Kun 4 ud af 10 forældre laver aftaler med deres børn om alkohol
Danmark er det land i Europa, hvor unge oftest drikker sig fulde. Efter en lang periode med et fald i danske unges alkoholforbrug, går udviklingen desværre den forkerte vej. Alkoholkulturen i Danmark betyder, at alkohol spiller en alt for stor rolle i unges liv, og mange unge føler sig pressede til at drikke mere, end de har lyst til for at være en del af festens fællesskab. Og det er ikke uden omkostninger.
Hver sjette teenager ender i konflikt som følge af at have drukket for meget, og hver fjerde kommer til skade på grund af alkohol. Antallet af unge, der ender på hospitalet, har været støt stigende over en årrække. I alt sendte alkohol over 1.700 unge på hospitalet i 2018 - en stigning på 18 pct. sammenlignet med fire år tidligere. Og når det ender allermest tragisk, er alkohol skyld i ét dødsfald blandt unge om måneden.
Forældre kan gøre en forskel
Man kan som forælder gøre meget for at påvirke sit barn til at holde igen med alkohol. Ifølge en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden forsøger 8 ud af 10 forældre til teenagere at påvirke deres børns alkoholforbrug. Men rapporten peger også på, at under halvdelen af forældrene taler med deres barn om barnets alkoholforbrug, og kun 41 pct. laver aftaler om alkohol.
- Vi opfordrer til, at man som forælder tager stilling, taler med sin teenager og laver aftaler om alkohol. Og unge lytter faktisk, for unge, der har aftaler om alkohol med deres forældre, drikker mindre end dem, der ikke har, siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.
Det er ikke alene et forældreansvar
Aftaler om alkohol er en del af løsningen, men de kan ikke stå alene, hvis unge skal drikke mindre. Lige nu er det lovligt for unge ned til 16 år at købe alkohol op til 16,5 pct. i butikker.
- Med en så lav aldersgrænse kan det være svært for forældre at stå fast på, at deres barn bør vente med alkoholen. En 18-års aldersgrænse for køb af alle typer alkohol vil være en kærkommen håndsrækning til forældrene og sende et signal om, at alkohol ikke er for børn, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’.
_______________________________________________________________________________
Om tallene
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har netop udsendt rapporten ”Forældres holdninger til unges alkoholvaner 2020”. I rapporten kortlægges teenageforældres holdninger og viden om alkohol blandt deres egne børn og unge generelt. Rapporten bygger på data fra en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 1.500 forældre med mindst ét barn i alderen 13-17 år. Data er indsamlet af analysebureauet Epinion i perioden 9. oktober til 23. november 2020, og data er nationalt repræsentativt i forhold til forældres køn, barns alder og region. Hele rapporten kan læses her: Forældres holdninger til unges alkoholvaner 2020
________________________________________________________________________________
Om kampagnen Dit barn – Din alkoholdning
Den 8. november lancerede Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’ kampagnen ’Dit barn – Din alkoholdning’ som er målrettet forældre med børn i alderen 13-17 år. Formålet med kampagnen er at inspirere og klæde forældre på til snakken om alkohol med deres teenager.
I kampagnen sættes der fokus på de skadelige konsekvenser, som alkohol kan have ’her og nu’ for unge. Kampagnefilmene er instrueret af Nicolas Winding Refn, og de kan ses på www.alkoholdning.dk. Her kan man også få inspiration til at tage snakken og lave aftaler om alkohol.
________________________________________________________________________________
Unge og alkohol
- Unge, der starter tidligt med at drikke og i teenageårene har et stort forbrug af alkohol, har en større risiko for senere i livet at drikke mere end andre voksne
- En tidlig alkoholdebut er desuden forbundet med en øget risiko for alkoholafhængighed senere i livet.
- Hjernen er først færdigudviklet i 20-års alderen. Det betyder, at et stort alkoholforbrug i ungdommen kan have alvorlige kognitive skadevirkninger og kan betyde, at man ikke får udnyttet sit læringspotentiale fuldt ud. Et stort alkoholindtag øger på kort sigt risikoen for ulykker, vold og usikker sex.
- Alkoholrelaterede skader pådrages særligt af unge, og i 2018 havde 1.722 unge i alderen 15-24 år kontakt med sygehuset pga. alkohol – og alkoholforgiftning var den hyppigste årsag.
- Unge, som har aftaler med deres forældre om deres alkoholforbrug, er mindre tilbøjelige til at drikke meget sammenlignet med unge, som ikke har aftaler om alkohol med deres forældre.
- På længere sigt øger alkohol risikoen for mere end 60 forskellige sygdomme - herunder kræft.
Kontakter
Til citat: Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-kampagne: pd@cancer.dk / tlf. 3038 1502.
Til baggrund: Christine Lind Behrens, specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-kampagne: behrens@cancer.dk / tlf. 2684 44 46.
Billeder
Information om Kræftens Bekæmpelse
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Ny undersøgelse: Syv ud af 10 oplever senfølger efter kræft18.4.2024 10:15:47 CEST | Pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelse efterlyser en styrket og koordineret indsats.
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen17.4.2024 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
37,7 mio. kroner blev der indsamlet ved årets Landsindsamling takket være flere indsamlere og stor folkelig opbakning.
Kræftens Bekæmpelse reagerer på kritisk kræftrapport fra Rigsrevisionen: Svigt af kræftpatienter skal stoppes nu15.4.2024 13:53:12 CEST | Pressemeddelelse
Foreningens adm. direktør Jesper Fisker beder de ansvarlige sundhedsmyndigheder om at sikre, at patientrettighederne overholdes, så kræftpatienter får behandling til tiden.
Ny håndbog: Viden og støtte til unge pårørende, der har kræft tæt på11.4.2024 09:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad gør du, hvis din unge kæreste, bror, eller ven får kræft? Ny håndbog giver gode råd til unge pårørende.
Tusindvis samlede ind til kræftsagen: Den digitale indsamling fortsætter7.4.2024 15:14:25 CEST | Pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelses direktør takker de tusindvis af frivillige, der søndag gik på gaden for at samle ind til kræftsagen ved årets Landsindsamling. Den digitale indsamling fortsætter indtil 15. april, så man kan stadig støtte og gøre en forskel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum