Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

København bliver verdens arkitekturhovedstad i 2023

Del

Som den kun anden by nogensinde bliver København UNESCO World Capital of Architecture. Året giver københavnerne en unik mulighed for at fejre hovedstadens arkitektur sammen med et stort internationalt publikum og samtidig vise byens visioner for bæredygtig udvikling

København er allerede internationalt kendt for sine bæredygtige byløsninger og høje livskvalitet, der prioriterer cykelkultur og grønne byrum. Med titlen som World Capital of Architecture får København et vindue til at vise byens arkitektur og byplanlægning frem for hele verden.

”København har historiske bygninger side om side med eksperimenterende arkitektur, bæredygtig byudvikling og grønne åndehuller. Byen har sjæl og fremsyn, og det skal vi bevare. Udnævnelsen er en anerkendelse af vores fantastiske arkitekturarv – og det er en løftestang til at udvikle byen og branchen i en endnu grønnere retning. Jeg glæder mig til et år, hvor vi sammen med københavnerne og mange tusinde gæster fra hele verden sætter kulturarv, bæredygtigt byggeri og den blandede by på dagsordenen – og viser verden, hvorfor København fortsat er en af verdens bedste byer at bo i”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Ligeledes ser Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen frem til at gribe denne mulighed for København:

”Nu kommer verdens øjne til at hvile på København som arkitekturby, og jeg glæder mig til at vise alt det gode, som København står for. Vi er langt fremme med bæredygtig byplanlægning, og ambitionen om at blive CO2-neutral i 2025 har vakt international genklang. Samtidig synes jeg, vi som københavnere skal bruge arkitekturåret til at diskutere, hvordan vi gør fremtidens hovedstad endnu stærkere. Hvordan vi bliver bedre til at passe på vores kulturmiljøer, så byens historie ikke drukner i glas og beton. Hvordan vi sikrer en by, der har plads til alle, til en rig og varieret bynatur, og hvor man ikke behøver en millionindkomst for at have råd til en god bolig”.

Word Capital of Architecture er en ny titel, som UNESCO tilbyder den by, der er vært for den internationale arkitektforening UIA’s verdenskongres, som holdes i København i juli 2023. Med 10-15.000 forventede deltagere bliver det et højdepunkt, men også resten af året vil der være fokus på arkitekturens vigtige rolle for at indfri Københavns ambitioner som bæredygtig verdensby.

Arkitekturåret er resultatet af et samarbejde mellem Wonderful Copenhagen, Arkitektforeningen og Københavns Kommune, og partnerskaber bliver i det hele taget en bærende søjle for arkitekturåret. Nu er det første skridt taget, men der er brug for et stort engagement og ekspertise fra erhvervslivet, institutioner og ikke mindst københavnere for at kunne afvikle et spændende og festligt år. Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen invitere til partnerskabsdialog i løbet af 2020.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) udtaler:

“København skal være en bæredygtig by for alle – hvor byudviklingen forstår at integrere natur, kultur og fællesskab. Byens arkitektur og udvikling skal afspejle det levede liv. Det betyder færre betonørkener og flere grønne åndehuller, som inviterer til liv og bevægelse. Og det kræver bygning af boliger, der ikke begrænser vores grønne områder eller bliver så dyre, at de ikke er til at betale for københavnerne. Værtskabet for World Capital of Architecture giver os mulighed for at vise alt det gode, København kan. Det er samtidig en kærkommen lejlighed til at få friske øjne på vores by, der kan inspirere os til nye og bæredygtige løsninger inden for arkitektur og byudvikling til gavn for både byen, borgerne og de besøgende.”

Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (F) udtaler:

“Det her er en enestående mulighed for at vise, at vores byrum i København kan understøtte borgerne i at leve et sundt liv med en høj livskvalitet. Der skal være plads til forskellige måder at bruge byen på, for københavnerne er forskellige og har ikke samme behov. Nogle efterspørger løbestier og udendørs træningsredskaber, mens andre ønsker naturskønne åndehuller, hvor der kan findes ro fra hverdagens stress. København skal kunne rumme alle og møde borgerne der, hvor de er. Det er der allerede mange gode eksempler på rundt om i byen, men det er også noget, vi løbende skal have fokus på og udvikle, så byens mange muligheder kommer alle til gode”.

Socialborgmester Mia Nyegaard (B) udtaler:

”Det er helt afgørende, at København er en socialt bæredygtig by. Altså reelt en by med plads til alle – selvfølgelig også udsatte og sårbare mennesker. Det skal vi tænke ind i byudviklingen, så vi sikrer, at København bygger skæve boliger, botilbud og indretter byrummet, så alle kan færdes og føler sig velkommen i byen.”

Arkitektforeningens formand, Johnny Svendborg, udtaler:

”Arkitektur er ikke bare skønne bygninger og kulturmiljøer, men en konkret forudsætning for at løse udfordringer med social sammenhængskraft, klimaforandringer og et sundt liv. København er på mange måder et forbillede på en by, hvor nyskabende løsninger går hånd i hånd med høj arkitektonisk kvalitet. Titlen som World Capital of Architecture i 2023 er en fantastisk anledning til at skabe en åben diskussion om arkitekturen og rammerne for det gode liv. Tillykke til København, jeg glæder mig!”

Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen siger:

”Vi glæder os rigtig meget til, at Danmarks hovedstad bliver World Capital of Architecture i 2023. Vi ser frem til at bruge det aktivt til at eksponere byen internationalt og ikke mindst til at byde de forventede op mod 15.000 deltagere ved UIA’s verdenskongres velkommen til København. Det her er et rigtig godt eksempel på et stærkt samarbejde, og på hvordan de internationale videnkongresser både skaber stor omsætning på destinationen og samtidig kan bane vejen for nye platforme, hvor vores hovedstad kan gøre sig globalt gældende inden for en absolut styrkeposition, nemlig arkitektur.”

Palle Adamsen, formand for BL – Danmarks Almene Boliger, udtaler: ”Det er flot, at København bliver World Capital of Architecture. I de almene boliger ser vi frem til afviklingen. Vi har i mere end 100 år på demokratisk vis udviklet bæredygtige byer og samfund økonomisk, socialt og klimamæssigt – og vi har noget af det flotteste, danske arkitektur i den almene boligmasse, som bærer en stor kulturarv. Med nyhederne om store investeringer i renoveringer af almene boliger kan vi vise verden, hvordan fremtidens almene boliger kan se ud. Vi kobler renoveringer, energieffektivitet, digitalisering og tilgængelighed. Løsninger, der efterspørges globalt og som gør byudvikling til velfærd. Det er der brug for - ikke mindst i kølvandet på coronakrisen”.

Kontakt

Overborgmester Frank Jensen via kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw på 2613 6549.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen og baggrundsinformation om arkitekturåret, kontakt pressekonsulent Tobias Moe Hoffmeyer på 2489 2347.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, via pressechef Julie Monberg på 2498 2260.

Sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, via pressekonsulent Helene Hassager på 3120 3160.

Socialborgmester Mia Nyegaard via pressekonsulent Mikkel Rydzy på 24 46 30 51.

Arkitektforeningen via public affairs chef i UIA2023 Tony Bech på 22 30 03 82.

Wonderful Copenhagen via kommunikationschef Uffe Hartmann på 21 73 98 90.

BL, kontakt presseansvarlig Mikkel Thorberg på 40 35 66 72.

Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Rådhus
1599 København V

33 66 33 66https://www.kk.dk

FAKTA

  • World Capital of Architecture afholdes for første gang i 2020-21 i Rio de Janeiro.

  • Den internationale arkitektforening UIA’s verdenskongres forventes at tiltrække op mod 15.000 internationale gæster. Sidste gang, den blev afholdt i Europa, var i 2008.

  • Værtskabet for World Capital of Architecture er resultat af et samarbejde mellem Københavns Kommune, Arkitektforeningen og Wonderful Copenhagen. Der følger ingen krav med titlen.

  • Københavns Kommunes Økonomiudvalg har den 5. maj 2020 afsat 6,5 millioner kroner fra Københavns Kommunes Megaeventpulje til arkitekturåret.

  • Teknik- og miljøforvaltningen forventer at invitere til orientering og partnerskabsdialog i løbet af 2020.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum