Lodsejere, naboer og lokalsamfund inviteres til borgermøder om Baltic Pipe
15.2.2019 14:46:58 CET | Energinet | Pressemeddelelse

Energinet inviterer alle berørte lodsejere, naboer m.fl. til borgermøder om Baltic Pipe-projektet.
Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen har i dag, 15. februar, indledt en otte uger lang høring om gas-projektet. I forbindelse med høringen er Energinets endelige forslag til det område, hvor rørledningen kan graves i jorden, lagt frem.
Myndighederne har sendt høringsbrev til 831 ejendomme, der kan blive direkte berørt af projektet. Yderligere 1203 ejendomme, der ligger i nærheden af projektområdet, har også fået brev.
- Vi håber, at alle, der har kommentarer og bemærkninger, vil være med til at drøfte projektet og benytte sig af muligheden for at indsende høringssvar til myndighederne. Vi håber også, at alle lodsejere og naboer vil komme til borgermøderne. Det er i alles interesse, at alle bemærkninger spørgsmål og svar kommer frem, så vi kan lave gasledningen på den bedst mulige måde og så skånsomt som muligt, siger Søren Juul Larsen, Energinets chefprojektleder for Baltic Pipe-projektet.

De gule linjer viser det eksisterende gastransmissionsnet. Baltic Pipe er den blå linje: Der skal laves nye rør i Nordsøen, over dele af Jylland, over Lillebælt, over Fyn, over Vest-, og Sydsjælland samt i Østersøen.
Gasledningen skal forbinde de nuværende norske gasrør i Nordsøen med de danske og polske gassystemer. Der skal blandt andet laves et nyt sørør ind til den danske vestkyst samt graves nye rør i jorden over dele af Jylland, over Fyn og fra Kongsmark på Vestsjælland til Faxe Bugt. Fra Faxe Bugt skal et nyt sørør over Østersøen færdiggøre forbindelsen. I nærheden af Næstved skal der desuden opføres en kompressorstation, som kan pumpe gassen over Østersøen.
Det danske statslige el- og gastransmissionsselskab Energinet står for at lave sørør i Nordsøen og anlæg på dansk jord og i Lillebælt, mens det polske gastransmissionsselskab Gaz-System skal lave sørør over Østersøen samt omfattende udbygninger af det polske gasnet.
Stor gevinst for Danmark
Forbindelsen vil give et milliardoverskud til Danmark og gøre det billigere at være dansk gasforbruger. Op mod 10 milliarder kubikmeter norsk gas vil fra 2022 årligt komme gennem Danmark til Polen. Dermed kommer der nye kunder i det danske gassystem. Der bliver derfor flere til at dække Danmarks udgifter til at drive og vedligeholde gasnettet. Det betyder, at gasregningen for de ca. 408.000 danske gasforbrugere forbliver lave. Uden Baltic Pipe ville regningen for den enkelte forbruger stige, fordi gasforbruget generelt falder, og samfundets udgifter dermed ville skulle dækkes af færre forbrugere.
En typisk dansk husstand med gasfyr vil årligt få en gevinst på 100-200 kroner årligt, mens de største gasforbrugere vil spare flere hundrede tusinde kroner årligt. Blandt de største forbrugere er slagterier, mejerier, bryggerier, producenter af brød og grønt, producenter af byggematerialer m.fl.

Senest Energinet lavede et stort gasprojekt, var da rørledningen til Tyskland blev forstærket - det såkaldte Ellund-Egtved-projekt. Det blev indviet i 2013. Arkivfoto Bent Sørensen
- Baltic Pipe er en stor gevinst for det danske samfund. Men vi er klar over, at der mange steder er bekymring hos de borgere, der skal lægge jord til. Derfor har vi også været ude og besøge hver enkelt af de ca. 500 lodsejere, som vi forventer vil blive direkte berørt af gasledningen, for at få mest mulig viden om de enkelte ejendomme, så vi sikrer, at landmandens dræn også virker, efter at gravemaskinerne har dækket jorden til, eller at gasrøret ikke kommer i vejen for fremtidige planer om at udvide en stald eller et maskinhus, siger Søren Juul Larsen.
Ruten ændret flere steder
2. offentlige høring følger op på sidste års 1. offentlige høring, hvor myndighederne modtog 192 høringssvar. På baggrund af input fra borgere, kommuner m.fl. samt yderligere undersøgelser i marken, er forslaget til rute siden ændret flere steder. Bl.a. for at tage lokale hensyn til mulighed for byudvikling, beskyttelse af natur mv.

Energinet inviterer til borgermøder i Varde (5. marts), Kolding (4. marts), Middelfart (14. marts), Odense (12. marts), Slagelse (7. marts) samt to borgermøder i Næstved (hhv. 6. marts og 13. marts).
- Vi har lyttet til borgere og kommuner og ændret en række steder. Nogle steder er områder droppet og nye kommet i spil, andre steder er der lavet justeringer. Men det er desværre ikke muligt at lave sådan en stor gasledning uden at komme til at genere nogen eller skabe ulemper. Mange så helst, at gasledningen blev gravet ned et andet sted end på deres jord. Men vi forsøger at planlægge ruten og inddrage alle berørte, så projektet kan laves så skånsomt som muligt, siger Søren Juul Larsen.
Ud over at være en stor gevinst for Danmark vil Baltic Pipe betyde, at Polen kan blive uafhængig af sin nuværende gasleverandør, Rusland. Polen har samtidig en ambition om at omstille en del af sit kulforbrug til gas og dermed reducere sin CO2-udledning.
Også andre EU-lande vil få gavn af Baltic Pipe, ligesom EU bedre vil kunne hjælpe Ukraine med gasforsyning. Derfor er projektet også støttet af EU.
FAKTA
Lavere gasregning til de 408.000 danske forbrugere
Mere robust dansk gassystem – nye forsyningsveje fra Norge og Polen
Billigere for fremtidens grønne gasser at komme ind på gasnettet.

105 km sørør i Nordsøen
210 km rør over dele af Jylland, Lillebælt, Fyn og Vest- og Sydsjælland
1 kompressorstation på Sydsjælland
275 km sørør i Østersøen til Polen.
280 km udbygning af det polske gasnet
Investeringen giver samfundsøkonomisk overskud på op mod 2 milliarder kroner
Kapacitet: 10 mia. m3 gas årligt – fire gange det årlige danske gasforbrug.
Færdig i oktober 2022.
Nøgleord
Kontakter
Pressechef Jesper Nørskov Rasmussen, mobil 23 33 85 75, jnr@energinet.dk
Chefprojektleder Søren Juul Larsen, mobil 23 33 87 25, sjl@energinet.dk
Billeder

Information om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger.
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Energinet præsenterer det endelige forslag til placering af ny elforbindelse på Sydsjælland, Lolland og Falster24.9.2026 10:51:08 CEST | Pressemeddelelse
Der er behov for markant udbygning af eltransmissionsnettet for at mere grøn energi kan tilsluttes, og nyt storforbrug kan forsynes. Ny elforbindelse bliver flere steder på Sydsjælland placeret tættere på motorvejen end det oprindelige forslag. Borgere inviteres til informationsmøder i oktober.
Energinet fjerner de gamle 150 kV luftledninger i Vestjylland22.9.2026 09:06:56 CEST | Pressemeddelelse
I takt med, at elnettet udvides og styrkes, skal ældre luftledninger og master tages ned, hvor det kan lade sig gøre. Lige nu fjerner Energinet udtjente, gamle 150 kV luftledninger i det vestjyske område, hvor vejr og natur i løbet af de sidste 50-60 år har sat sit præg på anlægget.
Ny DataHub skal drive det grønne og fleksible elmarked18.9.2026 12:18:32 CEST | Pressemeddelelse
DataHub-systemet, det danske elmarkeds centralnervesystem for afregning, datafrisættelse og kommunikation, er nu fuldt opgraderet til version 3.0, som er rustet til at håndtere større og større datamængder, der skal danne fundament for en række nye løsninger og indfri endnu mere fleksibilitet drevet af markedet.
Fokus på elforsyningen: Sikkerhed og beredskab vejer tungere15.9.2026 10:33:45 CEST | Pressemeddelelse
Energinet sender nu årets redegørelse om elforsyningssikkerhed i høring. Sikkerhed og beredskab vejer tungere i år. Det forhøjede trusselsbillede betyder, at Energinet anbefaler at justere målet for afbrudsminutter fra 38 i 2035 til 40 afbrudsminutter i 2036. I 2025 var der til sammenligning 26 afbrudsminutter.
Efter Forsyningstilsynets påbud: Energinet fortsætter den puljerede sagsbehandling uændret8.9.2026 09:01:02 CEST | Pressemeddelelse
Energinet indførte i maj 2026 skærpede krav til modenhed, fremdrift og netvenlighed for tilslutninger på eltransmissionsnettet. Fredag gav Forsyningstilsynet påbud og meddelte, at Energinet skal anmelde en metode til Forsyningstilsynets godkendelse. Det ændrer ikke Energinets planlagte behandling af kundernes sager. Energinet fortsætter den puljerede sagsbehandling og forventer fortsat at gennemføre de planlagte kapacitetstildelinger hen over efteråret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
