DI - Dansk Byggeri

Lolland-Falster er blevet mere erhvervsvenlig

Del
Erhvervsvenligheden stiger i både Guldborgsund og Lolland kommuner. Særligt i Guldborgsund, hvor kommunen nu kan prale med at være blandt de 25 mest erhvervsvenlige kommuner i hele Danmark. Det viser Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed 2019.

Både Lolland og Guldborgsund kommuner holder dialogmøder med det lokale erhvervsliv mindst en gang om året. Kommunerne har en politik om, at alle folkeskoleelever skal i erhvervspraktik. Og flere unge starter på en erhvervsuddannelse. Det er bare nogle af årsagerne til, at erhvervsvenligheden er steget på Lolland-Falster.

Det viser Dansk Byggeris årlige analyse af erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner, som vurderer kommunerne ud fra 23 forskellige parametre og nøgletal som fx ventetiden på en byggetilladelse, åbningstiden på genbrugspladserne og størrelsen på gebyrer og skatter.

- Det er meget positivt, at kommunerne på Lolland-Falster gerne vil give virksomhederne medvind. Jeg er også meget glad for, at både Lolland og Guldborgsund sender folkeskoleeleverne i erhvervspraktik, så de kommer en tur ud i virkeligheden og ser alle de muligheder, en erhvervsuddannelse giver. Det får flere til at vælge en uddannelse som fx tømrer, og gør det nemmere for vores virksomheder også i fremtiden at finde de medarbejdere, som de har brug for, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen.

Guldborgsund Kommune er sprunget hele 23 pladser op ad ranglisten, og lander i år på plads nummer 25 ud af 98 kommuner. Lolland er også gået frem, men kun fire pladser, og lander i den mindre erhvervsvenlige halvdel af landets kommuner på plads nummer 76.

- Det er rigtig flot, at Guldborgsund nu blander sig med landets 25 mest erhvervsvenlige kommuner, og jeg er sikker på, at Lolland også kan tage et stort spring til næste år. De er i hvert fald på vej i den rigtige retning, og hvis de arbejder for sagen, så skal erhvervsvenligheden nok stige. Tillykke med fremgangen til begge kommuner. Det gør en stor forskel, når I gør det nemmere og mindre bureaukratisk for os at drive vores virksomheder, siger Jesper Toftebjerg Andersen.

Kontakter

Formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen, telefon 40 21 75 65
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Mads P. Gede, telefon 24 60 05 22
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye