Lex.dk

LEX.DK kan videreføres

Del

Regeringen meldte mandag ud, at der er afsat penge på den kommende finanslov til en videreførelse af lex.dk. Det betyder, at Danmark i lighed med de lande, vi normalt sammenligner os med, fortsat vil have et nationalt digitalt opslagsværk. Både Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz, Italien, Frankrig, Storbritannien og mange flere har nationale leksika online.

Bestyrelsesformand for lex.dk Joachim Malling glæder sig over opbakningen, der strækker sig år ud i fremtiden: ”Det er glædeligt, at Regeringen, støttepartierne og store dele af Folketinget er enige om at videreføre lex.dk. Lex.dk er et vigtigt værn imod fake news og misinformation. Finanslovsbevillingen på de 13 mio. kr. i 2022 viser Folketingets og kulturministerens engagement i kampen mod fake news; men der er brug for yderligere midler, hvis lex.dk skal have samme standard som f.eks. Store Norske Leksikon. Vi skal nok levere et godt produkt, men vi håber, vi kan supplere bevillingen med yderligere midler i de kommende år. Vi vil derfor fortsætte dialogen med Regeringen og Folketingets øvrige partier om, hvilke muligheder der er for at styrke indsatsen over tid. Der er og bliver behov for en varig og ambitiøs sikring af lex.dk og værker som Den Store Danske og Trap Danmark. Et digitalt opslagsværk kan ikke være delvist opdateret og delvist korrekt. Det vil være utilfredsstillende for de millioner af danske skoleelever, gymnasieelever og andre borgere, som bruger lex.dk.”

Administrerende direktør for Gyldendal og bestyrelsesmedlem i lex.dk Morten Hesseldahl glæder sig først og fremmest over, at årtiers arbejde med etablering af Den Store Danske og 11 andre opslagsværker nu kan bevares og videreføres: ”Det er indhold, som vi på forlagene har brugt 800 millioner kr. på at tilvejebringe, og som det nu ser ud til, at vi kan holde opdateret og videreudvikle. Samfundsmæssigt er der tale om en historisk investering i digital infrastruktur, som bidrager til at styrke den demokratiske rygrad, men det er klart, at størrelsen af støtten skaber nogen usikkerhed og derfor må vi nu have en dialog med Regeringen om en mere langsigtet løsning.”

Hver måned søger 1,2 millioner danskere troværdig information blandt de 225.000 artikler på lex.dk, som alle er skrevet af danske forskere - til gavn og glæde for os alle. Adgangen til sitet er gratis, og det bruges i stor udstrækning af især unge.

Foreningen lex.dk har modtaget støtteerklæringer fra:

Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Lærerforening, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Gymnasier, Danske Medier, Danske Universiteter, Danske Skoleelever, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Det Unge Akademi, DM (Dansk Magisterforening), Forbundet Kultur og Information, Gymnasieskolernes Lærerforening, Kommunernes Landsforening og Sektorforskningens Direktørkollegium.

Kontakter

Bestyrelsesformand Joachim Malling: jsm@lex.dk, 2094 2314
Adm. dir., Gyldendal, Morten Hesseldahl, mohe@gyldendal.dk, 2424 1669

Information om Lex.dk

Lex.dk
Lex.dk
Fiolstræde 31-33
1171 København K

http://www.lex.dk