Kræftens Bekæmpelse

Lån dit sommerhus ud og giv kræftramte familier et frirum

Del
Kræftens Bekæmpelse lancerer nu sommerhusportalen Giv-Frirum.dk, hvor danskere kan låne deres private sommerhus ud til kræftpatienter og deres familier. Formålet er at gøre det muligt for private at give et frirum til mennesker ramt af kræft i en hverdag, der kan være svær og fyldt med bekymringer.

Inspirationen kommer fra Australien, hvor organisationen Cancer Council Victoria gennem flere år har tilbudt et såkaldt ’Holiday Break Program’ til kræftramte, og allerede i 2015 begyndte Kræftens Bekæmpelse at gennemføre flere pilotprojekter omkring sommerhusudlån i Danmark:

- Vi har udviklet en helt ny måde at hjælpe andre på. Lån noget af dit eget ud og støt andre i en svær sag. Initiativet sætter en tyk streg under, at kræftsagen er en folkesag med den medmenneskelige relation som omdrejningspunkt. En sag, hvor vi konkret hjælper og støtter hinanden med at komme igennem kræftsygdommen, siger Laila Walther, afdelingschef for Patientstøtte og Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse.

Giv kræftramte et frirum fra bekymringerne

På Giv-Frirum.dk kan danskerne med få klik tilbyde kræftpatienter og deres familier et gratis ophold i deres sommerhus. Ofte står husene alligevel tomme mange af årets uger – men for en kræftpatient, der er midt i behandlinger og trænger til et frirum, er et ophold i et sommerhus måske netop dét, som giver en saltvandsindsprøjtning og overskud:

- I sidste uge oplevede vi, hvordan en kræftramt kvinde lånte et sommerhus i Ålbæk sammen med sine børnebørn og fandt glæde og overskud. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores nye initiativ giver enormt meget mening for både sommerhusejer og kræftramte, og indsatsen rører mig rigtig meget, siger Laila Walther.

Kræftens Bekæmpelse arbejder løbende på, at danskerne kan støtte kræftsagen på forskellige måder. Giv-Frirum.dk er en knopskydning på denne indsats:

- Jeg vil gerne sige tak til alle der vil låne deres sommerhus ud og håber selvfølgelig, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden og lægge deres sommerhus op i portalen. Jo flere sommerhusejere, der melder sig, desto flere kræftpatienter kan få et tiltrængt frirum, siger Laila Walther.

- - -

FAKTA

Giv-Frirum.dk 
Giv-Frirum.dk.dk er en online-portal, hvor du som sommerhusejer kan stille dit sommerhus til rådighed for kræftramte og deres familier. Kun kræftpatienter kan tilgå sommerhusene via en personlig gæstekode, som særskilt tildeles af Kræftens Bekæmpelse. Derefter er det op til udlåner og kræftpatienten at aftale de praktiske omstændigheder omkring lånet. Der vil altid være overensstemmelse mellem mængden af tilgængelige sommerhuse og antallet af kræftpatienter med en gæstekode.

En god oplevelse
Kræftens Bekæmpelse gennemførte i 2016 en evaluering blandt 60 sommerhusejere, der havde udlånt deres sommerhuse til kræftramte. Den viste at 87 pct. af ejerne synes, at selve kommunikationen med de kræftramte havde været rigtig god. Herudover sagde 100 pct. af ejerne, at selve oplevelsen med at låne ud havde været virkelig god eller god.

I Danmark kalder Kræftens Bekæmpelse indsatsen for Giv-Frirum.dk. I Australien hedder det Holiday Break Program. Læs mere om den australske ordning her (engelsk).

Kontakter

Afdelingschef for Patientstøtte og Lokal Indsats, Kræftens Bekæmpelse
Laila Walther lw@cancer.dk // mobil: 40452370

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye