Kræftens Bekæmpelse

Manglende overblik over hovedstadens kræftpatienter

Del

Region Hovedstaden har store problemer med både at registrere sine kræftpatienter og overholde de fastsatte tidsfrister i kræftpakkerne. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Det er en meget bekymrende udvikling, og Region Hovedstaden bliver nødt til at lægge en plan, siger Kræftens Bekæmpelses direktør.

Kun godt halvdelen af kvinder med brystkræft får deres operation til tiden i Region Hovedstaden. Når det gælder lungekræft, er det kun 75 pct. af patienterne, der bliver opereret til tiden. Det viser Sundhedsdatastyrelsens opgørelse over, hvor mange kræftpatienter der kom i behandling inden for de fastsatte tidsfrister i kræftpakkerne i fjerde kvartal 2016.

-Hver anden brystkræftpatient i Region Hovedstaden venter for længe på operation. Det samme gør hver fjerde lungekræftpatient. Det er ikke godt nok, når vi ved, hvor vigtigt det er for kræftpatienter at komme hurtigt i behandling, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

Mangelfuld registrering

Leif Vestergaard Pedersen kritiserer også selve registreringen af kræftpakkeforløb for at være så mangelfuld i Region Hovedstaden, at det for de fleste patienters vedkommende slet ikke er muligt at se i Sundhedsdatastyrelsens opgørelse, om de har fået deres behandling til tiden.

Mens tallene for registrerede kræftforløb er nogenlunde ensartede fra kvartal til kvartal i de øvrige regioner, er antallet faldet drastisk i Region Hovedstaden. Her blev der blot registreret 599 kræftpakkeforløb i fjerde kvartal 2016, hvilket er under halvdelen af, hvad der var registreret på samme tidspunkt året før.

-Det er jo ikke, fordi der er langt færre kræftpatienter, men fordi regionen har problemer med at registrere dem. Det betyder, at vi faktisk slet ikke kan bedømme, hvordan det går mange af patienterne, og det er et stort problem. Region Hovedstaden bliver nødt til at lægge en plan, så kræftpatienterne kommer i behandling til tiden, og vi samtidig kan følge deres forløb, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Samlet set var det 81 pct. af patienterne i kræftpakkeforløb i Region Hovedstaden, der kom i behandling til tiden i fjerde kvartal 2016. Men det tal bygger som nævnt på kun 599 registrerede kræftpakkeforløb. Regionerne har en målsætning om, at 90 pct. af kræftpatienter skal i behandling inden for de fastsatte tidsfrister i kræftpakkerne.

---

Fakta:

Om kræftpakkerne

Tidsfristerne for kræftbehandling er fastsat i kræftpakkerne. De beskriver blandt andet, hvor lang tid der må gå, fra en patient bliver henvist fra den praktiserende læge med en begrundet mistanke om kræft, til patienten begynder sin behandling for sygdommen.

En overskridelse af forløbstiden kan forværre sygdommen og gøre det vanskeligere at behandle den.

Data for behandlingen af patienter i kræftpakker samles af Sundhedsdatastyrelsen og offentliggøres hvert kvartal.

Vedhæftede filer

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ny stor undersøgelse kortlægger senfølger hos overlevere efter kræft i ungdommen29.6.2018 17:06pressemeddelelse

Behandling af kræft bliver hele tiden bedre, og flere overlever sygdommen. Derfor bliver det mere og mere vigtigt at have fokus på, hvordan man får et godt liv efter sygdommen. Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse kortlægger nu, i den største undersøgelse af sin slags til dato, hvilke senfølger tidligere kræftpatienter har risiko for at få i form af sygdomme der rammer kroppens hormonsystemer. Det er viden som kan bruges til at opdage senfølgerne tidligt og måske mindske omfanget.

Ny forskning: Sådan virker lægemiddel mod arvelig kræft27.6.2018 19:09pressemeddelelse

Kræftmedicin mod blandt andet arvelig bryst- og æggestokkræft er effektivt – men ikke af den grund man hidtil har troet. Det viser ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse som samtidig giver en ny forklaring på helt grundlæggende processer under celledeling. Det er viden, som i fremtiden måske kan føre til bedre behandlinger mod en række kræftsygdomme. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, Nature.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum