3F

Lærlinge-boom i aftale om infrastruktur

Del
Infrastrukturplanen kan hjælpe med at få uddannet 2.000 lærlinge viser ny analyse. Lærlingeklausuler og kontante krav til virksomhederne er nødvendige for at sikre fremtidens faglærte arbejdskraft.

Den politiske aftale om at udbygge den danske infrastruktur for 100 milliarder kroner frem mod 2035 kan give et stort boost til uddannelsen af flere faglærte i Danmark. Det viser en helt ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for BAT-kartellet.

Analysen viser, at der er potentiale til 4.650 lærlingeårsværk i bygge- og anlægsbranchen i Infrastrukturaftalen. Det svarer til cirka 2.000 nyuddannede faglærte.

Den positive lærlinge-effekt af de store anlægsprojekter kræver dog, at der stilles kontante og konkrete krav til de virksomheder, der skal udføre projekterne i de kommende år.

”Det er ganske enkelt sund fornuft for alle at lade virksomhederne tage et større ansvar for at uddanne deres fremtidige arbejdskraft. Danmark og de danske virksomheder får brug for tusindvis af nye faglærte til de kommende års bygge- og anlægsprojekter, og derfor giver det mening at stille konkrete krav til erhvervslivet om at tage del i dette uddannelsesansvar,” siger Claus von Elling, formand for BAT kartellet.

I den politiske aftale er der indført lærlingeklausuler, der forpligter virksomhederne til at ansætte og uddanne lærlinge i byggeriet. Claus von Elling foreslår, at virksomhederne, inden de får opgaven, skal dokumentere, hvilket antal lærlinge, der anvendes inden for hvilket fag, hvordan oplæringen af lærlingene struktureres, og hvordan eventuelle rekrutteringsudfordringer håndteres. Virksomhederne skal også dokumentere kendskab til og samarbejde med erhvervsskolesystemet og udarbejde en lærlingeplan, der beskriver, hvordan lærlingeklausulen opfyldes.

”Vi ved desværre, at der er store offentlige bygge- og anlægsprojekter, hvor deri dag stort set ikke går en eneste byggelærling. Derfor skal vi som samfund have klare klausuler, som sikrer, at virksomhederne ikke kan omgå deres uddannelsesansvar,” siger Claus von Elling.

Det er staten ved Vejdirektoratet og Banedanmark, der er bygherre på de store infrastrukturprojekter. Transportminister Trine Bramsen er begejstret over det store lærlinge-output, som de store anlægsprojekter kan få.

"Det er både positivt og meget interessant, at analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der med projekterne i Infrastrukturaftalen er et potentiale for ca. 2000 flere lærlinge. De store offentlige byggerier kan og skal bidrage til uddannelse af faglærte. Jeg vil gerne fortsætte dialogen med parterne om, hvordan vi bliver endnu bedre til at få lærlinge på byggerierne," siger transportminister Trine Bramsen.

Den nye lærlinge-undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd præsenteres i dag på byggepladsen ved Naturhistorisk Museum kl. 14.30, hvor også ministeren vil være til stede.

Nøgleord

Kontakter

For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.

Information om 3F

3F
3F
Kampmannsgade 4
1790 København V

70 300 300http://www.3f.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye