Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse: Hurtigere og korrekte diagnoser, tak!

Del
Diagnosefejl i sundhedsvæsnet koster hvert år over 60 danskere livet, viser ny rapport, som kortlægger et stort og underbelyst problem. Kræftens Bekæmpelse opfordrer til, at man i alle led af sundhedsvæsnet lytter mere til patienterne – og til hinanden.

Tidlig og præcis udredning for kræft er afgørende for dine muligheder for at overleve sygdommen. Desværre er det ikke alle kræftramte, der får stillet den hurtige og korrekte diagnose.

Patienterstatningen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed har i dag udsendt en rapport, som kortlægger omfanget af fejldiagnosticering i det danske sundhedssystem. Ifølge rapporten koster forkerte diagnoser årligt over 60 mennesker livet. De seneste ti år har 7.600 patienter fået tilkendt erstatning for skader forårsaget af en fejldiagnose.

Ca. én af fem sager med diagnosticeringsfejl handler om kræftpatienter. Heraf flest med brystkræft.

Rapporten giver vigtig viden, understreger Pernille Slebsager, afdelingschef i Kræftens Bekæmpelses afdeling for patient- og pårørendestøtte.

- Den giver et overblik, vi ikke tidligere har haft. Vi tager dens konklusioner meget alvorligt, siger hun.

Pernille Slebsager påpeger, at problemet formentlig er langt større, end rapporten kan påvise. For den er baseret på afgørelser fra Patienterstatningen, men langt fra alle berørte patienter anmelder skader. Og langt fra alle, der klager, får medhold.

Patientsikkerheden skal forbedres

Hvert år får over 38.000 danskere konstateret kræft. Kun halvdelen af dem, som viser sig at have en kræftsygdom, har symptomer, der giver en direkte henvisning til en kræftpakke.

- Kræftpakkeforløbene registreres og analyseres systematisk. Desværre er der ikke samme systematik, hvad angår fejldiagnosticering. Det er et stort og underbelyst problem, som vi ikke kender det præcise omfang af og udvikling i. Men nu er rapporten her. Og skal vi forbedre patientsikkerheden, må vi handle på dens konklusioner, siger hun.

Kræftens Bekæmpelse vil fortsat arbejde for at forbedre den tidlige udredning og diagnostik, der er afgørende for kræftsyge. Men også sundhedsvæsnet bør tage ved lære af rapporten. Der er ikke mindst behov for viden om, hvordan uspecifikke symptomer udløser kræftmistanke.

Samtidig er det nødvendigt med en større ensartethed i de diagnostiske enheder. Og sundhedsvæsnet skal samarbejde bedre, også lokalt, så patienterne er garanteret en undersøgelse ved uspecifikke symptomer og en uspecifik mistanke om kræft.

Pernille Slebsager efterlyser desuden større diagnostisk kapacitet og bedre muligheder for, at de praktiserende læger kan trække på kapaciteten:

- Det nødvendigt, at man lytter mere til hinanden: Den praktiserende læge skal lytte til sin patient, og de forskellige instanser i sundhedssystemet skal lytte til og lære af hinanden, siger hun.

Nøgleord

Kontakter

For yderligere kontakt:
Lise Bondesen, presserådgiver i Kræftens Bekæmpelse, tlf: 31 32 63 53, lisbo@cancer.dk

Billeder

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye