Landbrugsstyrelsen

Landmænd viser igen stor interesse for naturpleje

Del

Danske landmænd har i år søgt om støtte til naturpleje på et samlet område på størrelse med Møn.

Danske landmænd viser igen i år stor interesse for at udføre naturpleje med græssende dyr eller høslæt. I alt har landmænd søgt om tilskud til pleje af græs- og naturarealer for 199,6 mio. kr., svarende til pleje af værdifuld natur på ca. 20.500 hektar i 2018.

Plejen sikrer biodiversiteten ved at holde områderne lysåbne til gavn for mange planter, fugle og insekter.

- Nogle typer natur passer ikke sig selv og skal hjælpes på vej af græssende dyr eller slåning, hvis vi vil sikre mangfoldigheden og biodiversiteten. Jeg er derfor glad for, at danske landmænd viser så stor opbakning til at lave naturpleje, og at vi kan imødekomme alle ansøgninger, siger vicedirektør Jacob Nielsen fra Landbrugsstyrelsen.

Alle ansøgninger imødekommes
Interessen for at lave naturpleje har været større end forventet, og budgettet lød oprindeligt på 180 mio. kr. til pleje af græs- og naturarealer i 2018. Men Miljø- og Fødevareministeriet har sikret, at alle landmænd, der lever op til betingelserne for at få tilskud til naturpleje, får det.

Tilskuddet til pleje af græs- og naturarealer løber over en femårig periode, hvor landmænd forpligter sig til enten at lade dyr afgræsse arealet eller tage høslæt.

Ordningen pleje af græs- og naturarealer er medfinansieret af EU’s landdistriktsprogram.

Nøgleord

Kontakter

Landbrugsstyrelsens pressetelefon: tlf. 41 89 25 07

Billeder

Information om Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Landbrugsstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V

+45 33 95 80 00http://lbst.dk/

Landbrugsstyrelsen er en styrelse under Miljø- og Fødevareministeriet, hvis vision er at skabe rammerne for, at dansk landbrug kan være blandt Europas mest konkurrencedygtige, samtidig med vi passer på vores miljø og klima. Det gør vi ved at regulere og kontrollere erhvervene, ved at yde tilskud og ved at indgå i konstruktive dialoger med vores kunder og interessenter. Blandt andet udbetaler styrelsen 8,2 mia. kr. i projekt- og landbrugsstøtte om året.

Følg pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.