Landdistrikternes Fællesråd

Lokale råd melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd

Del

To lokale organisationer, Sønderborg Landsbyforum og organisationen Fynsland, har meldt sig ind i medlemskredsen i Landdistrikternes Fællesråd.

Markant medlemsfremgang hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard.
Markant medlemsfremgang hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard.

Landsbyerne får en endnu stærkere stemme i Landdistrikternes Fællesråd med rådets to nye medlemmer fra henholdsvis det sønderjyske og det fynske: Sønderborg Landsbyforum og organisationen Fynsland.

Med base i Sønderborg Kommune repræsenterer Sønderborg Landsbyforum 34 landsbylaug, mens organisationen Fynsland har hjemsted i Faaborg-Midtfyn Kommune og fungerer som en paraplyorganisation for 21 lokalråd. Markant flere lokalsamfund bliver altså en del af Landdistrikternes Fællesråd.

Det glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd, at landdistriktsrådenes repræsentation i organisationen bliver endnu større med de to nye medlemmer:

- Det er en kerneopgave for Landdistrikternes Fællesråd at arbejde for landsbyernes levedygtighed. Derfor er jeg meget begejstret for, at to lokale landsbyorganiseringer med direkte forbindelse til landsbyernes udfordringer har meldt sig ind i Landdistrikternes Fællesråd. At have viden om og opbakning fra lokalområderne styrker vores fortsatte politiske indsats med at skabe et land i bedre balance og levedygtige landsbyer, lyder det fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Begge de nye medlemmer har da også meldt sig ind i Landdistrikternes Fællesråd for at bruge medlemskabet til at få indflydelse på udviklingen af de danske landdistrikter.

- Vi oplever, at der er et stort fokus på landdistrikterne fra politisk side, ligesom der for tiden sker et holdningsskifte i befolkningen, hvad angår landdistrikterne. Der er flere, som begynder at flytte væk fra byerne ud i landet, og den bevægelse vil vi gerne arbejde på at styrke, så endnu flere får øjnene op for kvaliteterne, siger formanden for organisationen Fynsland, Gunnar Landtved, og tilføjer:

- Landdistrikternes Fællesråd er tæt på politikerne på Christiansborg. Derfor mener vi, at et medlemskab er en god vej at gå. For det er vores helt klare mål, at landdistrikterne synliggøres i endnu højere grad. Derfor arbejder vi i øjeblikket på at samle alle lokalråd på Fyn under én hat, hvis det lykkes, får vi et rigtig stærkt talerør i Landdistrikternes Fællesråd, siger Gunnar Landtved.

Det er blandt andet planloven, som står højt på dagsordenen hos Sønderborg Landsbyforum, fortæller formanden Agnes Nielsen:

- Vi har meldt os ind i Landdistrikternes Fællesråd, fordi vi gerne vil dele erfaringer på nationalt plan, og fordi vi tror, at vi sammen med Landdistrikternes Fællesråd kan gøre en forskel. I Sønderborg Landsbyforum, der er et forum for de 34 landsbylaug i kommunen, er vi f.eks. meget interesserede i planloven. Der er eksempler på, at det kan være hæmmende for nogle landsbyers udvikling. Som Landsbyforum i Sønderborg kan vi ikke ændre planloven alene, men fællesrådet kan gøre en forskel. Ved at melde os ind som C-medlem, er vi med til at give jer endnu mere tyngde og indflydelse, siger formanden for Sønderborg Landsbyforum, Agnes Nielsen.

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for medlemmerne. 

Nøgleord

Kontakter

Eva Østergaard, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 61 16 46 58, mail eoe@landdistrikterne.dk

Billeder

Markant medlemsfremgang hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard.
Markant medlemsfremgang hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard.
Download

Information om Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd
Tybovej 2
6040 Egtved

61 313 636http://www.landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.

Vi tæller 55 kommuner, der tilsammen repræsenterer over 2,8 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer og virksomheder samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum