home a/s

Køberbarometer: Lejlighedskøb overhaler planer om køb af hus

Del
YouGov og home: 14 % af danskerne har planer om boligkøb det næste halve år – men interessen for lejlighedskøb overrasker og overhaler huskøb, viser ny repræsentativ måling med over 2.000 besvarelser

Danskerne er en smule varmere på at købe bolig end for et år siden, og vi er især blevet varme på lejlighedskøb i vinterkulden.

Det viser home Køberbarometer udarbejdet af analyseinstituttet YouGov for home i starten af 2019. 14 % danskere siger, at de har planer om at købe bolig i løbet af det næste år.

Men knap så mange har købsplaner som i starten af oktober, hvor det var 16 %.

Mest bemærkelsesværdigt i den repræsentative undersøgelse, der har besvarelser fra over 2.000 voksne danskere, er det ifølge home, at interessen for at købe ejerlejlighed overhaler interessen for at købe hus.

”Det er meget overraskende. Vi ser en stor interesse for lejlighederne lige nu, og det har bygget op over de seneste måneder, hvor udbuddet er steget, og priserne er kommet under pres. Selv om det stadig er relativt dyrt at købe lejlighed, især i de største byer,” siger boligmarkedsanalytiker i home-kæden Henrik Hauthorn Jensen.

I januar-målingen af home Køberbarometer har 5 % af danskerne planer om at købe hus, mens 7 % er på udkig efter en lejlighed. Det er omvendt af målingen for et år siden, hvor 6 % ville købe hus og 4 % ejerlejlighed. For tre måneder siden søgte 6 % efter lejlighed og 7 % efter hus.

”Hussalget i 2018 var det bedste i årtiet, og mange danskere kom i mål med deres husplaner. Det har måske taget toppen af interessen for husene, mens det ser ud til, at lejlighederne har flere køberes opmærksomhed, ” siger Henrik Hauthorn Jensen.

Samme damp på sommerhusmarkedet
2 % svarer, at de har planer om at købe fritidshus i løbet af de næste seks måneder. Det var 3 % i oktober og 2 % for et år siden.

”Det ser ud til, at sommerhusmarkedet går ind i 2019 i samme tempo som i 2018 efter det store boom i 2017, hvor et opsparet ønske blandt danskerne om at købe sommerhus blev udløst. Vinteren er ikke den store sæson for sommerhuskøb, og vi vil sandsynligvis se, at sommerhus-planerne vokser med forårets komme, hvor der også kommer mange nye sommerhuse til salg,” siger home-analytikeren.

Også homes fremvisningsindeks for december viser ekstraordinær stor interesse for at købe lejlighed.

I december havde home-mæglerne travlt med 5,4 % flere fremvisninger af lejligheder end på samme tidspunkt et år tidligere.

”Der er fortsat mange, der har lyst til at købe en lejlighed, men med de høje priser i markedet er det selvfølgelig ikke alle, der har økonomien til det, så derfor ser vi i øjeblikket et pres på både priser og antallet af handler – især i Københavnsområdet,” siger Henrik Hauthorn Jensen fra home.

Mere tøvende
54 % af dem med planer om boligkøb svarer i undersøgelsen, at de allerede er aktivt boligsøgende, mens 46 % siger, at de ikke er begyndt at søge aktivt endnu.

For et år siden var fordelingen 65 % aktivt søgende og 35 %, der endnu ikke havde sat handling bag planerne.

”Det indikerer, at køberne er blevet mere afventende. De har stadig lyst til at købe bolig, men de er blevet lidt mere tøvende,” vurderer Henrik Hauthorn Jensen fra home.

Planerne om at købe bolig kan dog spire yderligere de kommende måneder.

”Det er helt normalt, at boligoptimismen stiger, når foråret melder sig, og interessen for at sælge er normalt støt voksende de kommende måneder, selv om det faktisk er optimalt at sætte i gang nu, hvis man vil ramme de fleste købere, samtidig med at konkurrencen fra andre boligsælgere endnu ikke er toppet,” vurderer Henrik Hauthorn Jensen fra home.

FAKTA: home Køberbarometer for januar 2019* viser, at:

14 % (13 %) har planer om køb af bolig i løbet af det næste halve år, heraf:

5 % (6 %) overvejer køb af villa/rækkehus i løbet af det næste halve år.

7 % (4 %) overvejer køb af lejlighed.

2 % (2 %) overvejer køb af fritidsbolig.

1 % (2 %) svarer anden type bolig (fx andelsbolig)

86 % har ingen planer om boligkøb det næste halve år

*Note: Tallene er afrundede og nogle danskere overvejer køb af mere end én bolig, derfor summerer tallet til 15 %. I parentes YouGov-målingen januar 2018, hvor summen af alle boligkøbsplaner lå på 14 %.

Kilde: YouGov for home, undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2.084 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i  uge 1-2 2019.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om home a/s

home a/s
Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj

+45 86154300http://home.dk/

home-kæden - kort fortalt

home er ejendomsmæglerkæde for Danske Bank-koncernen og et 100 % ejet datterselskab af Realkredit Danmark.

Det er homes mission at være ejendomsmægler for alle, der flytter.
I home hjælper vi dig godt på plads i boliglivet.

  • home er en af landets mest kendte ejendomsmæglerkæder
  • home blev stiftet den 1. august 1989
  • home omsætter årligt boliger for en værdi af 30-35 mia. kr.
  • home har ca. 850 ansatte
  • home er en franchise-kæde
  • home har ca. 120 franchisetagere
  • home har 185 home-butikker fordelt over hele landet**
  • homes ejendomsmæglere formidler også lejeboliger
  • home har særligt uddannede køberrådgivere
  • home har 4 servicecentre, hvor specialister klarer alt papirarbejdet i handlen.

Find nærmeste home-forretning her, eller ring på tlf. 8615 4300.


Kom godt hjem!

*  Kilde: Analyseinstituttet YouGov, brandtracking.
** medio 2022.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye