Kofod: Danske frivillige i hele verden mobiliseres til hjælp for strandede landsmænd
Kofod: Danske frivillige i hele verden mobiliseres til hjælp for strandede landsmænd
Mens land for land lukker ned for mulighederne for at komme retur til Danmark, iværksætter Udenrigsministeriet nu et nyt og utraditionelt initiativ rettet mod strandede danskere.
Kampen for at stoppe spredningen af coronavirus/covid-19 har skabt en helt ekstraordinær situation for danske rejsende verden over. Dag for dag indfører forskellige lande nye tiltag for at mindske smitten. Det betyder, at fly, busser og tog står stille. Risikoen for, at danskere strander langt fra hjemlandet, stiger.
Derfor har Udenrigsministeriet taget initiativ til at mobilisere frivillige kræfter i hele verden, der har mod på at yde helt lavpraktisk hjælp til eksempelvis midlertidig indkvartering, gode råd og lignende, hvor udfordringerne for de rejsende er størst, og hvor en lille indsats kan gøre en stor forskel.
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
”Situationen er meget vanskelig. Vi hører om flere, der risikerer at blive smidt ud af deres hoteller, fordi alting lukker ned. Derfor skal alle gode kræfter samles i disse timer. Og det bliver de nu. Takket være organisationer som Danes Worldwide og danske NGO’er er vi ved at skabe et frivilligt netværk for at finde lokale løsninger for strandede landsmænd. F.eks. har Oxfam IBIS kontakter i Guatemala, International Media Support i Filippinerne og Verdensnaturfonden i Ecuador. Det er forhåbentligt en lille ekstra hjælp, som kan gøre en stor forskel, sammen med den aktive borgerservice-indsats, som Udenrigsministeriet gør globalt i disse dage.”
Konkret har Udenrigsministeriet taget fat i frivillige organisationer og fastboende danskere i udlandet. De vil nu blive sat i kontakt med danske rejsende rundt om i verden via en særlig Facebook-gruppe. Håbet er, at man via den platform har chancen for at finde en hjælpende hånd tæt på, hvor man befinder sig.
Generalsekretær Anne Marie Dalgaard udtaler:
”Det er helt naturligt for Danes Worldwide at stille os til rådighed i denne situation. Selvfølgelig bakker vi op om Udenrigsministeriets store indsats. Danes Worldwide har medlemmer over hele verden og vi ved, at udlandsdanskere har en stor kærlighed til Danmark og meget gerne vil hjælpe.”
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
”De rejsende danskere er spredt for alle vinde i hele verden. Vi er et rejselystent folkefærd. Det gør det på den ene side ekstremt komplekst, at nå ud til danskere, der befinder sig langt fra vores ambassader og som måske rejser individuelt eller i små grupper. På den anden side betyder det også, at der mange steder er fastboende og lokalkendte danskere, som kan og vil give en hånd og hjælpe deres landsmænd, indtil andre løsninger kan være klar. Den kontakt vil vi gerne være med til at videreformidle.”
Samtidig med, at frivillige nu kan melde sig på en samlet platform for at give en hjælpende hånd, arbejder Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter fortsat i døgndrift for, at finde løsninger for danskere, der har brug for hjælp. Den frivillige indsats er således et supplement til den indsats der allerede foregår ad traditionelle diplomatiske kanaler. Der er blandt andet oprettet særlige task forces og hotlines i Udenrigsministeriet til at assistere danskere i Asien og Sydamerika.
Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:
”Som udenrigsminister – og som far – bliver jeg faktisk lidt varm om hjertet over at se det enorme samfundssind, der bliver udvist af frivillige i disse dage. Hvis vi kan brede det ud gennem danske organisationer og deres store netværk, så kan det være, den unge backpacker på sin første store tur kan få dét lille råd eller hjælp til en overnatning, der kan gøre en utryg situation bare lidt nemmere. Corona-krisen trækker hårde veksler. Alligevel tilkendegiver mange, at de er klar til at hjælpe, hvor de kan. Det vil jeg gerne sige dem et stort tak for.”
FAKTA:
Facebook-gruppen ”Danskere Globalt – Sammen mod corona” findes her:https://www.facebook.com/groups/danskereglobalt
Udenrigsministeriets initiativ sker i dialog med Danes Worldwide, Danske Sømands- og Udlandskirker samt en række NGO’er med lokal tilstedeværelse.
Der vil være tale om hjælp til lavpraktiske spørgsmål som indkvartering, indkøb af fornødenheder mv.
Udenrigsministeriet driver ikke Facebook-gruppen, men har stået for at skabe kontakt til organisationer og frivillige verden over for at skabe flest mulige match med rejsende danskere med brug for hjælp.
Få hjælp fra Udenrigsministeriet her:
Står du i akut nød eller har specifikke spørgsmål til Udenrigsministeriet, kontakt os på bbb@um.dk eller + 45 33 92 11 12 (der er åbent for henvendelser 24/7).
Task force, Asien: +45 33 92 13 44 eller e-mail: coronaasien@um.dk
Task force, Sydamerika: +45 33 92 13 45 eller e-mail: coronasydamerika@um.dk
Find svar på de hyppigst stillede spørgsmål om rejser her: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/coronavirus/
Generel information om coronavirus/covid-19 findes på: www.coronasmitte.dk
***
Kontakter
Sissel Christine SøePresserådgiver
Tlf:+45 5183 7414sisbos@um.dkInformation om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren rejser til Bosnien-Hercegovina for at markere genåbningen af Danmarks ambassade10.7.2025 17:42:21 CEST | Pressemeddelelse
I dag rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Sarajevo for at markere genåbningen af Danmarks ambassade i landet og 30-året for folkedrabet i Srebrenica.
Udenrigsministeren rejser til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference9.7.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kort efter sit møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i Washington DC, rejser udenrigsministeren til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference torsdag den 10. juli. Her vil Danmark underskrive aftaler for 435 mio. kr. til støtte til Ukraines genopbygning.
Dansk eksport i maj 20259.7.2025 11:23:39 CEST | Pressemeddelelse
I maj 2025 faldt Danmarks samlede eksport 0,8 pct. i forhold til april. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til de 12 måneder forud, var 9,5 pct.
Udenrigsministeren har mødtes med sin amerikanske kollega7.7.2025 18:32:11 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har for kort tid siden afholdt et møde med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio i Washington DC.
Danmark giver nyt humanitært bidrag til Gaza7.7.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lancerer i dag en ny dansk støttepakke, som skal afhjælpe den humanitære situation i Gaza og hjælpe krigens ofre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum