Too Good To Go ApS

Lidl og Too Good To Go udvider samarbejdet: 121 Lidl-butikker tager kampen op mod madspild

Del
Fra i dag kan madspildsvirksomheden Too Good To Go bryste sig af at have indgået et landsdækkende samarbejde med dagligvarekæden Lidl. Discountkæden bliver den første med et landsdækkende initiativ mod madspild, hvor kunder kan købe poser med overskudsmad til en reduceret pris i samtlige af Lidls 121 butikker i Danmark. Samarbejdet er det største af sin slags i Too Good To Go’s levetid i Danmark.

Målsætningen er klar. 150.000 solgte ”lykkeposer” om året forventer Too Good To Go, at det nye, omfattende samarbejde med samtlige 121 Lidl-butikker kaster af sig – samt et øget fokus på at reducere madspild. Samarbejdet, der er det første af sin slags med en discountkæde i Danmark, kommer i forlængelse af en testperiode, hvor mere end 15.000 lykkeposer med overskudsmad er blevet solgt i 21 udvalgte Lidl-butikker fordelt over hele landet siden foråret 2019.

”Med Lidl-samarbejdet skyder vi en helt ny model i gang, hvor man kan afhente forskellige typer lykkeposer på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. Vi lægger ud med frugt og grønt, og senere kommer der poser med kolonialvarer og poser med kød og kølevarer til. Vi forventer, at vi med det nye set-up vil kunne redde 150.000 Lidl-lykkeposer om året, hvilket vil gøre Lidl til en af vores største partnere i kampen mod madspild,” siger landechef for Too Good To Go, Heidi Boye.

Også hos Lidl håber man, at det nye samarbejde vil være med til at nedbringe det årlige madspild i Danmark.

”I Lidl mener vi, at mad skal spises, ikke smides ud. I testperioden har lykkeposerne været udsolgt stort set hver eneste dag, og selvom initiativet kræver lidt ekstra arbejde i butikkerne, så er det blevet taget rigtig godt imod af både butikschefer og medarbejdere, der kan se, at de gør en forskel i kampen mod madspild. Jeg er derfor stolt over, at vi nu på nationalt plan kan begrænse vores madspild med Too Good To Go-samarbejdet,” siger salgsdirektør i Lidl, Marcus Gustafsson.

Øget fokus på madspild

Butikscheferne vil med det nye initiativ kunne reducere madspildet i butikken og samtidig tilbyde kunderne et godt produkt. Udvidelsen af samarbejdet træder i kraft d. 18. november, og initiativet vil omfatte samtlige af Lidls butikker i Danmark. Det betyder, at kunderne vil kunne købe såkaldte ”lykkeposer” for 29 kroner med overskudsmad, der enten har beskadiget emballagen, nærmer sig udløbsdatoen eller har skønhedsfejl, til en værdi af cirka 90 kroner. Landechef for Too Good To Go, Heidi Boye, udtaler:

“Vi er utrolig glade for det udvidede samarbejde, som vi nu skal i gang med. Der er ingen tvivl om, at det kræver et stærkt samarbejde med de store detailkæder som Lidl, hvis vi for alvor skal komme madspildet til livs. Størstedelen af madspildet på det danske marked sker hos forbrugerne og i detailleddet, så det er også dér, vi kan gøre den største forskel ved at sætte ind. Det kræver en fælles indsats, som vi glæder os til at tage hul på.”

En indsats, som også salgsdirektør i Lidl, Marcus Gustafsson, er enig i: ”Too Good To Go’s arbejde har været vigtig for den mentalitetsændring, der er sket i danskernes forhold til madspild. I Lidl har vi de senere år arbejdet med at reducere madspild i alle led i vores forretning, og jeg er glad for, at vi nu kan udvide det arbejde med det mest omfattende initiativ til dato – til gavn for vores kunder, miljøet og os.”

Det nye samarbejde betyder, at Lidls medarbejdere hver dag vil sætte et antal lykkeposer med frugt og grønt til salg i Too Good To Go’s app. Her køber brugere en lykkepose, som de afhenter i deres lokale Lidl-butik.

CSR-chef i Lidl, Lærke Skaksen tilføjer: ” I Lidl tror vi på, at vi bliver endnu stærkere sammen. Derfor har vi rigtig mange gode samarbejdspartnere, som er med til at gøre en forskel, og med Too Good To Go tilføjer vi endnu en. Partnerskabet er blandt de mest omfattende samarbejder, vi har indgået i Danmark, og vi er overbeviste om, at det vil være med til aktivt at reducere vores madspild.”

Når det landsdækkende samarbejde mellem Lidl og Too Good To Go træder i kraft fra d. 18. november, vil initiativet være klar i alle Lidls butikker i Danmark. Som led i arbejdet mod Lidls overordnede målsætning om at reducere sit madspild samarbejder Lidl også med Blå Kors Danmark.

Kontakter

Morten Vestberg, Kommunikationschef i Lidl, morten.vestberg@lidl.dk eller tlf. +45 76 35 01 68


Tanja Møller Andersen, PR-ansvarlig hos Too Good To Go, tandersen@toogoodtogo.dk eller +45 81 77 37 18

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Too Good To Go ApS

Too Good To Go ApS
Too Good To Go ApS
Landskronagade 66
2100 København Ø

81773718http://toogoodtogo.dk

Madspildsappen Too Good To Go blev lanceret i Danmark 2016, og de nu over 16 mio. brugere har siden da reddet mere end 23 mio. måltider, hvilket svarer til over 58.000 ton sparet CO2. Appen har dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 14 lande, hvor appen er aktiv: Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, Spanien, Italien, Polen, Østrig og Portugal.

Derudover kan man på Too Good To Go Markedsplads købe overskudsvarer, der kommer direkte fra producenterne.

Endelig har Too Good To Go iværksat flere oplysningstiltag for at fremme viden om madspild. Virksomheden har netop lanceret en uddannelsesportal om madspild og åbnet ’Too Good To Go Huset’ på Frederiksberg, hvor der løbende vil blive afholdt oplæg og events om madspild.

Følg pressemeddelelser fra Too Good To Go ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Too Good To Go ApS

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye