Haderslev Kommune

Kommune og region i tættere samarbejde om Sundhedscenter Haderslev

Del

Region Syddanmark og Haderslev Kommune udvider samarbejdet om Sundhedscenter Haderslev. Kommunale og regionale politikere har derfor diskuteret, hvor der kan samarbejdes yderligere – blandt andet på kronikerområdet.

Der er fuld gang i byggeriet af det nye sundhedscenter i Haderslev. Byggeriet er et fælles projekt mellem Haderslev Kommune og Region Syddanmark, og selvom byggeriet først står færdigt i 2018, så har kommune og region allerede nu aftalt at udvide samarbejdet om sundhedscentret.

”Der er en række områder, hvor vi med fordel kan styrke sammenhængen for kroniske patienter og sårbare borgere. Vi har i går haft et godt og konstruktivt møde med regionen, og det glæder mig utroligt meget, at vi allerede før sundhedscentret er åbnet, er blevet enige om at udvide vores gode samarbejde. Det handler om, hvordan vi får mest muligt ud af det fælles hus, vi nu er ved at bygge til glæde for borgerne”, siger borgmester H.P. Geil.
 
Det er endnu ikke fastlagt, på hvilke områder der kan blive tale om at udvide samarbejdet, men på mødet onsdag blev især et samarbejde i forhold til patienter med kroniske sygdomme som for eksempel KOL og diabetes diskuteret samt genoptræning af patienter.

”Med et udvidet samarbejde har vi mulighed for at give borgere med en kronisk sygdom et endnu bedre forløb, hvor de i højere grad vil kunne modtage ét samlet tilbud lokalt”, siger Preben Holmberg, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), er godt tilfreds med mødet. Hun siger:

”Vi er glade for den gode dialog, vi har med Haderslev Kommune om det nye sundhedshus. For vi er meget interesserede i at samarbejde på alle de områder, som giver mening - så vi i fællesskab kan give patienterne et godt og nært tilbud. På mødet fik vi vendt en række idéer til, hvordan vi kan udvide vores samarbejde, og nu skal vi så arbejde videre med de forslag, som kom på bordet.”

FAKTA:
Haderslev Sundhedscenter er et samarbejde mellem Haderslev Kommune og Region Syddanmark. Centret bliver på cirka 5.000 kvadratmeter.

Der bliver bl.a. socialpsykiatri, lokalpsykiatri, sundhedspleje og funktioner, der har sammenhæng med jobcentret. Huset får også misbrugsbehandling, træningssale, en privat lægeklinik, jordemoderkonsultation og lægevagt.

Sundhedscentret forventes indviet i sommeren 2018.

Kontakter

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, telefon 2533 0982

Stephanie Lose (V)Regionsrådsformand

2533 0982

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Gåskærgade 26
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum