LO • Landsorganisationen i Danmark

LO kræver solide ændringer for at få lønmodtagernes finanslov

Del

Regeringen ser ud til at fremlægge uambitiøst finanslovforslag, som kun lapper på de grundlæggende problemer i SKAT og forværrer vilkårene for landets uddannelsesinstitutioner. Det skal ændres, og LO ønsker en styrket indsats mod social dumping og dårligt arbejdsmiljø.

Kommentaren kommer på baggrund af LO’s netop offentliggjorte forslag til justeringer af næste års finanslov. Her foreslår LO bl.a., at regeringens forslåede besparelser af SKAT de næste fire år sættes i bero, og at der tilføres væsentlig øgede ressourcer til området.

– Det er mig ubegribeligt, hvorfor skiftende regeringer nu på 10. år ved hver eneste finanslov har skåret ned på ressourcerne til SKAT. Resultatet er fx, at milliarder af kroner i gæld til det offentlige ikke bliver inddrevet, at formuer i skattely ikke bliver undersøgt, og at der sker tusindvis af fejl i ejendomsvurderingerne. Skatteministerens handlingsplan ”SKAT ud af krisen” er blot et lille skridt i den rigtige retning, siger Harald Børsting.

Siden 2007 har LO igen og igen påpeget, at de massive nedskæringer på SKAT må høre op, da det undergraver finansieringen af velfærden. Fra at være omkring 9.500 ansatte i SKAT i 2005 er man nu nede på ca. 6.200 – dvs. hver tredje medarbejder er sparet væk.

Uddannelse
Regeringen har bebudet en række besparelser på uddannelsesområdet, som rammer bredt på alle landets uddannelsesinstitutioner. Konkret vil regeringen inddrage den såkaldte omstillingsreserve og dermed forringe vilkårene for landets uddannelsessektor.

– Regeringen sender et helt forkert signal ved at spare på netop det område, som skal sikre kvalificeret arbejdskraft til at finansiere vores fælles velfærd i fremtiden. Regeringen burde i stedet prioritere området højere og bl.a. sikre tidssvarende udstyr på landets erhvervsskoler samt styrke indsatsen for at skaffe flere praktikpladser, udtaler Harald Børsting.

Fasthold bekæmpelse af social dumping
LO foreslår samtidig i sine ændringsforslag til regeringens finanslovforslag, at bevillingerne til bekæmpelse af social dumping skal fortsætte på 2015-niveauet. Regeringen lægger op til en nedskæring af indsatsen.

– Problemerne med social dumping er på ingen måde løst. Tværtimod stiger antallet af sager om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. Derfor foreslår vi også, at arbejdsklausuler bør skrives ind i alle offentlige kontrakter i kommuner og regioner, på samme måde som det allerede sker i staten i dag, siger Harald Børsting.

LO foreslår samtidig oprettelse af en pulje, der skal bruges til at sikre kontrol af overholdelse af arbejdsklausulerne.

Arbejdsmiljøet har åndenød
I de kommende år bortfalder en række bevillinger til forbedring af arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser. Men regeringen har ikke prioriteret at fortsætte disse bevillinger. Det drejer sig bl.a. om Arbejdstilsynets bevillinger, men også Videncenter for Arbejdsmiljø, Dansk Center for Nanosikkerhed og arbejdsmarkedets parters fælles indsats for et bedre arbejdsmiljø.

– I fremtiden skal vi blive meget længere på arbejdsmarkedet end i dag og derfor er det nødvendigt at forbedre arbejdsmiljøet. Vi har brug for ny viden på området og det kan kun ske ved, at vi fastholder bevillingerne til udvikling, så vi kan finde nye veje til et sikkert og sundt arbejdsmiljø, siger Harald Børsting.

Læs alle LO’s forslag til finansloven 2016 her

Kontakt: Kommunikationskonsulent Stine Luise Hansen, tlf. 2335 8370.

Information om LO • Landsorganisationen i Danmark

LO • Landsorganisationen i Danmark
LO • Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S

35 24 60 00http://www.lo.dk/

Følg pressemeddelelser fra LO • Landsorganisationen i Danmark

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra LO • Landsorganisationen i Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum