STARK Danmark

Kvindelige håndværkere må ofte nøjes med arbejdstøj til mænd

Del
Er mandlige håndværkere iført tøj designet til kvinder? Nej, men den omvendte situation er virkelighed for mange kvindelige håndværkere, der får udleveret arbejdstøj til mænd. Nu øger STARK udvalget af arbejdstøj til kvinder i særlige Megastores, hvor tøjet også kan prøves med det samme.

Var det noget at arbejde som håndværker mange timer om dagen i tøj, hvor trøjen strammer de forkerte steder, bukserne sidder for lavt og fødderne sejler rundt i sikkerhedsskoene?

Nej vel? Men det er virkeligheden for mange af de kvinder, der arbejder i byggeriet. Selv om diversitet og flere kvinder i traditionelle mandefag står højt på dagsordenen, følger praktikken sjældent med. Ofte får kvindelige medarbejdere udleveret det samme arbejdstøj som deres mandlige kollegaer. Og tøj i ’unisex’ design og ’one-size-fits-all’ kan være en dårlig start på det nye job.

”Godt og velsiddende arbejdstøj er vigtigt. Det handler ikke om at se godt ud, men om at føle sig godt tilpas i jobbet i stedet for at være iført tøj til mænd, der passer dårligt, hæmmer dit arbejde og ser sjusket ud,” siger Maria Rosæfontanus, der er tømrersvend på Bornholm.

Som kvindelig håndværker har hun aldrig prøvet andet end at få udleveret arbejdstøj designet til mænd.

”Det giver nogle udfordringer. For eksempel t-shirts, der er for løse og hænger fast, huer uden plads til hestehalen og bukser, der gaber så meget om livet, at der er frit kig, når du bukker dig frem. Det er da træls, og jeg tror det skyldes, at de fleste håndværksmestre er mænd og aldrig har prøvet at arbejde i tøj, der passer dårligt,” fortsætter hun.

I Greve er Mikkeline Abildgaard i lære som bygningssnedker og hun oplever også, at det er svært at skaffe arbejdstøj, der passer en kvindefigur:

”I mit firma er vi flere kvinder, og der er egentlig forståelse for, at kvinder har behov for tøj i et andet snit. Alligevel ender vi i mandemodeller, hvor bukserne er for store i livet og strammer over lår og hofter, jakkerne er for lange i ærmerne og mine t-shirts er fra børneafdelingen. Det får mig til at ligne en hiphop’er, og det ser bare ikke professionelt ud, når vi er ude hos kunderne.”

Både Maria Rosæfontanus og Mikkeline Abildgaard er med i Boss Ladies, et projekt der arbejder for at øge kvinders interesse for at søge ind i traditionelle mandefag som f.eks. byggebranchen. Her er emnet arbejdstøj ofte oppe at vende, og kvinderne i Boss Ladies giver hinanden tips om, hvilke mærker, der sidder godt, og hvor man skaffer det.

Øget komfort for begge køn

Et af de få steder, hvor man kan finde et bredt udvalg af arbejdstøj til kvinder, er hos STARK. Det skyldes, at arbejdstøj til kvinder er blevet et indsatsområde for byggecenterkæden. Især i STARKs såkaldte Workwear Megastores i Glostrup, Odense, Aarhus og Aalborg, der er branchens største butikker for arbejdstøj.

”Med større diversitet på arbejdspladserne – også i de traditionelle mandefag i byggeriet – ser vi også større efterspørgsel på funktionelt og smart arbejdstøj til kvinder. For os er det helt afgørende at kunne servicere kvindelige håndværkere på lige fod med de mandlige. Og det kommer vi til at satse endnu mere på, for der er heldigvis flere kvinder på vej ind i byggeriet,” siger kategorichef for arbejdstøj i STARK Pernille L. Christiansen.

STARK har arbejdet målrettet på at udvide sortimentet af arbejdstøj til kvinder i mere end tre år. Når kvinder har efterspurgt bedre og mere velsiddende arbejdstøj, har STARK taget dialogen med de store tøjproducenter som Mascot, Engel, Snickers og Carharrt.

”Nu ser vi resultaterne. Mascot har f.eks. udviklet kvinde-udgaver af meget af deres arbejdstøj, der samtidig er blevet meget smartere. Bukserne kan fås med en helt anden pasform, fleecetrøjer og jakker laves med figursyning, og sikkerhedsskoene er lavet over kvinde-læste. Vi ser også nye funktionelle detaljer som stretchbukser, som egentlig kommer fra jeans til kvinder, men nu findes i arbejdstøj til begge køn. Meget moderne arbejdstøj kan faktisk sammenlignes med high-end outdoor beklædning. På den måde har fokus på kvinder generelt øget komforten, hvilket er en forudsætning for at yde et godt stykke arbejde,” siger Pernille L. Christiansen.

’One-stop-shop’ 

Muligheden for at vælge mellem forskellige designs og prøve tøjet inden køb spiller ofte også en større rolle for kvinder.

”I vores Workwear Megastores har vi typisk 50-100 m2 udelukkende med arbejdstøj til kvinder, så vi dækker bredt og dybt til alle faggrupper som murere, tømrere og malere osv. Alt kan prøves på stedet, og det sætter de kvindelige håndværkere virkelig stor pris på,” fortæller Pernille L. Christiansen.

En Megastore fungerer som en ’one-stop-shop’, der også sørger for at sætte firmalogoet på tøjet og kan håndtere alt fra et enkelt sæt tøj til levering af arbejdstøj til store virksomheder med mange medarbejdere.

”Det er med til at gøre det hele nemmere for virksomhederne – og det skal de også mærke, når det handler om at skaffe arbejdstøj til deres kvindelige medarbejdere. Med stadig flere kvinder i byggebranchen har vi løbende en tæt dialog med tøjproducenterne om de specifikke krav til arbejdstøjet, som vores kvindelige kunder stiller. F.eks. er vi langt med alt det andet, der også skal passe perfekt til kvinder som personlige værnemidler. Lækkert, funktionelt og smart arbejdstøj til kvinder er et område, som kun kommer til at vokse endnu mere hos os,” siger Pernille L. Christiansen.

Kontakter

Billeder

Information om STARK Danmark

STARK Danmark
STARK Danmark
Skanderborgvej 277
8260 Viby J

http://www.stark.dk

Om STARK
STARK er Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer med 84 forretninger i Danmark og Grønland. STARK tilbyder en lang række services til både entreprenører og professionelle håndværkere. Virksomheden beskæftiger over 2.500 medarbejdere og er en del af STARK Group, der med ca. 11.700 medarbejdere i Norden og Tyskland og en omsætning på ca. 37 mia. DKK er en førende leverandør af byggematerialer i Nordeuropa.

Følg pressemeddelelser fra STARK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra STARK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye