Kronprinsen besøger syriske flygtningebørn med Red Barnet
6.3.2020 12:05:00 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse

Der er opvarmning med høje hop på stedet og sprællemænd, inden H.K.H. Kronprinsen kaster sig ind i fodboldkampen og giver highfives til sine medspillere, som er syriske flygtningebørn. På det konkurrerende hold står blandt andre udviklingsminister Rasmus Prehn og Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, klar.
De befinder sig midt i Zaatari-flygtningelejren i Jordan – verdens største flygtningelejr for syrere. Her er der hvide telte og containere, så langt øjet rækker. I onsdags fik Red Barnets protektor Kronprinsen og udviklingsminister Rasmus Prehn mulighed for at få indblik i forholdene for de mange børn og familier i lejren og samtidig opleve, hvordan Red Barnet arbejder for at styrke børnenes mentale trivsel og mulighed for at udvikle sig normalt.
Besøget fandt sted i anledning af Red Barnet Danmarks 75-års jubilæum. Kronprinsen var stolt over som protektor at opleve, hvordan organisationen – 75 år efter opstarten og hjælpen til de sultende børn efter Anden Verdenskrig – stadig arbejder for at hjælpe børn ramt af krig. Også ved at styrke deres mentale trivsel.
– Jeg har i dag lært, at midt i et mørkt og dystert yderområde, kan der laves lys i overført betydning for større grupper og i særdeleshed for børn og unge. Så det nytter at være her, sagde han efter besøget og fortsatte:
– Det er vigtigt at få belyst emner med henblik på at hjælpe og løfte børn ud af traumer. Det er Red Barnet endnu en gang frontløbere på. Det er fantastisk.
Stor glæde over besøget hos børnene
Både Kronprinsen og udviklingsministeren kastede sig ud i aktiviteterne, og det vakte stor glæde hos børnene. I Red Barnets børnehaver var begge gæster nede på gulvet og lege med LEGO og forbi legekøkkenet, hvor de fik serveret kebab og kødboller. Mere end 40 procent af lejrens børn går i Red Barnets børnehaver, og her er pædagoger uddannet i at tage sig af understimulerede børn, som gennem leg og venskaber får styrket deres indlæringsevne, positive adfærd og mentale trivsel.
I Red Barnets fodboldprojekt for unge piger og drenge var gæsterne både med i kamp og hørte også om, hvordan de unge i projektet lærer at tackle hverdagens problemer. Gennem træning og diskussioner får de blandt andet værktøjer til at løse konflikter, håndtere svære følelser og udvikle deres selvtillid.
Udviklingsminister Rasmus Prehn var imponeret over at opleve Red Barnets arbejde tæt på.
– Jeg har set, hvor stor en forskel det kan gøre at arbejde med mental sundhed og starte tidligt med børn. De får videbegær, refleksion og livsglæden tilbage efter traumatiske oplevelser. Det betaler sig virkelig, siger han og fortsætter:
– Når man spiller fodbold med drenge og piger og oplever, hvordan sporten i sig selv kan være med til at få smilet frem hos børnene, så bliver man glad. Og når man så også oplever, at man kan bruge fodbolden som en anledning til at tale om, hvordan man kan undgå og håndtere konflikter og på den måde få en større bevidsthed om, hvordan man agerer med hinanden i fællesskaber, så er det virkelig vejen frem. Det er meget imponerende. Det er noget, jeg som udviklingsminister kan bruge, også når jeg kommer tilbage.
Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, glæder sig over, at begge gæster havde lyst til at opleve organisationens psykosociale arbejde for børn på flugt.
– Det er af helt uvurderlig betydning, at Kronprinsen og udviklingsministeren hjælper os med at sætte fokus på, hvor afgørende arbejdet med børns mentale krigsskader er. Børn, der flygter, skal have mad, vand og ly for regn og kulde. Men de skal også have psykologisk førstehjælp og støtte til at bearbejde deres traumatiske oplevelser. For børn i krig bliver ødelagte indeni. Den fantastiske nyhed er, at de kan hele, og jeg er så glad for at vise vores vigtige arbejde frem, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Pressefotos kan downloades og bruges med krediteringen Ulrik Jantzen/Red Barnet: https://we.tl/t-Jfajs3D5H0
Fakta
- Red Barnet Danmark blev grundlagt den 14. marts 1945. Dengang som nu arbejder organisationen blandt andet for at hjælpe børn, der er ramt af krig.
- I Zaatari-flygtningelejren i Jordan bor der ca. 76.000, og mere end halvdelen af dem er børn.
- I lejren driver Red Barnet blandt andet Early Learning Centers – også kaldet børnehaver. Her får tre-fem-årige børn mulighed for at få en rutine, blive stimuleret og danne nye venskaber. Gennem leg får børnene hjælp til at tackle det, de har oplevet. Deres forældre deltager også.
- Desuden driver Red Barnet fodboldprojektet Coaching for Life i samarbejde med Arsenal Fonden. Her lærer 10-18-årige piger og drenge – hver for sig – at håndtere konflikter, kommunikere effektivt og udtrykke svære følelser. Det sker gennem sport, træning og diskussioner, og de unges forældre er også inddraget.
Kontakter
Gitte Bank JensenPresseansvarlig
Tlf:2155 2045gbj@redbarnet.dkBilleder

Information om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Red Barnet og Arla Fonden giver udsatte familier en sommer fyldt med madglæde og smag for fællesskab15.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arla Fonden giver Red Barnets frivillige mulighed for at tilbyde børn og familier lejre med fokus på at opleve, lære og lave sund mad sammen i sommerferien. Lejrene skal være med til at øge madglæden hos udsatte familier og inspirere til gode og sunde madvaner.
Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejr: For mange er det årets eneste store ferieoplevelse3.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2026 forventer Red Barnet at sende næsten 1.300 børn og forældre på ferielejr. Det er samme niveau som rekordåret 2024. Lejrene bliver afholdt af omkring 350 frivillige og er med til at skabe enestående sommerferieminder for børn, der ellers ikke ville opleve meget denne sommer.
Millioner af børn sulter i Sydsudan: Stor bevilling skal redde liv og hjælpe familier i verdens yngste land17.6.2026 08:52:33 CEST | Pressemeddelelse
Over det næste år kommer titusinder af familier i Sydsudan til at modtage hårdt tiltrængt støtte, når en afgørende indsats ledet af Red Barnet bliver udvidet betragteligt. Over 120.000 mennesker kommer til at få glæde af projektet, der støttes med over 80 millioner kroner af EU
Flere børn får ferie og fællesskab med støtte fra Salling Fondene4.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere børn og familier i udsatte positioner får nu mulighed for at komme på lejr eller deltage i Red Barnets klubber. Det sker, efter at Red Barnet har modtaget 1,9 millioner kroner fra Salling Fondene. Donationen skal sikre, at endnu flere børn og familier bliver en del af trygge fællesskaber, der giver gode relationer og styrker trivslen.
Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp og LEGO Fonden går sammen om at give 300.000 børn i kriser adgang til tryghed, leg og læring21.5.2026 10:10:28 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt partnerskab til en værdi af 200 millioner kroner skal sikre afgørende hjælp til børn i en tid, hvor historisk mange lever i aktive konfliktzoner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum