Haderslev Kommune

Lene giver gode råd om demens

Del

Fra 1. februar tilbyder Haderslev Kommune åben rådgivning om demens. Rådgivningen er et tilbud til borgere og deres pårørende, der er berørte af demens eller har mistanke om demens.

Når det begynder at knibe med hukommelsen, man glemmer ord, aftaler og humøret ændrer sig, så kan det være begyndende tegn på demens. Og hvor går man så hen? Haderslev Kommune er nu klar med et nyt tilbud om åben rådgivning, hvor borgere eller pårørende kan komme forbi og få gode råd og hjælp, hvis de har mistanke om demens.

"Vi tror, der er mange, der går derhjemme og tumler med nogle ting. Som godt er klar over, at der er noget galt med hukommelsen, men som har svært ved at drøfte det med andre og som måske heller ikke har været ved lægen og fået stillet en diagnose endnu", siger koordinator for Lev med demens Lene Fog Andersen.

Fra 1. februar sidder hun hver mandag kl. 10-12 i lokale 2a på Bispen i Haderslev, hvor man kan komme forbi og tage en uformel snak og vende sine tanker.

"Vi vil gerne møde flere og gerne på et tidligere tidspunkt. Da man ofte kan stå meget alene med sine bekymringer om, hvad der skal gøres og hvordan man kan komme videre i forhold til at få hverdagen til at fungere på den bedst mulige måde", siger Lene Fog Andersen. Hun er uddannet sygeplejerske og demenskoordinator og har de sidste 15 år arbejdet som demenskoordinator og med undervisning af plejepersonale i demens.

Rådgivningen foregår anonymt. Det vil sige, at Lene Fog Anderen ikke skriver journal eller på anden måde registrerer oplysningerne. Det er heller ikke nødvendigt, at man har en demensdiagnose for at få en snak med hende.

"Man behøver ikke være i kommunens system. Jeg skal ses som en rådgiver, der kan hjælpe folk videre ind i systemet eller måske give nogle redskaber til at komme videre", siger Lene Fog Andersen.

Mødelokalet 2a på Bispen er nøje udvalgt til formålet.

"Vi har valgt Bispen, fordi det er et sted, hvor mange ældre har deres daglige gang, og hvor man måske lidt nemmere får lyst til at kigge forbi. Vi håber også, det kan være en måde for os til at være lidt mere synlig på området, så flere får kendskab til vores tilbud.", siger Lene Fog Andersen.

Samarbejde med frivillige Den åbne demensrådgivning er et nyt tilbud, men Haderslev Kommune har en lang række andre tilbud til borgere og pårørende, der er berørte af demens. Kommunen har blandt andet et godt samarbejde med de frivillige omkring flere af sine tilbud. De frivillige yder en stor indsats i forhold til at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende til at oprethold en god hverdag. Mange af aktiviteterne foregår i Frivillighedens Hus i Storegade 80 i Haderslev, hvor frivillige og ansatte gør en kæmpe forskel for brugerne af aktivitetstilbuddene.



Kontaktinformation:

Koordinator for Lev med Demens, Lene Fog Andersen, lefa@haderslev.dk, telefon 20 36 45 51.

Billeder

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Gåskærgade 26
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum