Alexandra Instituttet

KORR: Kunstig intelligens hjælper personer med talehandicap

Del

En ny danskudviklet app, der hjælper personer med talehandicap til at opnå en mere flydende tale, fungerer på tværs af sprog og landegrænser. Det viser en netop afsluttet test af prototypen, hvor 215 personer fordelt over hele verden, har testet appen over en otte ugers periode. Her opnåede mere end 81 procent en mere flydende tale. Det nye i appen er, at den anvender kunstig intelligens, der automatisk tilpasser sig den enkelte brugers talemønster.

Mere end 81 procent opnåede en mere flydende tale. Det viser testresultatet af den første version af en applikation, der skal hjælpe stammere med at tale mere kontrolleret og flydende. Den 26-årige Sebastian Schultz står bag appen, der hedder StutterTech. 

 Appen er udviklet i samarbejde med Alexandra Instituttets eksperter i kunstig intelligens og har netop været i test over en otte-ugers periode blandt 215 personer fordelt over hele verden.  

 Formålet med testen har dels været at dokumentere, at metoden, der anvendes i appen, fungerer. Men det har også været vigtigt at vise, at appen fungerer på tværs af sprog og landegrænser. Begge dele er lykkedes, forklarer Sebastian Schultz:

 “Det er dejligt at få bekræftet, men det kom ikke bag på mig, for metoden med den lille forsinkelse er videnskabeligt dokumenteret i forvejen. Det er selvfølgelig fantastisk at få bekræftet, at den udviklede software kan bruges uanset hvilket sprog, man anvender. Det er vigtigt, fordi det betyder, at StutterTech kan hjælpe stammere ikke bare i Danmark men også på verdensplan.”

AI genkender talemønster

Rent praktisk fungerer StutterTech-appen ved, at brugeren via et par trådløse høretelefoner hører sig selv med en smule forsinkelse. Dermed får man en fornemmelse af at tale i kor, hvilket har en gavnlig effekt på stammen. Det er videnskabeligt dokumenteret, at denne metode reducerer stammen.

Det nye med appen er, at den anvender kunstig intelligens, der automatisk tilpasser sig den enkelte brugers talemønster. Netop den tilpasning er vigtig, da stammen varierer fra person til person og samtidig er afhængig af hvilken kontekst, personen befinder sig i.

Det betyder, at brugeren er fri for at få sit produkt indstillet hos en specialist eller gøre det selv manuelt. Ifølge Sebastian Schultz er det netop grunden til, at applikationen gerne skulle blive mere effektiv end de produkter, der allerede findes på markedet. Fordi mange af de nuværende tekniske hjælpemidler, der findes til stammere, er både temmelig dyre og kræver teknisk hjælp fra en specialist, eller at man selv indstiller dem. 

“Det er ‘’høreapparater’’, der koster op mod 40.000 kr. og samtidig kræver, at brugeren går ned i en fysisk butik og får dem tilpasset gentagne gange. Det er enormt tidskrævende, og derfor har min ambition fra start været at udvikle en app, der gør det nemmere og mindre tidskrævende. Og selvfølgelig til billigere penge,” forklarer Sebastian.

Sebastian Schultz er født med stammen, og ideen til appen opstod netop i søgen efter hjælpemidler til personer med stammen.

Mangler 1.5 mio. kr. til færdigudvikling

Næste skridt er at færdigudvikle den nuværende prototype så den er klar til at komme på markedet i marts næste år. Meningen er, at appen skal sælges som en abonnementsordning til 195 kr. om måneden, hvor forbrugeren får de første 30 dage gratis.

Det er planen, at appen ikke bare skal gøre livet lettere for en del af de omkring 50.000 stammere, der findes i Danmark, men også ude blandt de cirka 90 millioner stammere, der findes på verdensplan. I første omgang regner han med at nå omkring 350.000 brugere på verdensplan inden 2025. Tallet er konservativt sat, da han hellere vil overraske på den lange bane.

Udviklingen af appen er finansieret med 276.000 kr. via en InnoBooster fra Innovationsfonden samt 100.000 kr. fra serie-investoren Lars Seier Christensen. Resten har Sebastian Schultz indtil nu selv finansieret via banklån. StutterTech mangler dog stadig omkring 1,5 mio. kr. til at færdigudvikle den endelige løsning. 

Med de nye positive testresultater er Sebastian Schultz dog sikker på, at de kan finde nogle interesserede investorer:

“StutterTech har dokumenteret, at metoden virker på tværs af landegrænser og sprog, og da appen kan downloades via brugerens mobiltelefon, er jeg overbevist om, at vi har et skalerbart produkt,” siger han.

Fakta:

StutterTech-appen hjælper personer med talehandicap ved, at de via et par trådløse høretelefoner hører sig selv med en smule forsinkelse. Appen har netop været testet blandt 215 personer fordelt over hele verden, og her opnåede 81 procent en mere flydende tale.

Det nye i appen er, at den anvender kunstig intelligens, der automatisk tilpasser sig brugerens profil. Appen er udviklet i samarbejde med Alexandra Instituttet, der har bidraget med kompetencer inden for app-udvikling, softwarearkitektur og machine learning. 


Yderligere information:

Sebastian Schultz, ejer og iværksætter bag StutterTech, mail sebastian@stuttertech.com, tlf: 20 76 94 93.

Nøgleord

Billeder

Information om Alexandra Instituttet

Alexandra Instituttet
Alexandra Instituttet
Åbogade 34 · Njalsgade 76, 3. sal
8200 Aarhus N · 2300 København S

+45 70 27 70 12https://alexandra.dk

100 eksperter under ét tag 

Alexandra Instituttet hjælper offentlige og private virksomheder med at anvende den nyeste it-forskning og -teknologi. Vores udgangspunkt er samfundsmæssige problemstillinger og behov for at omsætte den nyeste forskning til innovative løsninger. 

Hos os finder du stærke kompetencer inden for blandt andet computer graphics, kunstig intelligens, internet of things, big data, it-sikkerhed, interaktionsdesign og smarte produkter. 

Vi arbejder i et tværfagligt miljø og er et hold af højtkvalificerede specialister, der hurtigt kan forstå din organisations og dine brugeres problemstillinger.

 
 

Følg pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum