Dansk Byggeri

Længst ventetid på byggetilladelser i Svendborg

Del

I Svendborg tager det i gennemsnit 133 dage for kommunen at sagsbehandle en byggetilladelse, mens det i Assens tager 17 dage og på Langeland 25 dage at få grønt lys til at stikke spaden i jorden, viser en ny opgørelse. Papirarbejdet bør ikke tage mere end 14 dage, mener Dansk Byggeri Fyn.

Hvis du vil bygge et parcelhus eller en ny kontorbygning i Svendborg eller Odense, så tager det i gennemsnit henholdsvis 133 og 77 dage, inden kommunen har sagsbehandlet byggetilladelsen, og håndværkeren kan komme i gang med at støbe fundamentet og lægge de første mursten. Hvis du derimod skal bygge i Assens eller på Langeland, så er papirarbejdet klaret på i gennemsnit henholdsvis 17 og 25 dage.

Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.Opgørelsen omhandler både erhvervsbyggeri og boligbyggeri.

- Ventetiden i Svendborg er en af de længste i hele Danmark. Det kan vi absolut ikke være tilfredse med. Og vores fynske hovedstad Odense bør også se deres arbejdsgange efter i sømmene. Der bygges en masse i Odense, og det kan jo ikke hjælpe noget, at byggeriet ikke kan komme i gang, fordi kommunen i gennemsnit bruger over to måneder på papirarbejdet. Generelt set er der for mange kommuner på Fyn, der har behov for at sætte fart på deres sagsbehandling af byggetilladelser, siger formand for Dansk Byggeri Fyn, Dan Johansen.

Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle de oplysninger, som de har brug for til sagsbehandlingen, så mangelfulde ansøgninger er ikke en undskyldning for alt for lange ventetider, mener Dansk Byggeri Fyn.

- Selvom der er forskel på store og små byggerier og lokalplaner, er det den samme lovgivning, som kommunerne sagsbehandler ud fra, så der burde ikke være så store forskelle på, hvor langt tid det tager at få ordnet papirarbejdet. Ingen kommuner bør have en længere sagsbehandlingstid end 14 dage i gennemsnit, siger Dan Johansen.

Men ingen kommuner på Fyn kan sagsbehandle byggetilladelser på i gennemsnit 14 dage eller mindre. I Svendborg er ventetiden 133 dage, i Odense 77 dage, I Faaborg-Midtfyn 73 dage, i Nordfyn 57 dage, i Nyborg 46 dage, i Middelfart 43 dage, på Ærø 42 dage, i Kerteminde 26 dage, på Langeland 25 dage og i Assens 17 dage.

- Det bør og kan kommunerne gøre bedre. Byggevirksomhederne risikerer jo at blive forsinkede, allerede inden de får taget første spadestik. Det kræver tålmodighed at få lov til at bygge på Fyn, siger Dan Johansen, formand for Dansk Byggeri Fyn.

Den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse for kommunerne på Fyn var i 2017 på 30 dage. I 2018 er ventetiden steget til i gennemsnit 54 dage.

Kontakter

Formand for Dansk Byggeri Fyn, Dan Johansen, telefon 20 12 62 55
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Fyn, Mads P. Gede, telefon 24 60 05 22
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Links

Information om Dansk Byggeri

Dansk Byggeri
Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1358 København K

72 16 00 00https://www.danskbyggeri.dk/

Dansk Byggeri er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Med omkring 5.700 medlemmer spænder organisationen bredt geografisk og fagligt, og dækker alle led i byggeprocessen.

Dansk Byggeris hovedopgaver er at opnå erhvervspolitisk indflydelse, deltage i den offentlige debat, yde rådgivning og sikre overenskomster, så medlemmerne kan udvikle deres virksomheder bedst muligt til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum