Københavnske borgmestre vil have lov at udskrive kommunale ’bøder’ i festplagede områder
16.12.2020 09:01:38 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Nattelivet i København har både før og under corona-krisen tiltrukket sig uheldig opmærksomhed med larm og skrald i festplagede områder af byen. Særligt sommeren over har grønne områder og havnen været ramt af fester, støj og møg – til stor gene for naboerne.
Med den nye politiaftale, som blev indgået i går aftes, får kommunen et nyt redskab til at tage kampen op mod larm og skrald: Fremover får kommunen lov at oprette et ordenskorps af kommunale ’tryghedsvagter’, der kan hjælpe politiet med at håndhæve regler, der forbyder affald og larm i parker og byrum.
Københavns overborgmester Lars Weiss (S) hilser den nye mulighed velkommen. Men han påpeger, at det er helt afgørende, at de kommunale medarbejdere får lov at udskrive afgifter til dem, der overtræder ordensreglerne ved fx at smide affald i parker og byrum, eller spille høj musik på tidspunkter, hvor det ikke er tilladt.
”København er en fantastisk by og det er dejligt, når pladser og parker summer af liv. Men særligt i sommer var der for meget larm og affald på byens pladser og i parker, og det sled hårdt på naboerne. Derfor er jeg glad for, at regeringen har lyttet til vores ønske om at kommunale medarbejdere kan bistå politiet med at holde orden. Men det giver kun rigtig mening, hvis medarbejderne også får mulighed for at stikke en afgift ud til dem, der larmer og sviner”, siger overborgmester Lars Weiss (S).
I dag er det kun politiet, der kan håndhæve ordensreglementet og udskrive bøder. De nye beføjelser bør ifølge overborgmesteren være på linje med kommunens parkeringsvagter, som i dag kan udskrive p-afgifter ved ulovlig parkering. Lars Weiss håber, at risikoen for at få en kommunal bøde vil have en præventiv virkning på de værste festaber og svinemikler, og ad den vej lægge en dæmper på festen.
Et kommende ordenskorps glæder også Venstres leder i København, beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard:
”Venstre har siden 2017 kæmpet for et kommunalt ordenskorps, der kan sikre mere ro og orden. Så jeg ser det som en stor sejr for københavnernes ve og vel, at det nu er lykkedes. Københavnerne har brug for den ekstra tryghed i samarbejde med det ”rigtige” politi. Det har ikke mindst sommerens støj og ballade vist os”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Det fremgår af politiaftalen, at kommunen skal bruge godkendte kommunalt ansatte vagter og at der skal etableres det nødvendige lovgrundlag. De to borgmestre satser på at få vagtordningen på plads til næste sommer. Den nødvendige finansiering vil de sikre til foråret, når politikerne skal forhandle om kommunens såkaldte overførselssag.
Kontakt
Overborgmester Lars Weiss via pressemedarbejder Simon Kærup, 2492 6298
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard via pressechef Claus Bøggild, tlf. 2282 8437
Fakta
Byens parker og byrum reguleres i dag af ordensreglementer, der alene håndhæves af politiet. Sker der overtrædelser, fx høj musik på tidspunkter, der ikke er tilladt, kan politiet udskrive en bøde. Det er kun politiet, der kan udskive bøderne.
Borgmestrene i København ønsker, at kommunens ansatte, ligesom fx p-vagter, skal have mulighed for at udskrive afgifter for overtrædelser af ordensreglementet i parker, byrum og offentligt tilgængelige steder, hvor regler og eventuelle forbud fremgår klart og tydeligt af skiltning.
Med den nye politiaftale får kommunerne mulighed for at anvende vagter, vægtere og eventuelt ny teknologi, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Det er op til den enkelte kommune, om kommunen vil gøre brug af ordningen. En model for forsøgsordningen vil blive præsenteret i første halvdel af 2021.
Kommunen skal anvende godkendte vagt- og sikkerhedsfirmaer eller godkendte kommunalt ansatte vagter. Forsøgsordningen kræver etablering af det nødvendige lovgrundlag.
Københavns Kommune har allerede iværksat en række tiltag for at mindske nattelivets gener:
o Vagter og natteværter i nattelivet. Der er indsat natteværter i Middelalderbyen, som går i gaderne i nattetimerne i weekenderne for at gå i dialog med festglade unge og voksne. Støjvagter tager sig af støj fra barer, restauranter og udendørs musikarrangementer, og sommeren over har der været indsat gadeplansmedarbejdere målrettet hotspots i byen.
o Ekstra renhold. Kommunen har afsat 900.000 kroner til ekstra renhold og spuling af festgader i Indre By, samt til mobile toiletter i sommermånederne. Desuden erstattes skraldespandene i Indre By med 120 større skraldespande.
o Tæt samarbejde med Københavns Politi, der blandt andet har tv-overvågning i Gothersgade og Vestergade og fast patruljerer i Indre By til fods fredag og lørdag fra 22.
Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune ØkonomiforvaltningenKøbenhavns Rådhus
1599 København V
33 66 33 66https://www.kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Ny undersøgelse: Her er tallene for trygheden i København4.6.2026 07:06:00 CEST | Pressemeddelelse
86 procent af københavnerne føler sig trygge i deres nabolag. Det er en smule lavere end sidste år, viser ny tryghedsundersøgelse. Faldet skyldes blandt andet, at flere føler sig utrygge på Christianshavn – og så er stationer og stoppesteder fortsat de steder, hvor flest, særligt kvinder, føler sig utrygge.
Kunst, historie og gratis oplevelser: Prøv ny cykelrute gennem Københavns Kulturkvarter3.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 13. og 14. juni 2026 indtager World Tour cykelløbet Copenhagen Sprint for anden gang Københavns gader. Med cykelløbet følger et brag af en cykelfest, hvor du i år kan hoppe på cyklen og prøve Culture Sprint gennem Kulturkvarteret.
Unge københavnere er Danmarks bedste: Nu skal de hyldes på rådhuset13.5.2026 08:06:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste måned lykkedes det fire unge københavnere at blive kåret som henholdsvis Danmarks bedste receptionist, konditor, tjener og automatiktekniker til danmarksmesterskabet i Skills. Den flotte indsats skal nu fejres med pandekager, taler og diplomer på Københavns Rådhus mandag d. 18. maj kl. 16.15-16.45.
Verdens bedste sprintere, Anne Linnet og breakdance battles: Kæmpe cykelfest vender tilbage til København4.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Glæd dig til en festlig weekend med massevis af musik, underholdning, ny underjordisk kunst og aktiviteter for både børn og voksne. Cykelløbet Copenhagen Sprint vender tilbage i hjertet af København lørdag og søndag den 13. og 14. juni 2026 med cykelryttere i verdensklasse.
København afsætter millioner: Fem gader får nu et grønt løft30.4.2026 08:53:07 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne på Københavns Rådhus har besluttet at bruge 6,9 millioner på at omdanne fem gader i København.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum