HK Privat

Lønmodtagere får 1,35 mio. kr. efterbetalt for manglende ferietillæg

Del
HK Privat har netop vundet en sag om ferietillæg, der sender 1,35 millioner kroner til de ansatte på HK Privats overenskomst hos Lejerbo. Tillægget svarer til omtrent en uges ekstra løn pr. medarbejder. Og dommen kan have betydning for andre end HK'ere.

Arbejdsgiverne sagde nej, HK sagde ja, og nu har en faglig voldgiftssag afgjort, at medarbejderne hos Lejerbo har krav på at få udbetalt deres fulde ferietillæg på 3 %. Det mente Lejerbo og Dansk Erhverv ellers var bortfaldet i overgangsåret til den nye ferielov.

- Det kan lyde komplekst, men i grundsubstansen er det relativt simpelt. Medarbejderne hos Lejerbo har jævnfør vores overenskomst ret til et ferietillæg på 3 %. Det forsøgte arbejdsgiverne at argumentere for skulle bortfalde for ”indefrysningsperioden”, men nu har vi en dommers ord for, at de ansatte skal have tillægget efterbetalt, siger Simon Tøgern, formand for HK Privat.

Formanden er glad for afgørelsen, der også kan få betydning for andre end HK'erne. Fx har Lejerbo i forbindelse med sagen selv regnet ud, at det drejer sig om i alt 4,6 millioner kroner til ansatte på tværs af overenskomster.

- Det kan virke som en mindre detalje med 2 % i et ferietillæg, men på et år, så udgør det ca. en uges løn til en medarbejder. Det er i den grad vigtigt og værd at kæmpe for. Så min opfordring er helt klart, at hvis man er tvivl om, om man får det rigtige udbetalt, så tager man fat i sin fagforening. Man kan også altid få tjekket sin lønseddel, eller om de indefrosne feriemidler er opgjort korrekt. Selv små procenter og beløb løber op i det store regnskab, siger Simon Tøgern.

Ret klar afgørelse

Stridens kerne i voldgiftssagen er et forhøjet ferietillæg, som findes i fx HK Privats overenskomst med BL – Danmarks Almene Boliger. På langt de fleste af HK Privats overenskomstområder er der et ferietillæg på 1 %, svarende til lovkravet, men på overenskomsten med BL er der en aftale om 3 %. Dog med den krølle, at hvis man fratræder, så bliver ens tilgodehavende ferietillæg kun beregnet ud fra de lovbestemte 1 % og ikke overenskomstens 3 %.

I sagen hævdede arbejdsgiverne, at alle medarbejdere for perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 skulle være stillet, som hvis de var fratrådt i relation til overenskomstens feriegoder. Men kendelsen fra Arbejdsretten slår fast, at det er der intet belæg for at sige. Advokat i HK Privat, Klara Hoffritz mener, at afgørelsen er ret klar.

- Vi har fået slået fast, at de feriemidler, der er aftalt i overenskomsterne skal beregnes og udbetales som sædvanligt, selvom de lovbestemte feriemidler for samme periode skal beregnes, som var man fratrådt, siger Klara Hoffritz og tilføjer:

- I modsat fald ville du have en gruppe medarbejdere, som notorisk ikke er fratrådt, men som i forhold til reglerne ville skulle behandles som fratrådt to gange - nu, og når de på et senere tidspunkt reelt fratræder. Så ville de for to forskellige perioder i den samme ansættelse kun få 1% i ferietillæg på trods af, at deres overenskomst siger noget andet. Det er i hvert fald ikke hensigten med den overenskomst, vi har tegnet med BL, understreger hun.

Hos HK Privat vurderer man, at kendelsen potentielt kan berøre op mod 1000 ansatte HK’ere på både de store landsoverenskomster, husaftaler og individuelle kontrakter.

Nøgleord

Kontakter

Information om HK Privat

HK Privat
Weidekampsgade 8
2300 København S

70114545https://www.hk.dk/omhk/sektor/hk-privat
HK Privat Logo HK Privat
Weidekampsgade 8
+45 7011 4545

 HK Privat er HK Danmarks største sektor med 110.000 medlemmer.

Følg pressemeddelelser fra HK Privat

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Privat

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye