Krifa

Krifa har valgt ny formand

Del
Tidligere folketingsmedlem og sundhedsordfører Jane Heitmann er netop valgt som formand for Krifa på et repræsentantskabsmøde. Trivsel og mental sundhed står øverst på formandens dagsorden

54-årige Jane Heitmann skal nu stå i spidsen for de mere end 185.000 medlemmer af Krifa. Det sker efter et repræsentantskabsmøde i Fredericia, hvor regions- og hovedbestyrelsen har valgt deres nye formand.

Jane Heitmann, der var eneste formandskandidat, har siddet i Folketinget for Venstre i mere end 11 år som blandt andet sundhedsordfører, og derfor mener hun, at Krifa og hun er det perfekte match.

- I mit virke på Christiansborg har jeg mødt mange, der var udfordret af dårlig trivsel, højt stressniveau og mangel på work-life-balance. Det skal der gøres op med – og som formand for Krifa får jeg nu muligheden for at bruge min viden og erfaring på en ny måde, lyder det fra den nyvalgte formand.

Arbejdslivet skal ikke bare overstås
Jane Heitmann mener, at vi som samfund skal stoppe med kun at fokusere på, hvordan vi hurtigst muligt kan forlade arbejdsmarkedet. I stedet skal vi i højere grad fokusere på, hvordan vi kan skabe et arbejdsmarked med høj trivsel, som vi ikke bliver slidt ned af.

- Vi bruger halvdelen af vores vågne tid på jobbet. Uanset om man er sygeplejerske, SOSU-medhjælper, projektleder eller gartner, så skal man kunne holde til at arbejde i rigtig mange år. Arbejdslivet må ikke være noget, der blot skal overstås, siger Jane Heitmann og henviser til debatten om tidlig tilbagetrækning.

- Jeg forstår godt, at mange slides op af alle de forventninger, vi har fået skabt til os selv og hinanden. Og som ny formand vil jeg være optaget af, hvordan vi får dæmmet op for stress-statistikkerne og gør plads til mere rummelighed på arbejdsmarkedet, fortsætter den tidligere sundhedsordfører.

Vi skal med
Som folketingspolitiker har Jane Heitmann været vant til at samarbejde med fagforeninger. Og selv om hun er ny på dén side af bordet, er hun ikke i tvivl om, at Krifa har en masse at byde ind med i den sammenhæng.

Derfor mener Jane Heitmann, at Krifa skal med, hvis regeringen, som det foreslås, etablerer en permanent trepartsinstitution.

- Krifa er en af de fem største fagforeninger, og med mere end 185.000 medlemmer vil det være naturligt, at Krifa også er repræsenteret. Det giver god mening, at vi deler den kæmpe viden, vi har om trivsel og arbejdslyst – særligt set i lyset af, at vores forskning har vist, at høj trivsel og arbejdslyst øger arbejdsudbuddet, som regeringen efterspørger, siger den nye fagforeningsformand.

Ud over formandsvalget er der på repræsentantskabsmødet på Trinity Hotel- og Konferencecenter i Fredericia stemt om pladser i hovedbestyrelsen. 

BLÅ BOG - JANE HEITMANN

54 år
Bosat i København
Gift og mor til tre voksne børn 
Uddannet klinikassistent, cand. mag i dansk, har studeret teologi og er i gang med en MBA
Har siddet i kommunalbestyrelsen i Faaborg- Midtfyn Kommune
Har blandt andet været psykiatriordfører, ligestillingsordfører og formand for Folketingets Sundhedsudvalg

VALGT TIL HOVEDBESTYRELSEN

Fagforening:

Jacob Engmose Astrup, Tanya Sørensen, Sara Askholm, Nicolai Mortensen, Esben Aabenhus

A-kasse:

Jacob Engmose Astrup, Tanya Sørensen, Bodil Boesgaard, Nicolai Mortensen, Esben Aabenhus

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Krifa

Krifa
Krifa
Klokhøjen 4
8200 Aarhus N

http://www.krifa.dk

Krifa er en tværfaglig organisation for danske lønmodtagere og har mere end 185.000 medlemmer. Krifa arbejder hver dag for at fremme arbejdslysten blandt medlemmer, medarbejdere og i samfundet generelt – og det er integreret i alt, hvad organisationen gør. Krifa arbejder mod at blive en moderne arbejdslivsbevægelse ved at se det enkelte medlem og udfordre den klassiske opfattelse af en fagforening og a-kasse.

Følg pressemeddelelser fra Krifa

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Krifa

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye