Albertslund Kommune

Kommunal udligning: Lad os ikke lægge absurde fakta på bordet

Del
De kommende forhandlinger om en udligningsreform bør tage udgangspunkt i saglige argumenter og korrekte, realistiske og gennemskuelige tal – således at det kommende system kan bygges på et solidt fundament og ikke på påståede ”absurditeter”.

Det er budskabet i det åbne brev, som borgmester i Albertslund, Steen Christiansen, har sendt til statsministeren, finansministeren og social- og indenrigsministeren som modsvar til Holger Schou Rasmussens brev af 9. januar.

I Lollands borgmesters brev af fremlægges en del ”absurditeter” i udligningssystemet, som Holger Schou Rasmussen mener, bør ændres, når udligningssystemet skal forhandles i de kommende uger. Dog er langt fra alle disse påstande med hold i realistiske og nuancerede beregninger, og dette påtaler Steen Christiansen:

”Men der er også en hel del af Holger Schou Rasmussens påstande om ”absurditeter” i systemet, som vi i Albertslund slet ikke kan genkende, og som jeg derfor vil gøre jer opmærksomme på for at bidrage til en mere nuanceret debat. Udligningssystemet er kompliceret, ingen tvivl om det. Derfor er der endnu mere grund til at være saglige og bruge gennemskuelige, korrekte og realistiske tal, så en eventuelt reform ikke kommer til at bygge på de forkerte regnestykker”. 

Ja, hovedstadsområdet har unikke udfordringer

Fx skriver Holger Schou Rasmussen, at LO-familier i Lolland betaler mere i skat, end hvis de boede i Rudersdal. Men han tager i sine beregninger ikke højde for, at en almindelig familie i Danmark betaler andet skat end blot indkomstskat. Når ejendomsværdi og grundskyld tælles med, betaler familien faktisk26.000 kr. mere i skat om året, blot fordi familien bor i hovedstadsområdet. 

Steen Christiansen fremhæver også, at hovedstadsområdet er et sammenhængende byområde, hvor man bor og arbejder på tværs af kommunegrænser, og at det er en af årsagerne til at hovedstadsudligningen er vigtig. Han uddyber: 

”Et godt eksempel, der netop viser, at hovedstadsområdet udgør et fælles arbejdsmarked er, at hele 59 pct. af de beskæftigede i hovedstadsområdet bor i en anden kommune, end de arbejder i, jf. tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning er det kun 35 pct. i resten af landet,” fortæller Steen Christiansen og forsætter: 

”Men når man ser på tallene, er der nu alligevel ingen tvivl om, at der er et mere fælles arbejdsmarked for kommunerne i hovedstadsområdet. Som eksempel pendler 75 pct. af de beskæftigede borgere i Albertslund, der ligger i hovedstadsområdet, ud af kommunen for at komme på arbejde, imens det kun tilfældet for 23% af de beskæftigede borgere i Lolland.”

De almene boliger er for alle – også i Albertslund

I Steen Christiansen brev fremgår også, at Lollands beregninger på almene boliger i Albertslund er skudt helt ved siden af:

”Lollands borgmester mener at vide, at det ikke er usædvanligt, at en almen bolig i Albertslund koster 17.000 kr. Som borgmester i Albertslund kan jeg kun sige, at 17.000 kr. som priseksempel for en almen bolig i Albertslund er decideret langt ude. Selv hvis man alene ser på almene familieboliger i over 85m2, er det i Albertslund Kommune kun 10% af dem, som har en husleje over 8.275 kr. Der er altså meget langt op til de 17.000 kr., som Holger Schou Rasmussen påstår,” forklarer Steen Christiansen.

Samtidig kan landsbyggefonden kan oplyse, at 32% af beboerne i de almene boliger er offentligt forsørgede, hvilket er tre gange så mange som i resten af befolkningen, hvor det kun er 10%. De socialt udsatte bor altså ofte i almene boliger, i modsætning til hvad der hentydes af Holger Schou Rasmussen brev. 

Steen Christiansens hovedbudskab er, at de saglige argumenter skal længere frem i lyset i udligningsdebatten. Det vil klæde debattører ikke at fremlægge urigtige beregninger:
”Vi i Albertslund har fuld forståelse for frustrationen og bekymringerne for problemerne med udligningsordningen. Den kommende udligningsreform er vigtig for alle landets kommuner, og vi er enige i, at der er problemer, som skal løses. Derfor er forventningerne til reformen også store. Netop af samme grund, er det essentielt ikke at lægge forkerte fakta på bordet – det ville da i den grad være absurd,” skriver Steen Christiansen.


Vedlagt er Steen Christiansens brev til Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og Astrid Krag.

Kontakter

Mette Lykke Lysdal
ell@albertslund.dk
28583074

Vedhæftede filer

Information om Albertslund Kommune

Albertslund Kommune
Nordmarks Allé
2620 Albertslund

http://albertslund.dk

Følg pressemeddelelser fra Albertslund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye