Edition-S

Komponisten Kasper Rofelt fylder 40 år den 17. april

Del
Kasper Rofelts kompositioner spænder fra eksperimenterende orkesterværker til virtuose solostykker og atmosfærisk kammermusik. Den 17. april fylder den alsidige komponist 40 år, og få dage efter udkommer et portrætalbum med hans nyeste kammermusik.
Kasper Rofelt (Foto: Caroline Bittencourt)
Kasper Rofelt (Foto: Caroline Bittencourt)

Kasper Rofelt udmærker sig blandt sin generations komponister ved, at han f.eks. ikke er bange for at skrive harmonisk og tonal musik, og samtidig vover at eksperimentere med nogle af den klassiske musiks mest grundlæggende elementer. En del af hans værker er dog også atonale og meget abstrakte i deres tonesprog.

Komponistens kommende portrætalbum er indspillet af Ensemble Storstrøm og udgives på Dacapo. Modsætninger og kontraster er nøgleord for Kasper Rofelts æstetik, og albummets titel Dichotomy henviser til de musikalske greb, som kan høres overalt på udgivelsen. Udfordringen med at kombinere kontrasterende og ligefrem uforenelige materialer er central for Rofelt. 

Det er karakteristisk for Rofelts musik, at han ofte skaber et ekspressivt udtryk med et åbent rum for fortolkning. Selvom musikken fremmaner både dramatik og iboende fortællinger, er det lytteren der definerer, hvilke historier der høres.

Blandt hans bemærkelsesværdige værker er cellokoncerten Night Phase (2017), der blev bestilt og uropført af Odense Symfoniorkester med Jakob Kullberg som solist, og som ganske usædvanligt indeholder passager af improvisation for både solist og orkester. Night Phase blev til i tæt samarbejde mellem Rofelt og Kullberg og udspringer af deres fælles ønske om at bryde med det klassiske hierarki mellem komponist og musiker. Værket blev præmieret af Statens Kunstfond, som et af årets væsentlige danske orkesterværker, samt nomineret til Carl Prisen i 2019.  

I 2012 udkom Rofelts første portrætalbum The song I’ll never sing med solo- og kammerværker dedikeret til den danske accordeonist Bjarke Mogensen. Accordeonet er et forholdsvist nyt instrument inden for den klassiske musik, og i den forbindelse beskrev Bjarke Mogensen det som ”fantastisk at arbejde med en nysgerrig sjæl som komponisten Kasper Rofelt, der har lyst til at tage på udflugt i de nærmest uendelige og stadig uudforskede musikalske muligheder, der ligger i accordeonet.”

Kasper Rofelt er opvokset i Skovlunde. Han har studeret komposition og musikteori på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos blandt andre Bent Sørensen og Niels Rosing-Schow, og han har desuden studeret hos Per Nørgård, Simon Bainbridge og Philippe Leroux. Han har desuden en bachelorgrad i musikvidenskab og engelsk. Sideløbende med hans virke som komponist underviser han i komposition, musikteori og musikvidenskab.

Onsdag den 20. april fejres udgivelsen af Kasper Rofelts portrætalbum Dichotomy med en release-koncert, hvor Ensemble Storstrøm spiller udvalgte værker fra albummet. Det sker i Musikhuset København kl. 17, og efter koncerten inviterer Ensemble Storstrøm, Dacapo og Edition·S på et glas vin.

Se albumteaser for Kasper Rofelt: Dichotomy her >>

Kontakter

Billeder

Kasper Rofelt (Foto: Caroline Bittencourt)
Kasper Rofelt (Foto: Caroline Bittencourt)
Download

Links

Information om Edition-S

Edition-S
Edition-S
Worsaaesvej 19, 5
1972 Frederiksberg C

33 13 54 45https://edition-s.dk

Edition·S udgiver musik til den klassiske og eksperimenterende musikscene. Vi repræsenterer vores komponister gennem udgivelsen af partiturer og stemmer, elektroniske medier og grafiske formater samt håndtering af rettigheder og promotion. Musikken som udgives af Edition·S bliver opført over hele verden.

Følg pressemeddelelser fra Edition-S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Edition-S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye