Krigsmuseet

Krigsmuseet er nu klar med nye foredrag i efteråret

Del
Efterårets program for foredragsrækken Fad & Foredrag på Krigsmuseet er nu klar – det byder på alt fra Lars Møllers fantastiske historie om Operation Bøllebank til det dramatiske stormløb på København og en masse andet.

Til efteråret slår Krigsmuseet igen dørene op for den populære foredragsrække Fad & Foredrag.

Fad & Foredrag er Krigsmuseet fyraftenskoncept, hvor krigsaficionados og historietørstige hver måned får serveret en kold fadøl og et lunefuldt foredrag efter museets lukketid.

Billetten giver også gratis adgang til Krigsmuseets øvrige udstillinger fra kl. 16 samme dag.

Efterårets program byder på følgende fire Fad & Foredrag:

Fad & Foredrag: Operation Bøllebank

Operation Bøllebank er en af de mest omtalte danske militæroperationer i nyere tid. Udover at være første gang, danske soldater var i kamp siden 2. Verdenskrig, blev operationen også udgangspunktet for en ophedet debat om dansk krigsdeltagelse. Pensioneret oberst Lars Møller fortæller til næste Fad & Foredrag.

Da danske soldater under Operation Bøllebank i 1994 kæmpede mod bosnisk-serbiske styrker i det tidligere Jugoslavien, skrev de Danmarkshistorie. Det var nemlig første gang i næsten halvtreds år, at danske soldater var i væbnet kamp.

Operation Bøllebank var kulminationen på de voksende spændinger mellem FN-styrkerne og de bosniske serbere under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Som fredsbevarende styrke befandt de bl.a. danske FN-soldater sig i et meget kompliceret militært, politisk og kulturelt miljø. Netop derfor var det også opsigtsvækkende, da de danske Leopard-1 kampvogne besvarede ilden fra et bosnisk-serbisk bagholdsangreb.

Lars Møller, der er pensioneret oberst, deltog selv i operationen. Han vil fortælle om baggrunden for aktionen, det helt nye i, Danmark pludselig befandt sig i kamp og hvilke konsekvenser hændelsen fik for fremtidige FN-operationer.

Information
Tid: torsdag, den 22. september 2022 kl. 17.00 – 19.00
Sted: Krigsmuseet. Tøjhusgade 3, 1220 Kbh K.
Pris: 150 kr.

Billetten inkluderer en kold fadøl for gæster over 18 år, til gæster under 18 år inkluderer billetten en vand. 

Læs mere: https://billet.natmus.dk/foredrag-og-debat/fad-foredrag-operation-boellebank

Billetten giver også gratis adgang til Krigsmuseets øvrige udstillinger fra kl. 16 samme dag.

 

Fad & Foredrag: 1864 - Døden har en årsag

Krigen i 1864 betød, at Danmark mistede en tredjedel af sit landområde og 40% af sin befolkning, da grænsen blev trukket ved Kongeåen. Men også på anden vis blev befolkningen ramt hårdt af krigens følger. Jens Jacob Beck fra Historiecenter Dybbøl Banke fortæller om døden i krig til næste Fad & Foredrag.

I krig er vi villige til at acceptere døden i et vist omfang. Soldater dør på slagmarken som følge af kugler, granater, bajonetstød og sabelhug. Men for op mod en fjerdedel af de døde soldater i 1864 var dette ikke årsagen. 

De danske soldater skulle nemlig ikke kun kæmpe mod preussiske og østrigske tropper, men også de epidemiske sygdomme, der spredte sig på slagmarken og i de ofte trange lejre.

Og det var ikke bare soldater, der måtte lade livet. For selvom de civile ikke blev set som militære mål, ramte soldaternes epidemiske sygdomme også den del af befolkningen, der intet havde med krigen at gøre.

Jens Jacob Beck fra Historiecenter Dybbøl Banke vil tale om døden i krigen med udgangspunkt i øjenvidneberetninger og skæbnefortællinger fra nogle af de mennesker, der oplevede krigen tæt på.

Information
Tid: torsdag den 27. oktober 2022 kl. 17.00 – 19.00
Sted: Krigsmuseet. Tøjhusgade 3, 1220 Kbh K.
Pris: 150 kr.

Billetten inkluderer en kold fadøl for gæster over 18 år, til gæster under 18 år inkluderer billetten en vand. 

Læs mere: https://billet.natmus.dk/foredrag-og-debat/fad-foredrag-1864-doeden-har-en-aarsag

Billetten giver også gratis adgang til Krigsmuseets øvrige udstillinger fra kl. 16 samme dag.

 

Fad & Foredrag: Stormen på København

Natten mellem 10. og 11. februar 1659 er en skæbnestund for det dansk-norske kongerige. Danmark er på rekordtid blevet invaderet af svenske tropper, og kun København står tilbage. Isvinteren bider, og København er omringet. For den svenske konge Karl d. 10 Gustav er stormløbet et nådestød, der for alvor skal knægte den danske rival.

Han og den svenske hær er blevet opmuntret af deres talrige sejre, og de svenske soldater er allerede blevet lovet en gunstig plyndring af hovedstaden.

Men virkeligheden blev en anden. Den nat holdt København stand. Borgerne i byen kæmpede for deres hjem og var forberedt på det svenske stormløb. Faktisk blev det en regulær katastrofe for de svenske styrker. Belejringen af byen fortsatte indtil en fredsaftale i 1660 med mægling fra europæiske stormagter. Skåne, Halland og Blekinge var blevet afstået til Sverige ved freden efter den første Karl Gustav krig 1657-58.

Danskerne håbede at få de tabte landsdele tilbage, nu da den anden Karl Gustav Krig var endt med et svensk nederlag, men sådan gik det ikke.

En indirekte følge af krigen blev, at hovedstadens standhaftige forsvarer, kong Frederik 3., fik opbakning af byens borgere til at indføre enevælden, da krigen var forbi.

Den nye styreform samlede al magt i landet hos kongen og indførte arvekongedømme. Således mistede den gamle højadel magt og politisk indflydelse.

Men hvordan lykkedes det københavnerne at holde svenskerne stangen? Hvad skete der under belejringen af København og ved den dramatiske storm på byen i februar for omkring 360 år siden?

Det vil seniorforsker Poul Grinder-Hansen fortælle om til dette Fad & Foredrag, hvor vi i Tøjhuset endda er helt tæt på der, hvor historien udspillede sig.

Tid: torsdag, den 17. november 2022 kl. 17.00 – 19.00
Sted: Krigsmuseet. Tøjhusgade 3, 1220 Kbh K.
Pris: 150 kr.

Billetten inkluderer en kold fadøl for gæster over 18 år, til gæster under 18 år inkluderer billetten en vand.

Læs mere: https://billet.natmus.dk/foredrag-og-debat/fad-foredrag-stormen-paa-koebenhavn

Billetten giver også gratis adgang til Krigsmuseets øvrige udstillinger fra kl. 16 samme dag.

Krigsmuseet er desværre ikke egnet for gangbesværede eller kørestolsbrugere.

Fad & Foredrag: Jutta Graae - Modstandsbevægelsens storfyrstinde

Fra sparekasseassistent til modstandslegende – Jutta Graae var blandt de vigtigste danskere, der trodsede tyskerne under besættelsen. Hør historien om, hvordan ”Storfyrstinden” trak i trådene og blev et bindeled modstanden imod tyskerne.

Egentlig var Jutta bare sparekasseassistent i en bank ved Gråbrødre Torv. Men hun havde også nære venner i den engelske sabotageorganisation. Det ledte hende ud på en helt særlig rejse som en af de første modstandskvinder i Danmark.

Allerede i oktober 1939 tilbød hun igennem sin bank briterne at modtage og hjælpe allierede agenter med at sabotere forsyninger af jernmalm fra Sverige ned til Hitlers våbenfabrikker og til at sprede engelsk propaganda i Skandinavien.

Efter tyskernes invasion i Danmark 9. april 1940 støttede Jutta Graae den danske efterretningstjeneste med at smugle spionage om tyskerne til London over Sundet. Samtidig var hun en af Londons betroede, der fordelte store pengesummer til sabotage, illegale blade og menneskesmugling.

For de danske efterretningsofficerer var Jutta Graae Storfyrstinden. I den svenske efterretningstjeneste var hendes dæknavn Röda Neljikan og set fra London var hun Haddock.

Trine Engholm Michelsen, der er forfatter og forsker ved Forsvarsakademiet, vil fortælle, hvordan det lykkedes en kvinde at gøre sig gældende i et traditionelt ekstremt maskulint miljø som militær spionage, og om hvordan det var at skrive en bog om et menneske, hvis hele liv hvilede på hemmeligheder, og hvis tavshed og beskedenhed om sin person også havde at gøre med, at hun var kvinde.

Tid: torsdag, den 15. december 2022 kl. 17.00 – 19.00
Sted: Krigsmuseet. Tøjhusgade 3, 1220 Kbh K.
Pris: 150 kr.

Billetten inkluderer en kold fadøl for gæster over 18 år, til gæster under 18 år inkluderer billetten en vand.

Læs mere: https://billet.natmus.dk/foredrag-og-debat/fad-foredrag-jutta-graae-modstandsbevaegelsens-storfyrstinde

Billetten giver også gratis adgang til Krigsmuseets øvrige udstillinger fra kl. 16 samme dag.

Krigsmuseet er desværre ikke egnet for gangbesværede eller kørestolsbrugere.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Krigsmuseet

Krigsmuseet
Krigsmuseet
Tøjhusgade 3
1220 København K

41 20 60 80http://krigsmuseet.dk

Fad & Foredrag er Krigsmuseet fyraftenskoncept, hvor historietørstige får serveret en kold fadøl og et lunefuldt foredrag efter museets lukketid.

Følg pressemeddelelser fra Krigsmuseet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Krigsmuseet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye