Kvote 2: Nedgang fortsætter på pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen
15.3.2023 14:01:53 CET | Københavns Professionshøjskole | Pressemeddelelse

Nedgangen fortsætter, og en række af vores vigtige uddannelser svækkes. Det er et problem for os, men endnu værre: Det er et kolossalt samfundsproblem. Sådan lyder den korte opsummering fra Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole.
Han har netop nærlæst onsdagens ansøgertal via kvote 2, hvor Københavns Professionshøjskole har modtaget 10.150 ansøgninger, heraf 3.624 førsteprioritetsansøgninger. Det er 11 procent færre ansøgninger end i 2022.
”Sidste år var jo et meget kritisk ansøgertal, hvor alle alarmklokkerne bimlede stadig højere end tidligere. Især sygeplejerskeuddannelsen og pædagoguddannelsen gik voldsomt tilbage. Og det er præcis de samme uddannelser, som fortsætter nedgangen i år”, advarer rektor Stefan Hermann.
”Hovedstadsområdet kæmper med voldsomme rekrutteringsproblemer. Der er lukkede sengeafsnit på stribe på hospitalerne, og daginstitutionerne har vanskeligt ved at ansætte personale. Kvaliteten dykker derfor helt forudsigeligt, men det er som om, at alvoren endnu ikke helt er gået op for samfundet. Vi har et intenst og godt samarbejde med kommuner og region i hovedstaden, men det er ikke nok. Der er brug for, at vi, kommuner og regioner samt staten sætter sig sammen og prioriterer et robust og sammenhængende svar nationalt”.
For pædagoguddannelsens vedkommende er der tale om en voldsom nedgang på 22 procent i forhold til sidste år, men sygeplejerskeuddannelsen er gået tilbage med 10 procent. Socialrådgiveruddannelsen har mistet 12 procent af kvote 2-ansøgningerne.
Læreruddannelsen går frem
En enkelt af Københavns Professionshøjskoles større uddannelser går dog mod tendensen. Nemlig læreruddannelsen. Her har 466 valgt at søge ind som førsteprioritet, hvilket er en lille stigning på 3 procent i forhold til 2022. Københavns Professionshøjskole åbner i sommeren en læreruddannelse i Hillerød og har modtaget 73 ansøgninger, heraf 23 førsteprioritetsansøgninger.
Ifølge Stefan Hermann skyldes udviklingen på læreruddannelsen bl.a., at et politisk flertal på Christiansborg i efteråret 2022 præsenterede en ny og forbedret læreruddannelse, som træder i kraft i sommeren 2023. Indholdet i uddannelsen og praktikken er bedre, og så har man haft vilje til at prioritere økonomisk.
”Politikerne viste ambitioner og mod ved at indgå en bred aftale om læreruddannelsen, der var grundigt forberedt af de afgørende aktører, og det har skabt en del positiv omtale og formentlig opmærksomhed blandt ansøgerne. Nu er blødningen stoppet, og vi kan notere os en lille fremgang. Så jeg kan kun appellere til, at folketingspolitikerne viser den samme handlekraft på f.eks. pædagoguddannelsen, som i den grad til trænger til investeringer”
En tidligere analyse fra Damvad Analytics viser, at hovedstadsregionen kommer til at mangle 10.000 pædagoger, sygeplejersker, lærere og socialrådgivere i 2030.
De seneste tal fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 24 procent af de studerende på landets videregående uddannelser er optaget via kvote 2. På professionshøjskolerne er tallet oppe på 36 procent.
For yderligere oplysninger:
Stefan Hermann, rektor, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 26 13 73 97
Michael Duus Andersen, pressechef, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23 44 53 83
Se alle tallene for kvote 2 for Københavns Professionshøjskole
Læs mere på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
Udvikling i kvote 2-ansøgninger på Københavns Professionshøjskole:
- 2023: 10.150 ansøgninger – 3.624 førsteprioriteter
- 2022: 11.867 ansøgninger – 4.052 førsteprioriteter
- 2021: 15.456 ansøgninger – 5.061 førsteprioriteter
- 2020: 13.778 ansøgninger – 4.742 førsteprioriteter
- 2019: 13.902 ansøgninger – 4.755 førsteprioriteter
Nøgleord
Billeder
Information om Københavns Professionshøjskole
Fakta om Københavns Professionshøjskole
– Har cirka 22.000 studerende.
– Har Danmarks største pædagoguddannelse med ca. 6.300 studerende, største læreruddannelse med ca. 4.700 studerende og største sygeplejerskeuddannelse med ca. 4.100 studerende.
– Udbyder 22 grunduddannelser: Lærer, sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, bioanalytiker, fysioterapeut, ergoterapeut, jordemoder, radiograf, administrationsbachelor, administrationsøkonom, psykomotorisk terapeut, laborant, laboratorietekniker, pædagogisk assistent, tegnsprogstolk, tekstilformidler, katastrofe- og risikomanager, natur- og kulturformidler, sundhedsadministrativ koordinator, professionsbachelor i skat og ernæring og sundhed.
– Uddanner årligt ca. 4.500 professionsbachelorer.
– Er en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark.
– Har hovedsæde på Campus Carlsberg på Vesterbro i København og fordeler sig på 11 forskellige adresser i København, Hillerød, Nødebo og på Frederiksberg og Bornholm.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Alderskrav til meritpædagoguddannelsen fjernes4.2.2026 14:46:08 CET | Pressemeddelelse
Fremover er der ikke længere et alderskrav for at søge ind på meritpædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole
KP’s bestyrelse bakker op om at bevare læreruddannelsen på Nyelandsvej efter varig bevilling fra regeringen29.1.2026 19:00:00 CET | Pressemeddelelse
Bestyrelsen på Københavns Professionshøjskole har besluttet at bevare læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej. Beslutningen følger regeringens udmelding om en varig bevilling på 10 mio. kr. årligt, som dækker de driftsomkostninger, der tidligere lå til grund for indstillingen om lukning.
Stor interesse for ny professionsmaster: Spørgsmålene strømmer ind fra lærere og pædagoger15.1.2026 05:50:00 CET | Nyhed
Til sommer åbner Københavns Professionshøjskole en professionsmasteruddannelse i pædagogisk psykologisk praksis og satser på at oprette tre hold med i alt ca. 90 studerende.
Ny KP-dekan skal omsætte reformer til stærke studiemiljøer19.12.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Bjørn Hansen kommer fra BUPL og tiltræder 1. februar 2026 som dekan for Fakultet for Pædagogiske og Samfundsfaglige Uddannelser og Forskning på KP
KP’s bestyrelse principgodkender samling af læreruddannelsen i København9.12.2025 21:02:21 CET | Pressemeddelelse
KP’s bestyrelse har på sit møde den 9. december 2025 principgodkendt direktionens indstilling om at samle læreruddannelserne i København på én campus – nemlig Campus Carlsberg på Vesterbro – med virkning fra sommeren 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


