Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse: Stop kvaksalvere, der fupper kræftpatienter

Del
Kræftens Bekæmpelse har i dag bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at tage initiativ til at stramme lovgivningen mod alternative behandlere, der påstår at kunne helbrede kræft.
Jesper Fisker, administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse
Jesper Fisker, administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse har i dag skrevet til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på baggrund af to tv-udsendelser, der viser, hvordan alternative behandlere potentielt bringer patienters sikkerhed i fare. Samtidigt har Kræftens Bekæmpelse bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at gribe effektivt ind over for disse kvaksalvere.

Kræftens Bekæmpelse har via tv-programmer på DR 1 og Kanal 5 i de seneste uger fået kendskab til flere situationer, hvor patientsikkerheden trues af brodne kar blandt alternative behandlere.

På Kanal 5 drejer det sig om et center for alternativ behandling, som bl.a. påstår, at helbredelse af kræft ikke handler om behandling i sundhedsvæsenet men om at ændre patientens måde at tænke på. Det pågældende center sælger også 'medicin', der skulle hjælpe til at helbrede kræft – men som ved en nærmere laboratorieanalyse viste sig kun at indeholde sukkerstoffer. Samtidigt lader behandleren forstå, at konventionel kemobehandling ikke virker.

På DR 1 drejede det sig om en behandler, som mener, at kræft ikke er en sygdom, men derimod et symptom på et psykisk traume, som kan helbredes ved at bearbejde dette traume gennem såkaldt metasundhed og 'naturlig selvhelbredelse'. 

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, siger at han er dybt foruroliget over, at behandlere bilder alvorligt syge kræftpatienter ind, at de ved at ændre tankemønstre eller bearbejde kan konflikter kan helbrede kræft.

Direkte løgn

- Det er direkte løgn. Det er helt forkert. Det er livsfarligt. Der er tale om kvaksalveri, siger Jesper Fisker.

Kræftens Bekæmpelse har derfor indsendt såkaldte bekymringsskrivelser til Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Fælles for de sager, vi har set, er, at behandlerne udover at tilbyde behandlinger, der ikke har dokumenteret virkning mod kræft, også motiverer patienter til at fravælge behandling i det etablerede sundhedssystem med åbenlyst vildledende og urigtige oplysninger. Det er efter vores opfattelse forbudt ifølge den lovgivning, vi allerede har. Men vi har desværre indtryk af, at myndighederne reagerer meget langmodigt, og at de ikke i tilstrækkeligt grad håndhæver lovgivningen. For eksempel mener vi, at myndighederne alt for sjældent melder disse sager til politiet. Det har vi gjort sundhedsministeren opmærksom på, siger Jesper Fisker.

Skærpet lovgivning

I henvendelsen til sundhedsministeren foreslår Kræftens Bekæmpelse yderligere, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tager initiativ til at skærpe lovgivningen.

I dag tillader loven personer uden autorisation at behandle syge. Dog må de ikke foretage operationer og heller ikke behandle smitsomme sygdomme. Det hedder endvidere, at behandlerne ikke må udsætte nogens helbred for påviselig fare.

- Vi foreslår ministeren, at loven også skal forbyde alternative behandlere at behandle alvorlige og livstruende sygdomme som kræft. Loven bør også i klar tekst forbyde alternative behandlere at fraråde konventionel behandling. Derudover mener vi, at loven skal omformuleres, så det fremgår, at alternative behandlere ikke må udsætte patienterne for risiko for fare. Vi ønsker ganske enkelt, at sikkerheden for patienterne sættes højere end alternative behandleres mulighed for at drive deres virksomhed, siger Jesper Fisker.

Ram de brodne kar

For Jesper Fisker er det vigtigt at understrege, at mange kræftpatienter føler, at de får gavn af at supplere kræftbehandlingen på hospitalet med alternative behandlinger til f.eks. lindring af smerter eller kvalme.

- For nogle kræftpatienter kan alternativ behandling øge velværet og lindre bivirkninger. Og det er jo et godt supplement til den behandling, de får på hospitalet. Det vil vi ikke forhindre. Vi ønsker at ramme de brodne kar.

Jesper Fisker tilføjer, at Kræftens Bekæmpelse råder patienterne til altid at tale med deres læge, inden de opsøger en alternativ behandling.

- Der er nemlig nogle alternative behandlinger, for eksempel visse kosttilskud, der kan modvirke den behandling, som patienterne får på sygehuset, siger Jesper Fisker.

Kontakter

Arne Notkin, presse- og kommunikationsrådgiver i Kræftens Bekæmpelse, +45 60554055

Billeder

Jesper Fisker, administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse
Jesper Fisker, administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse
Download

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye