Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen

København giver mulighed for orlov og betalingsfrihed fra plads i dag- og fritidstilbud

Del
Forældre med børn i kommunens daginstitutioner kan nu søge orlov til deres barn og få betalingsfrihed i den periode, de følger regeringens opfordring om at holde barnet hjemme. Også forældre med børn i SFO eller klub fritages for betaling.

Københavnske forældre, der ikke gør brug af deres plads i en af byens daginstitutioner, og i stedet passer deres barn derhjemme, får nu mulighed for at blive fritaget for betaling i perioden.

Forældre til lidt ældre børn, som går i SFO eller klub, vil ligeledes blive fritaget for betalingen i den kommende tid.  

Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune har onsdag vedtaget den konkrete orlovsmodel, som forældrene vil blive orienteret om i et brev i deres e-Boks i begyndelsen af uge 5.

Opfordring fra regeringen

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) siger:

”For at mindske corona-presset på den enkelte daginstitution har regeringen opfordret forældre til at holde deres barn hjemme, hvis de har mulighed for det. Nu tilbyder København en orlovsmodel, som giver betalingsfrihed til forældre, der følger regeringens opfordring”.

”Det kan være en mulighed, man kan benytte sig af, hvis der f.eks. i hjemmet er en forælder, som er ledig, på barsel eller er hjemsendt fra sit job og ikke kan arbejde hjemmefra. I den forbindelse skal det understreges, at daginstitutionerne fortsat holder åben, og at forældrene trygt kan aflevere deres børn, hvis hjemmepasning ikke er muligt.”

Børne- og Ungdomsudvalgets medlemmer er desuden enige om at give forældre til SFO- og klubbørn en betalingsfri periode.

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) siger:

”SFO’erne og klubberne er ligesom skolerne lukket og eleverne sendt hjem til fjernundervisning. Derfor mener vi, der er god ræson i at indføre en betalingsfri periode.”

Blokke på to og fire uger

Tilbuddet om den midlertidige orlov gælder i perioden mandag 8. februar-26. marts. Orloven tildeles i blokke af enten to eller fire ugers varighed.

Refusionen til forældre med børn i SFO eller klub har samme start- og slutdato, som dog bliver ændret, hvis de pågældende tilbud åbner op igen inden da.

National model vil træde i stedet for lokal

Beslutningen berører ikke institutionernes økonomi, da budgetpartierne på Københavns Rådhus har aftalt at dække ekstraudgiften, der skal kompensere forældre, der vælger at passe deres børn hjemme i en periode. 

Kommunernes Landsforening (KL) har på vegne af alle landets kommuner henvendt sig til regeringen for at få svar på, om man vil lave en national model for orlov og betalingsfrihed, hvor staten kompenserer økonomisk. En eventuel national model vil træde i stedet for den Københavnermodel, som Børne- og Ungdomsudvalget nu har vedtaget.

_______________________________________________________________

FAKTA

Dagtilbud

De københavnske forældre vil i begyndelsen af uge 5 modtaget et brev i e-Boks om muligheden for midlertidig orlov fra dagtilbud og betalingsfrihed. Modellen ser overordnet således ud:

  • Forældre kan fra og med 8. februar søge om orlov fra deres daginstitutionsplads i perioden 8. februar til udgangen af uge 12, dvs. 26. marts som følge af påske
  • Orloven tildeles i blokke af enten to eller fire uger altid begyndende med mandag.
  • Orloven kan opsiges på ugebasis
  • Tilmeldingen til orlov er bindende for den valgte periode uden fortrydelsesret.
  • Muligheden gælder ikke for private pasningsordninger herunder private passere og privat dagpleje
  • Hvis rammerne for nedlukningen ændres, vil det betyde ændringer i orlovsordningen

SFO og klub

  • Alle forældre med børn i SFO (der i København hedder KKFO) og klub bliver fritaget for betaling med virkning fra 8. februar og frem til 26. marts
  • Modsat dagtilbuddene er alle SFO’er og klubber helt nedlukkede i øjeblikket
  • Nødpasning i skoler/SFO fortsætter
  • Hvis rammerne for nedlukningen ændres, vil det betyde ændringer i betalingsfritagelsen

Nøgleord

Kontakter

Kontakt børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressechef Lise Bondesen på tlf. 31 32 63 53, pm43@kk.dk

Information om Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen

Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Rådhuspladsen 1
1550 København V

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye