Udenrigsministeriet

Markant dansk hjælp til flygtningene fra krisen i Etiopien

Del
Danmark yder nu et bidrag på 60 mio. kr. til humanitære indsatser i forbindelse med den voldsomme konflikt i det nordlige Etiopien. Desuden udsender Beredskabsstyrelsen mandskab til opbygning af flygtningelejre i Sudan.

Den væbnede konfrontation i Etiopiens nordlige delstat, Tigray, forværres dag for dag med massive konsekvenser for befolkningen og nabolandene. Det har sat gang i en flygtningestrøm mod især nabolandet Sudan. Ifølge FN’s Flygtningeorganisation UNHCR er over 40.000 mennesker nu flygtet over grænsen, og det frygtes, at tallet kan nå 200.000 i løbet af det kommende halve år. Et ukendt men formentlig stort antal mennesker er også drevet på flugt internt i Etiopien. De humanitære behov er allerede store og vil kun stige.

”Jeg er dybt bekymret over situationen i Etiopien, der på fuld styrke er på vej ud af kontrol. Det er en ulykkelig situation for de titusindvis af mennesker, der er på flugt fra meget voldsomme overgreb. Vi har en forpligtelse til at hjælpe dem. Derfor bidrager vi nu både til at bistå de mange flygtninge i Sudan og til at få akut hjælp frem til de tusinder af nødlidende i det nordlige Etiopien,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Af den humanitære hjælp går 20 mio. kr. til UNHCR’s indsatser i Sudan, mens 40 mio. er afsat til akut nødhjælp i og omkring Tigray. Det vil omfatte 20 mio. kr. til den Internationale Røde Kors Komité og 20 mio. kr. til FN’s humanitære landefond i Etiopien. Støtten vil bidrage til at sikre beskyttelse af civile, bringe familier sammen, få akutte forsyninger frem til sundhedsklinikker og hospitaler samt fødevarer og anden nødhjælp til de mange nødlidende.

Derudover ydes gennem Beredskabsstyrelsen et bidrag til opbygning af én ud af tre lejre for FN’s nødhjælpsarbejdere i det østlige Sudan, som står for at tage imod flygtningene fra Etiopien. Bidraget vil finansiere udsendelse af personel og materiel. Beredskabsstyrelsen vil snarest udsende én af beredskabsstyrelsens Medium Basecamps samt 1 teamleder og 2 lejrteknikere til opstilling og drift af én af de tre lejre. Teamet forventes udsendt snarest muligt.

”FN har bedt om støtte til den akutte og alvorlige flygtningekrise. Derfor sender Beredskabsstyrelsen nu personel og materiel af sted til opbygning af én lejr i det østlige Sudan,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Fra dansk side opfordres der til at nedtrappe de væbnede kampe, beskytte civile og sikre respekt for menneskerettigheder og humanitær adgang. Samtidig arbejdes der fra EU’s side på at igangsættelse en politisk proces internt i Etiopien, som respekterer landets enhed, stabilitet samt sikrer fredelige relationer til alle nabolandene.

For yderligere information kontakt:
Pressevagten Udenrigsministeriet, pressevagten@um.dk, tlf: 6197 9247

Pressevagten Forsvarsministeriet, presse@fmn.dk

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Nye værktøjer skal rejse milliarder til klima og udvikling18.4.2024 07:19:04 CEST | Pressemeddelelse

Verdens udviklingslande mangler enorme beløb til klimaindsatser, fattigdomsbekæmpelse og udvikling af deres samfund. For at skaffe penge nok skal der tages helt nye metoder i brug for at tiltrække mange flere og større investeringer. Danmark er blandt de første lande, der bidrager til to nye finansieringsværktøjer, som vil rejse milliarder til klima og udvikling til gavn for verdens fattige.

Danmark sender støtte til Etiopien til hjælp mod væbnet konflikt, tørke, oversvømmelser og risiko for hungersnød16.4.2024 15:39:21 CEST | Pressemeddelelse

Etiopien er voldsomt præget af væbnede interne konflikter og tørke og oversvømmelse forårsaget af blandt andet klimaforandringer. Landet står i dag med store problemer med fordrivelse, kritisk fødevaremangel og massive humanitære behov. 20 millioner mennesker har behov for nødhjælp. Derfor støtter Danmark nu Etiopien med 100 millioner kroner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye