Aalborg Universitet

Ledere og medarbejdere oplever, at en ny tilgang til innovation giver et mere meningsfyldt arbejdsliv

Del
Som led i et aktuelt forskningsprojekt har ledere og medarbejdere i Vejle Kommune arbejdet med en undrings- og meningsdreven tilgang til innovation og organisationsudvikling. Her handler det om eksistentielle spørgsmål, og det har vist sig at give gode resultater.

Professor Finn Thorbjørn Hansen fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet har som led i forskningsprojektet ”Undringsdreven innovation i Vejle Kommune” de seneste tre år vendt op og ned på den traditionelle teknologi- og brugerdrevne tilgang til innovation og organisationsudvikling. I den forbindelse har han introduceret en gruppe ledere og medarbejdere i Vejle Kommune for en undrings- og meningsdreven tilgang til at udvikle medarbejdere og organisationer. Og det har givet gode resultater. Tilbagemeldinger fra deltagerne viser, at de har fået et mere meningsfyldt arbejdsliv og oplever, at de har fået flyttet horisonten for deres arbejde.

- At møde verden med undren handler om at tage fat i den forunderlige eksistentielle og værensmæssige dimension i livet og i arbejdslivet i stedet for primært at gå rationelt og problemorienteret til værks. Egentlig handler den filosofiske undren og undringsbaserede samtale om at komme i et fornyet og genfortryllet forhold til verden og den hverdag, vi lever i. Det skaber motivation, glæde og en forstærket forundringskraft. Og det fremmer også en slags ”humanistisk og eksistentiel modstandskraft” mod en for effektiv, automatiseret og instrumentel arbejdskultur, forklarer Finn Thorbjørn Hansen.

Deltagerne i projektet har i den forbindelse arbejdet med store spørgsmål som, hvad vi som mennesker i grunden længes efter, og hvad vi grundlæggende holder af.

- Det handler ikke om terapi eller om at finde endelige svar på, hvilke værdier man har, men om at åbne sig for verden og det andet menneske som et levende mysterium og høre, hvad livsøjeblikkene kalder os til, siger Finn Thorbjørn Hansen, som netop nu også er aktuel med en ny bog om den undrings- og meningsdrevne tilgang, At møde verden med undren: Dannelse, innovation og organisationsudvikling i et værensfilosofisk perspektiv. Dette er også temaet for en konference, han og den svenske innovationsforsker Åsa Öberg i dag afholder i Spinderihallerne i Vejle.

Kontakter

Finn Thorbjørn Hansen på tlf.: 30 70 39 10 eller på e-mail: finnth@hum.aau.dk
Pressekontakt på AAU, Susanne H. Knudsen, på tlf.: 29 60 98 72 eller på e-mail: shk@hum.aau.dk

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye