsvin kan indtage forskellige roller under jagten, og resultatet af samarbejdet bliver, at fiskestimen til sidst bliver så forvirret og udmattet, at de enkelte jægere kan tage de fisk, der forvilder sig ud af stimen.
Dyr samarbejder forskelligt
Der findes flere forskellige slags gruppejagt i dyreriget. Den her observerede form kandiderer til at gå under betegnelsen kollaborativ, og den er mere avanceret end den form, der kaldes kooperativ jagt, forklarer Sara Torres Ortiz.
Kooperativ jagt ses hos dyr som chimpanzer og ravne. Under denne jagtform samles flere jægere uden at indtage forskellige roller.
Den kollaborative jagt, hvor de individuelle jægere indtager forskellige roller, er mere sjælden – eller rettere; den er ikke observeret ret tit, fordi den i sagens natur er vanskelig at følge. Brugen af droner åbner nye muligheder for at følge en dyreflok fra oven – ligesom dette marsvinestudie - , og det kan i fremtiden bidrage med ny og bedre viden om jagende dyr.
Kollaborativ jagt er – foreløbigt – videnskabeligt beskrevet hos dyr som løver, fossaer, ulve og sjakaler. Ulve og sjakaler deler jagtgruppen op i to hold, hvor det ene hold ligger på lur, mens det andet hold driver byttet frem.
Blandt løver er strategien, at alle nærmer sig byttet fra forskellige retninger, hvorefter nogle jægere lægger sig ned i skjul, mens resten af gruppen driver byttet hen til dem.
Havlevende rovdyr er ekstra vanskelige at observere, så forskerne kan ikke sige med sikkerhed, om fx spækhuggere og delfiner jager kooperativt og/eller kollaborativt. Flere forskere har dog observeret kompleks jagtadfærd hos spækhuggere og delfiner, fx har man set spækhuggere producere bølger, der skubber sæler ned fra isflager.
Hvilke andre overraskelser venter?
Droneoptagelserne rejser nu nye spørgsmål:
Består jagtgruppen af de samme individer hver gang, eller bliver den tilfældigt sammensat? Hvor ofte skifter deltagerne rolle? Og indgår marsvin i andre sociale relationer med hinanden?
– Droner har virkelig ændret mulighederne for at studere havets dyr, og det bliver spændende at se, om de kan overraske os igen, siger Sara Torres Ortiz.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Canadian Journal of Zoology.https://doi.org/10.1139/cjz-2020-0289
Arbejdet er støttet af SDU’s Fyrtårnsinitiativ, Det Svenske Kongelige Videnskabsakademi, Det Kongelige Fysiografiske Selskab i Lund og Lars Hierta Memorial Foundation.
For at se denne video fra www.youtube.com, så skal du aceptere cookies på toppen af denne side.drone optagelser af marsvins gruppejagt i Lillebælt
Kontakter
birgitte svennevigkommunikationsmedarbejderDet Naturvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet
Tlf:27598679birs@sdu.dkBilleder

Links
Information om Syddansk Universitet
Forskerkontakt:
Magnus Wahlberg, biolog, lektor, Biologisk Institut. Daglig leder af Marinbiologisk Forskningscenter, Syddansk Universitet. Telefon: 22163950. Email: magnus@biology.sdu.dk
https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/Magnus
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
Overdiagnostik ved brystkræftscreening kan være mindre end hidtil antaget14.9.2026 09:00:09 CEST | Pressemeddelelse
Overdiagnosticering ved screening for brystkræft kan være mindre udbredt end hidtil antaget. Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet, Queen Mary University of London, Københavns Universitet og American Cancer Society.
Prisvindende forfatter Zadie Smith besøger SDU14.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mød den anmelderroste britiske forfatter Zadie Smith på SDU mandag den 5. oktober til en samtale om hendes forfatterskab og oplæsning fra udvalgte værker.
AI kan gøre takeaway-leveringer mere effektive9.9.2026 11:27:20 CEST | Pressemeddelelse
En AI-baseret model kan samle flere takeawayordrer på samme tur og reducere behovet for bude uden at øge ventetiden. Modellen er udviklet med bidrag fra SDU-forsker Yihua Wang og testet på mere end 650.000 virkelige leveringer.
Manimozhiyan Arumugam udnævnt til professor i AI-drevet patientstratificering og mikrobiombaserede interventioner ved SDU og OUH8.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny professor skal styrke forskningen i menneskets tarmmikrobiom ved at kombinere datavidenskab med eksperimentelle metoder for bedre at forstå sygdomme og identificere potentielle interventioner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
