København vil indføre minimumsnormeringer i 2022
25.8.2020 06:00:00 CEST | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Normeringer i landets daginstitutioner har været heftigt debatteret det seneste år. Både forældre og personale landet over har efterspurgt flere pædagoger og -medhjælpere i vuggestuer og børnehaver. I vinters besluttede regeringen sammen med en række partier at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner fra år 2025. Det betyder, at der højst skal være tre børn per voksen i vuggestuer og højst seks børn per voksen i børnehaver.
Nu går landets største kommune foran og indfører minimumsnormeringer allerede fra 2022. Det foreslår Københavns overborgmester Frank Jensen (S), sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
”Daginstitutionerne spiller en nøglerolle i forhold til at give vores børn en god hverdag fuld af leg og læring. Vi har sat målrettet ind for at løfte kvaliteten i byens børnehaver og vuggestuer, og indsatsen har båret frugt. Næste skridt er at sikre flere pædagoger allerede fra næste år, så der bliver mere tid til det enkelte barn – og mere ro omkring vores dygtige pædagogers arbejde,” siger overborgmester Frank Jensen (S).
Samlet set skal der investeres 450 millioner kroner over de næste fire år – vel at mærke oveni det statslige tilskud til bedre normeringer. Allerede fra næste år, i 2021, vil kommunen skulle fordoble statens tilskud til bedre normeringer, som forventeligt er 76 millioner kroner. Pengene går til flere pædagoger og pædagogmedhjælpere.
Det er en historisk stor investering i byens vuggestuer og børnehaver, som skal være med til at fortsætte den gode udvikling, daginstitutionerne er inde i.
”Minimumsnormeringer er hjerteblod for SF. Alle børn i vuggestuer og børnehaver har brug for voksenkontakt og nærvær, og forældre skal kunne aflevere deres børn uden at få ondt i maven. Derfor er det min hovedprioritet at sikre flere pædagoger ved årets budgetforhandlingerne, så vi allerede kan indføre minimumsnormeringer i 2022 i København. Gode normeringer og uddannede pædagoger har en afgørende betydning for vores børns sundhed, trivsel og udvikling. Flere pædagoger og voksne på stuerne kommer til at gøre en afgørende forskel for tusindvis af børn og børnefamilier i København,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Den bedre normering skal ikke stå alene.
”Hvis alle byens børn skal have de bedste betingelser for at udvikle sig, lære og trives, skal vi sikre, at alle vores dagtilbud er af høj kvalitet. En god normering er afgørende, men det er mindst lige så vigtigt, at vores pædagoger og medhjælpere har de rette kvalifikationer. Så vi skal fortsætte vores ambitiøse arbejde med at udvikle de pædagogiske metoder og kompetencer i institutionerne. Vi skal også fremover have fokus på at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere,” siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
Forslaget vil de tre borgmestre tage med i forhandlingerne om kommunens budget i slutningen af denne måned.
Kontakt
Overborgmester Frank Jensen via presserådgiver Merle Simonsen, tlf. 2151 9112
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) via pressechef Thomas Brahm, tlf. 2942 2549
Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) via pressechef Lise Bondesen, tlf. 3132 6353
Fakta
- Som en del af finanslov 2020 blev regeringen, RV, SF, Enhedslisten og Alternativt enige om at indføre lovbundne minimumsnormeringer fra 2025.
- De tre københavnske borgmestre foreslår, at kommunen investerer 449,6 mio. kroner over de næste fire år til at sikre minimumsnormeringer allerede fra 2022, så der maksimalt er 3 børn pr. voksen i vuggestuerne og 6 børn pr. voksen i børnehaven i gennemsnit for alle kommunens institutioner. I dag er normeringen 3,2 børn pr. voksen i byens vuggestuer og 6,5 i børnehaverne.
- En indføring af minimumsnormeringer fra 2022 vil betyde, at prisen på en daginstitutionsplads vil stige en smule – mellem hhv. 18-46 kroner for en vuggestueplads og 21-38 kroner for en børnehaveplads om måneden.
- København har i dag lidt over 30.000 børn, der går i en af byens knap 400 daginstitutioner. Over de næste 20 år forventes antallet af børn i alderen 0-5 år at stige med 11.000. Det svarer til ekstra 550 børn om året, der har brug for en daginstitutionsplads.
- Minimumsnormeringerne og det stigende antal børn betyder, at København skal rekruttere op mod 950 pædagoger over de næste fire år. Derfor sætter kommunen ind for at tiltrække og fastholde dygtige pædagoger og ledere – med blandt andet et samarbejde med Københavns Professionsskole om at tiltrække flere studerende til pædagoguddannelsen, en flerårig rekrutteringsindsats og et fokuseret samarbejde med daginstitutioner med mange udsatte børn.
- Københavns Kommune har de seneste år arbejdet målrettet med at styrke kvaliteten i byens daginstitutioner med øget tilsyn og opfølgning. Indsatsen har båret frugt: Fra 2018 til 2019 er antallet af daginstitutioner, som vurderes at have et behov for at rette op på forhold på minimum to områder, bragt ned med næsten en tredjedel – fra 41 til 28 ud af de i alt knap 400 daginstitutioner.
Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune ØkonomiforvaltningenKøbenhavns Rådhus
1599 København V
33 66 33 66https://www.kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
København styrker båndet til Kyiv: Forlænger og udvider venskabsbyaftale27.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I 2023 indgik Københavns Kommune og Kyiv en treårig venskabsbyaftale. Nu har de to hovedstæder besluttet at forlænge aftalen med fem år. Samtidig udvides samarbejdet med et nyt fokus på beredskab og samfundssikkerhed.
Ny rapport viser stort potentiale: Så mange kunne træde direkte ind på arbejdsmarkedet i København17.3.2026 10:11:50 CET | Pressemeddelelse
Mens hver femte ledige stilling i hovedstaden ikke bliver besat med den ønskede kompetence, er der lige på den anden side af Øresund i Region Skåne 52.000 ledige. En ny rapport kortlægger nu blandt andet muligheden for at få ledige svenskere i job i København.
Høje boligpriser dæmper tilflytningen til København: Så meget forventes hovedstaden at vokse frem mod 20606.3.2026 12:22:57 CET | Pressemeddelelse
København vokser fortsat – men ikke så hurtigt som tidligere. Det fremgår af Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, der viser, at hovedstaden voksede med 4.550 borgere sidste år – omtrent 3.000 færre end i 2024. Den lavere befolkningsvækst hænger blandt andet sammen med, at mange unge ikke længere har råd til at flytte til byen.
Københavns Rådhus oplyses i Ukraines farver på fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine23.2.2026 09:41:45 CET | Pressemeddelelse
Den 24. februar er det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine. I den anledning vil København Rådhus blive lyst op i de ukrainske nationalfarver blåt og gult. Oplysningen sker for at markere solidaritet og sympati med Ukraine.
Københavns overborgmester og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq til møde i København: Afgørende med et stærkt bånd i urolige tider5.2.2026 14:06:47 CET | Pressemeddelelse
Københavns Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq har siden 2024 haft et venskabsbysamarbejde. På et møde i dag blev borgmestrene i de to kommuner enige om vigtigheden i at fortsætte det gode samarbejde. Mødet var det første mellem de to borgmestre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum