Aalborg Universitet

Lægestudiet i Aalborg øger sin popularitet markant

16.3.2017 15:08 | Aalborg Universitet

Del

Årets kvote 2-ansøgninger viser en stor stigning i antallet af unge, der vil læse medicin på Aalborg Universitet. Et kvalitetsstempel fra ministeriet i form af 50 ekstra studiepladser og de første AAU-uddannede læger gør uddannelsen mere eftertragtet.

Lægestudiet i Aalborg har øget sin popularitet blandt uddannelsessøgende unge, og markant flere af dem har medicin på Aalborg Universitet (AAU) øverst på listen over uddannelsesønsker. Det fremgår af årets første ansøgningsrunde til landets videregående uddannelser, kvote 2, som havde frist 15. marts.

I alt 1.354 unge har i år søgt om optagelse på AAU’s lægestudie via kvote 2. Det er 175 flere end sidste år og en stigning på næsten 15 procent. Endnu mere iøjnefaldende er stigningen i antallet af ansøgere, som har medicin i Aalborg som førsteprioritet. Den er på næsten 62 procent – fra 146 sidste år til 236 i år.

De første læger uddannet på AAU dimitterede sidste sommer. Hovedparten af dem er blevet i Region Nordjylland, som gennem flere år har manglet læger. Netop ønsket om at afhjælpe regionens lægemangel var medvirkende til, at AAU for nylig blev tildelt yderligere 50 pladser på medicinstudiet, så det samlede optag i 2017 kommer op på 150.

Dekan på AAU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet Lars Hvilsted Rasmussen peger netop på de første dimittender og det øgede optag som årsager til medicinstudiets fremgang i kvote 2-ansøgertallene.

- Med de første AAU-uddannede læger har de unge kunnet konstatere, at Medicin i Aalborg er en uddannelse, som fungerer, og at de, som har gennemført den, har været glade for studiet. Samtidig er de 50 ekstra studiepladser jo et kvalitetsstempel fra ministeriet. Sammenlagt skaber det en tillid til, at man får en rigtig god uddannelse, når man læser til læge på AAU, siger Lars Hvilsted Rasmussen.

Han fortsætter:

- Det ser således ud til, at vores medicinstudie får den ønskede regionale effekt. Nu kan vi se, at uddannelsen også bliver mere populær hos de unge. Det er en meget positiv udvikling – både for regionen og for universitetet.

Det samlede ansøgertal til AAU’s lægestudie kan stadig stige, da fristen for at søge ind via kvote 1 først er 4. juli. Uddannelser med adgangsbegrænsning får dog ofte hovedparten af ansøgningerne i kvote 2, hvor optag ikke kun er betinget af karaktergennemsnit, og hvor ansøgeren også har mulighed for at blive bedømt i kvote 1.

Sidste år havde medicinstudiet på AAU i alt 1.592 ansøgere, hvoraf 261 eller 16,4 procent havde uddannelsen som førsteprioritet. Uddannelsen krævede i 2016 et karaktergennemsnit på 10,8.

Generelt oplevede AAU igen i år en stigning i antallet af kvote 2-ansøgere. I alt 8.294 ansøgninger fik universitetet, hvilket er godt 450 mere end sidste år eller en stigning på næsten 6 procent. Alene medicinstudiet står for næsten 40 procent af den samlede stigning.

Andelen af ansøgere, som har en uddannelse på AAU som førsteprioritet, er også en anelse højere end sidste år og ligger på 30 procent. Her står medicinstudiet for over halvdelen af stigningen.

Nøgleord

Kontakter

Dekan Lars Hvilsted Rasmussen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 20 10 58 37, e-mail dekan-sund@adm.aau.dk

Studiechef Lone Vestergaard, AAU, tlf. 20 94 16 53, e-mail lov@adm.aau.dk

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Siden 1974 har Aalborg Universitet (AAU) leveret viden, udvikling og højt kvalificerede kandidater til omverdenen. Inden for uddannelse er universitetet kendt for sit problembaserede projektarbejde, PBL – også kendt som Aalborg-modellen – mens AAU er blandt verdens førende forskningsinstitutioner inden for bl.a. elektronik og energiteknik. Et af AAU’s særkender er også et omfattende samarbejde med erhvervslivet, og Dansk Industri fremhæver AAU som det gode eksempel på samarbejde mellem universitet og virksomheder. AAU havde i 2016 over 20.000 studerende og godt 3.500 medarbejdere fordelt på campusser i Aalborg, Esbjerg og København.

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

50 år 16. august 2017: Forskningschef Ruut Peuhkuri, Heksehøjen 5B, 4700 Næstved10.8.2017 11:23pressemeddelelse

Når Ruut Peuhkuri skal rense hovedet eller samle tankerne, er det bedste hun ved at cykle langs markerne på de små landeveje. Derfor springer hun flere gange om ugen på racercyklen i sit hjem i Næstved og cykler de 45 km til Køge St., hvorfra hun tager S-toget videre til Aalborg Universitet i Sydhavnen i København. Her har hun det seneste år været forskningschef hos Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) med ansvar for afdelingen Byggeteknik og Proces. Forskere søger hele tiden ny viden og denne viden findes især i mødet mellem de traditionelle forskningsdiscipliner og erhverv, mener Ruut Peuhkuri. Derfor er hendes ambition som forskningschef bl.a. at styrke samarbejdet mellem anvendt forskning på internationalt plan og den danske byggebranche. Ruut Peuhkuri er uddannet civilingeniør, har en ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og er ekspert i bygningsfysik. Hendes forskning har især handlet om fugt i klimaskærmen, og hun har specialiseret sig i fugtdynamik og samspillet mellem

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum