home a/s

Kvartalsfokus: Hussalget tabte fart i september - lejlighedssalget overraskede

Del
Huspriserne giver lejlighederne baghjul og er steget i alle regioner - måske for hurtigt for nogle købere? Hussalget stoppede en smule op i september. Lejlighedskøberne efterspørger de mindre lejligheder med typisk et par værelser – både af lyst og af nød. Projektsalg går tilbage.

Lejlighedsmarkedet: Flere salg af lejligheder i 3. kvt. – men til lavere priser

Fra august til september faldt lejlighedspriserne en smule – med 0,3 %. Over det seneste kvartal ser vi også en nedgang – på 2,0 % på landsplan.

Vi nærmer os det punkt, hvor priserne ikke er steget det seneste år. Lige nu er der ”kun” tale om, at lejlighederne koster 1,8 % mere end for et år siden. Det er på sin plads at sætte citationstegn. For det er opsigtsvækkende efter flere år, hvor vi har set prishop i runde tal omkring 10 % om året.

København er kun 1,3 % over priserne for et år siden. Aarhus skiller sig positivt ud – her er lejlighederne solgt til godt 6 % højere priser end på samme tid i 2017.

De lavere priser på lejligheder skyldes generelt, at udbuddet er vokset pænt, og at købere og sælgere nu forhandler mere om prisen end tidligere. Køberne har fået noget at sige igen.

De seneste måneder har det rumlet meget om nedtur for lejlighederne, men salgstallene for 3. kvt. viser ingen alvorlig prop i handlerne. Det kan virke en smule overraskende, at der ligefrem er solgt en smule flere lejligheder end i 2. kvt. – med 0,6 % flere handler i 3. kvt.

Der er mindre gang i markedet end for et år siden, og det viser en tilbagegang på godt 6 %, men det samlede billede af priser og handler lige nu er af et marked, hvor tingene er faldet mere til ro – uden at være gået i stå.

Projektsalget af lejligheder virker mest ramt på det aktuelle marked. Prisindekset viser, at det er projektsalget, der trækker priserne ned – og det er en kombination af færre købsaftaler og projekter til lavere kvm-priser. Priserne på projektsalg varierer meget efter typen af projekt og af beliggenheden.

Kvm-prisen på projektsalget er 8,5 % lavere i 3. kvt. Det almindelige salg, de brugte lejligheder i København, har set et beskedent prisfald på 0,5 % det seneste kvartal.

Det er et udtryk for, at køberne særligt efterspørger de mindre lejligheder med typisk et par værelser – både af lyst og af nød.

Priserne på de mindre lejligheder er skudt i vejret de seneste år, men den beskedne størrelse gør, at singler, par og forældrekøbere trods alt nemmere kan få købet godkendt, mens det kræver mere på kontoen at få foden inden for i en projektlejlighed, der ofte både er større og koster mere pr. kvadratmeter. En projektlejlighed er i snit på cirka 100 kvm.

Samme tendens ses for de store ”brugte” lejligheder. Til gengæld er markedet for udlejning af nye lejligheder vokset.

Husmarkedet: Hushandlerne tog et dyk i 3. kvt. – priserne hoppede markant frem

Det er en stor prisstigning, vi har set for husene over sommeren og ind i efteråret. Alene fra august til september 1,3 % på landsplan. Det seneste kvartal er den på 2,9 %.

På årsplan er huspriserne kravlet hele 4,6 % op. Lejlighederne får baghjul. Det er den nye virkelighed.

Det kan ses som et lille svaghedstegn, at handelsaktiviteten er faldet på det seneste. Homes salgsindeks viser, at der er solgt 1,4 % færre huse fra 2. kvt. 2018 til 3. kvt. 2018 (sæsonkorrigeret). Dermed er handelsaktiviteten 4,2 % lavere end i 3. kvartal 2017.

2018 ligger i antal handler fortsat over 2017 for hele året, og det er det bedste salg i årtiet. Men de seneste takter viser, at det måske er gået vel hurtigt med priserne rundt omkring i landet, og det kan holde køberne ude nogle steder. Basis for køberne er nu fortsat på plads; renten er lav, jobsituationen god og budgetkontoen i plus.


Plusser i huspriserne i alle regioner

I kvartalsfokus har vi også de regionale priser med. Det regionale husprisindekset viser, at prisstigningen på landsplan i 3. kvartal var drevet af højere priser i hele landet.

I Region Midtjylland steg priserne mindst med 1,9 %, og de steg mest i Region Syddanmark med 3,9 % fra 2. kvartal til 3. kvartal. I Region Hovedstaden og Region Sjælland voksede priserne med stort set det samme henholdsvis 3,3 og 3,2 %. I Region Nordjylland er priserne steget med 2,7 % i 3. kvartal.

Over det seneste år er priserne steget lidt forskelligt i regionerne med den største fremgang i Region Nordjylland, hvor priserne er steget med 10,5 %. I Region Hovedstaden er priserne oppe med 6,6 %. I de øvrige regioner har fremgangen også været solid, men dog noget mindre – mindst i Region Syddanmark med 1,0 % det seneste år.

---

HUSE - Homes kvartalsfokus: Stor stigning i huspriserne i 3. kvartal

  • Homes prisindeks for hele landet viser, at huspriserne på landsplan steg med 1,3 % fra august til september, når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit (sæsonkorrigeret).
  • Med tallene for september har vi overblik over hele 3. kvartal. Huspriserne steg med 2,9 % fra 2. kvartal 2018 til 3. kvartal 2018 (sæsonkorrigereret)
  • Sammenlignet med sidste år lå priserne 4,6 % højere i 3. kvartal
  • Prisstigningerne det seneste år er drevet af højere priser over hele landet, hvor den største fremgang er i Region Nordjylland, hvor priserne stiger med 10,5 %.
  • Antallet af solgte huse faldt 1,4 % fra 2. kvartal til 3. kvartal (sæsonkorrigereret), og sammenlignet med for et år siden blev der i 3. kvartal solgt 4,2 % færre huse.

Ejerlejligheder - Homes kvartalsfokus: Ejerlejlighedspriserne faldt i 3. kvartal

  • Homes ejerlejlighedsprisindeks for hele landet viser, at priserne faldt med 0,3 % fra august til september (sæsonkorrigeret) – når man måler prisudviklingen som et tremåneders gennemsnit.
  • Med tallene for september har vi overblikket over hele 3. kvartal. Fra 2. kvartal til 3. kvartal faldt priserne med 2,0 %. I forhold til for et år siden lå priserne i 3. kvartal 1,8 % højere.
  • Faldet var primært drevet af en opbremsning i Region Hovedstaden, hvor priserne faldt med 2,1 % fra 2. kvartal til 3. kvartal. Modsat steg priserne i Region Midtjylland med 2,1 % i samme periode.
  • Tal for salg af ejerlejligheder viser, at handelsaktiviteten steg en smule fra 2. kvartal. til 3. kvartal (sæsonkorrigereret). Men set i forhold til samme periode for et år siden blev der solgt 6,1 % færre lejligheder.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Information om home a/s

home a/s
Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj

+45 86154300http://home.dk/

home-kæden - kort fortalt

home er ejendomsmæglerkæde for Danske Bank-koncernen og et 100 % ejet datterselskab af Realkredit Danmark.

Det er homes mission at være ejendomsmægler for alle, der flytter.
I home hjælper vi dig godt på plads i boliglivet.

  • home er en af landets mest kendte ejendomsmæglerkæder
  • home blev stiftet den 1. august 1989
  • home omsætter årligt boliger for en værdi af 30-35 mia. kr.
  • home har ca. 850 ansatte
  • home er en franchise-kæde
  • home har ca. 120 franchisetagere
  • home har 185 home-butikker fordelt over hele landet**
  • homes ejendomsmæglere formidler også lejeboliger
  • home har særligt uddannede køberrådgivere
  • home har 4 servicecentre, hvor specialister klarer alt papirarbejdet i handlen.

Find nærmeste home-forretning her, eller ring på tlf. 8615 4300.


Kom godt hjem!

*  Kilde: Analyseinstituttet YouGov, brandtracking.
** medio 2022.

Følg pressemeddelelser fra home a/s

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra home a/s

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye