Det Kongelige Teater

Mahagonny - Opera om paradis, whisky og en verden i brand

Del

Tre straffefanger på flugt falder over et passende landområde til deres paradisiske drøm om en fristad uden tyngende love, men med masser af sex, whisky og frigjort livsglæde

Byen Mahagonny tiltrækker et væld af eventyrlystne skovhuggere, glædespiger og anløbne lykkeriddere, der tænder på udsigten til et liv langt fra civilisationens snærende bånd. Alt skal være helt naturligt, og naturligvis går det helt, helt galt.

Mahagonny er ekspressiv, politisk operasatire fuld  af dekadent 30’er-stemning. Brecht skrev librettoen i 1927, og komponisten Kurt Weill satte sig ydmygt for at skænke operagenren en gennemgribende ny og mere folkelig arieform. Det lykkedes faktisk også til fulde, for drukviser som eksempelvis Moon of Alabama 'Oh, show us the way to the next whisky bar' er siden løftet til udødelige højder af rockikoner som The Doors og David Bowie samt på kælderknejper verden over.

Bertolt Brecht og Kurt Weill var med til at skabe teaterhistorie. De ville bryde teatrets illusion, holde et spejl op for publikum, vise os virkeligheden omkring os, og få os til at tænke over livet og det samfund, vi har skabt og lever i.

Sammen skabte de Mahagonny i et Europa under forandring for at vise, hvad der sker, hvis et samfund mister sin medmenneskelighed og sammenhængskraft; et budskab, som Det Kongelige Teater mener, er vigtigere i dag end nogen sinde.

I vores opsætning af Mahagonny stiler vi efter at være tro mod Brechts tilgang til teatret. Vores mål har været at skabe en oplevelse for vores publikum, der er underholdende, foruroligende, fascinerende, uhyggelig – og som slår sit budskab klart og tydeligt fast. Hermed ønsker vi at vise et værk, der virker på tværs af historiens gang, og håber, at det vil tale til såvel hjertet som hovedet på enhver, der oplever det.

Instruktøren Graham Vick er efterspurgt fra London til Moskva, fra Glyndebourne til Berlin, fra Sankt Petersborg til Madrid. Han overrasker og udfordrer altid publikum med sine originale iscenesættelser af kendte klassiske og nyskrevne værker.

Instruktør: Graham Vick
Dirigent: Julien Salemkour
Dirigent: Robert Houssart
Scenograf: Paul Brown
Kostumedesign: Allan Watkins
Koreograf: Ron Howell
Lysdesign: Giuseppe Di Iorio
Libretto: Jeremy Sams

Medvirkende:
Leokadja Begbick: Randi Stene, Susanne Resmark
Fatty, bogholderen: Jens Christian Tvillum
Treenighedsmoses: Sten Byriel
Jenny: Sine Bundgaard, Anke Briegel
Jim Mahoney: Michael Kristensen
Jack O'Brian: Magnus Gislason
Bank Account Bill: Palle Knudsen
Alaskawolf-Joe: Lars Møller
Tobby Higgins: Lars Bo Ravnbak

Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor

Mahagonny har premiere den 20. november 2016 og spiller frem til den 5. marts 2017.

Kontakter

Billeder

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum