Danva

Løfter i forsyningsstrategi er ti fugle på taget af et luftkastel

Del

Regeringen påstår i sin forsyningsstrategi, at effektiviseringer giver vandkunder et større rådighedsbeløb. Problemet er bare, at det anvendte effektiviseringspotentiale er et luftkastel. Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, kan dokumentere, at når man fratrækker regnefejl, forkerte faktorer og udeladte samfundshensyn, så er der ikke mere potentiale tilbage udover det, der allerede er politisk vedtaget.

En mere effektiv forsyning skal give danske familier og virksomheder lettelser på taksterne, mener regeringen. Selvom der er tale om usikre beregninger i forsyningsstrategien, der er blevet offentliggjort i dag, så er effekten af det luftige potentiale allerede medtaget i forslaget til Finansloven.

”Effektiviseringspotentialet i forsyningsstrategien er for vandsektoren mestendels ti fugle på taget af et luftkastel. Når vi korrigerer for store regnefejl, fejlagtige eller udeladte faktorer, urealistiske spekulationer og manglende samfundshensyn, så kan DANVA dokumentere, at danskerne ikke skal glæde sig til besparelser ad den vej. Der er nemlig ikke grundlag for at tro andet, end at vandkunderne i forhold til forsyningsstrategiens løfter ender med at stå med en fiktiv fugl i hånden,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Forsyningsstrategien konkluderer, at der kan effektiviseres for 2,5 milliarder kroner i vandsektoren frem til 2025. Herfra skal man trække 1,3 milliarder kroner, som hentes af vandselskaberne i 2020. Når man desuden korrigerer for forkerte indregnede faktorer som afgifter, som man ikke kan effektivisere på og andre antagelser, så ender regnestykket med et minus. Det betyder, at der efter 2020 ikke er mere at komme efter. Ydermere er det særdeles spekulativt at kalkulere med beregninger, der går så langt ud i fremtiden som 2025.

”Vandselskaberne arbejder konstant for at agere billigere og bedre til gavn for kunderne. Det dokumenterer de milliardbesparelser, som vandselskaberne har foretaget siden 2010 i reelle kroner og øre og som fortsætter. Vandselskaberne udvikler i samarbejde med producenter, rådgivere og forskere hele tiden nye løsninger, der gør sektoren stadig mere effektiv. De arbejder samtidig med udvikling af god selskabsledelse, ligesom de i stor stil indgår aftaler om samdrift, der rationaliserer indkøb og udbud,” siger Carl-Emil Larsen.

”Desuden er 85 procent af alle anlægsopgaver konkurrenceudsat, mens det for driften gælder 50 procent. Alt i alt betyder det, at vi har en vandsektor, der agerer billigt og bedst samtidig med, at den understøtter værditilvæksten i Danmark.”

I forordet til forsyningsstrategien antyder ministeren, at planen er skabt i god dialog med branchen.

”Vi har ikke været med til at udarbejde og prioritere denne strategi. Men det er klart, at når nu resultatet er endt, som det er, så er der al mulig grund til at gå i dialog med os om, hvordan virkeligheden ser ud. DANVA er på vegne af vandsektoren klar til i en åben dialog at arbejde for, at verdens bedste vandsektor bliver endnu bedre og billigere også i fremtiden. Vi ser frem til ministerens invitation,” siger Carl-Emil Larsen.

Nøgleord

Kontakter

Information om Danva

Danva
Danva
Godthåbsvej 83
8660 Skanderborg

7021 0055http://www.danva.dk/

Følg pressemeddelelser fra Danva

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Danva

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum