Lolland Kommune

Kurser for plejefamilier er en succes

Del
I 2015 kom Lolland Kommune med i Socialstyrelsens projekt KEEP, som hjælper plejefamilier med at give plejebørn et så godt og sammenhængende forløb som muligt. Som en del af projektet er familieplejekonsulenter i sektoren for Børn og Unge blevet uddannet i at give kurser til plejefamilierne, og det har været lærerigt for både plejefamilierne og konsulenterne.

KEEP er et gruppebaseret kursusforløb over en periode på 16 uger for plejefamilier til børn i alderen 4-12 år. Formålet med kurset er at styrke plejefamiliernes evner til at forebygge eller håndtere problemadfærd hos plejebørn og at hjælpe plejefamilierne til at fokusere på det positive i forholdet med deres plejebørn.

”Der er ingen tvivl om, at det kræver mange ressourcer både fagligt og mentalt at være plejefamilie. Vi er meget taknemmelige for vores dygtige plejefamilier, som påtager sig det store ansvar at give plejebørn en god og tryg hverdag. Det er ikke et ansvar, de skal stå alene med. Jeg er derfor glad for, at vi med projekt KEEP har fået endnu bedre muligheder for at støtte op om plejefamilierne og give dem den vejledning, de har behov for. Det er godt for plejefamilierne, og vigtigst af alt er det godt for plejebørnene. Kurserne har vist sig at være en rigtig god hjælp til at give børnene et så godt og sammenhængende forløb som muligt ved at forebygge og tage hånd om nogle af de problemer, som kan opstå undervejs. Derfor vil vi fortsætte med at bruge de erfaringer og metoder, som projekt KEEP har givet os,” fortæller formand for Børne- og Skoleudvalget Kasper Roug.

Siden 2015 har seks hold gennemført kurset i Lolland Kommune, og tilbagemeldingerne er yderst positive. Plejefamilierne fortæller, at det har været en stor hjælp at få konkrete metoder at arbejde med. Derudover har kurserne ført til faglige refleksioner, en mere anerkendende tilgang til plejebarnet og et godt netværk til andre plejefamilier.

Jacob Danholt Hansen og hans kone er en af de plejefamilier, som netop har gennemført kurset. Det har de haft gavn af på flere måder:

”Kurset har fået os til at reflektere endnu mere over, hvordan vi tackler hverdagens udfordringer på en god måde for både os og vores plejebørn. Blandt andet er det blevet tydeligt for os, hvordan vi ved hjælp af positiv kommunikation kan få succes med at håndtere små irritationsmomenter som for eksempel ikke at rydde op efter sig. Og hvor vigtigt det er at tage hånd om det, inden problemerne når at vokse sig store. Kurserne har uden tvivl været med til at styrke vores faglige ballast, og med hjemmeopgaverne har vi fået mulighed for at afprøve teorien i praksis. Det har vi haft stor glæde af. Samtidig har det været dejligt og lærerigt at mødes og udveksle erfaringer med andre plejefamilier,” siger Jacob Danholt Hansen. 

Også familieplejekonsulenterne har fået undervisning af en coach som en del af projektet. Kurserne er blevet filmet, og efterfølgende har familieplejekonsulenterne fået feedback fra coachen. Forløbet har været med til at give konsulenterne et fælles sprog og ikke mindst et mere solidt kendskab til plejefamilierne og de anbragte børn. Det har gjort det nemmere at give familierne kvalificeret rådgivning.

Projektet udløber i år, og Socialstyrelsen skal nu vurdere, om det skal implementeres i hele landet.

Det 6. hold blev afsluttet 24. maj
Der blev holdt afslutning for det 6. hold torsdag den 24. maj kl. 10.00 til 12.00 på Kidnakken 12 i Maribo. Til afslutningen modtog de seks plejefamilier et diplom for deres deltagelse, og sektorchef for Børn og Unge Lotte Christensen holdt tale. Efter sommerferien starter det 7. hold op.

Om projekt KEEP
KEEP er en del af Socialstyrelsens forebyggelsespakke ”Tidlig indsats – livslang effekt”. Kursusforløbet KEEP løber over 16 uger. Hver uge mødes gruppen i 1 ½ time og i løbet af den enkelte KEEP-session bliver en række fastlagte emner behandlet i gruppediskussioner. Deltagerne får også løbende mulighed for selv at bidrage med emner og idéer, så det bliver et skræddersyet forløb.Som en del af projektet har Lolland Kommune ansat medarbejdere til et KEEP-team, der er blevet uddannet i at afholde kurser i KEEP.

Læs mere om KEEP på: https://socialstyrelsen.dk/projekter-og-initiativer/born/keep

Nøgleord

Kontakter

Lotte Christensen
Sektorchef for Børn og Unge
Tlf. 40 46 38 72

Kasper RougFormand for Børne- og Skoleudvalget

Tlf:20 25 97 05

Information om Lolland Kommune

Lolland Kommune
Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

54 67 67 67http://www.lolland.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Lolland Kommune iværksætter handleplan for byggesager18.4.2024 12:19:40 CEST | Pressemeddelelse

Klima-, Teknik- og Miljøudvalget bestilte i september 2023 en analyse af byggesagsbehandlingen i Lolland Kommune. Nu viser en brugertilfredshedsundersøgelse, at der blandt de fleste adspurgte er tilfredshed med sagsbehandlingen. Men der er også områder, hvor sagsbehandlingen kan gøres endnu bedre. Det viser den analyse, som Deloitte har foretaget for kommunen. Derfor har Klima-, Teknik- og Miljøudvalget nu vedtaget en handleplan.

Lolland Kommune inviterer til job- og bosætningsmesse7.2.2024 06:15:00 CET | Pressemeddelelse

Onsdag den 28. februar kl. 9-12 gentager Lolland Kommune sidste års succes med en kæmpe jobmesse i Maribo Hallerne. Her vil en lang række lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner stå klar til en snak med jobsøgende og andre interesserede om deres job- og uddannelsestilbud. Samtidig får nye og kommende tilflyttere fra nær og fjern lejlighed til at høre om bolig- og fritidsmulighederne på Lolland. I år er messen nemlig udvidet med en ekstra hal til ejendomsmæglere, foreninger og andre lokale nøgleaktører inden for bosætning.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye