Kræftens Bekæmpelse

Knæk Cancer på tur besøger Silkeborg

Del

Kræftens Bekæmpelse og TV 2s ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ drager igen på danmarksturne, når Knæk Cancer løber af stablen i uge 43.I år gør Knæk Cancer på tur stop i Silkeborg, hvor der hele dagen igennem vil være aktiviteter og optrædener på Torvet.

Tirsdag 24. oktober står Silkeborg i Knæk Cancers tegn. Det hele starter, når ’Go’ morgen Danmark’ blænder op for morgen-tv live fra Torvet, der dagen igennem danner ramme for en lang række aktiviteter, liveoptrædener og foredrag for både børn og voksne. Det hele rundes af med en minikoncert med Isam B, mens ’Tænd et lys’-ceremonien lyser op i mørket.

Fokus på lokale initiativer

Kræft vedrører os alle. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, at det nytter at stå sammen om at knække cancer. Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen, glæder sig over, at Knæk Cancer på tur igen i år kommer rundt i landet.

- Knæk Cancer-kampagnen er ikke kun en indsamlingskampagne. Det er i lige så høj grad en oplysningskampagne. Jeg er stolt og taknemmelig over, at Silkeborg Kommune og Sundhedshuset, Kræftrådgivningen i Århus, de frivillige i lokalforeningen og den lokale Stafet for Livet har planlagt en lang række aktiviteter og oplevelser samtidig med, at de hjælper med at samle ind til kræftsagen. Det er med til at gøre flere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi forebygger, når vi kan, men også, at der er hjælp at hente, hvis sygdommen rammer. Derudover er det en kærkommen mulighed for at hylde de frivillige ildsjæle og de lokale initiativer, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Inspiration, gode råd og underholdning

Og der bliver noget at komme efter, når arrangørerne står klar på Torvet. De besøgende kan høre om de lokale støtte- og rådgivningsmuligheder og få gode råd om kost, motion og livsstil hos bl.a. diætister, sygeplejersker, fysioterapeuter og psykologer. Man kan desuden springe flere måneders venteliste over og få et gratis modermærketjek hos en hudlæge, komme til spørgetime om HPV, møde en rygestoprådgiver eller lave en kreativ fortolkning af Knæk Cancer-blomsten i Det Kreative Værksted #knækcancerblomst.

Derudover kommer én af de forskere, der arbejder på et af de – indtil videre -  221 Knæk Cancer-projekter, som er kommet i gang på baggrund af indsamlingerne. Det er kræftforsker Ulrich Fredberg fra Diagnostik Center i Silkeborg. Han vil fortælle om sit arbejde med at undersøge, hvordan man bedst muligt behandler og støtter kræftpatienter, der også lider af andre kroniske sygdomme.

I løbet af dagen vil lokale professionelle sportsudøvere kor og musikere optræde, deriblandt BSV, SIF, Tara Fonnesbech Juhler, Karin Sjöholm og Lungekoret.

Lokale madboder og omkringliggende cafeer sørger for, at besøgende kan få stillet sulten, og madleverandørerne donerer samtidig et overskud til Knæk Cancer.

Om aftenen sender ’Go' aften Danmark’ live fra pladsen, hvor studievært Michèle Bellaiche får besøg af nogle af de mange danskere, der har haft sygdommen inde på livet, samt de forskere, der hver dag arbejder for at udvikle og forbedre kræftbehandlingen.

- Jeg glæder mig virkelig til at skulle med Knæk Cancer på tur rundt i Danmark igen i år. Det er helt særligt at mærke det sammenhold, Knæk Cancer skaber, og som kan mærkes i hver eneste by, vi besøger. Hvert år har det gjort stort indtryk på mig, hvordan man i de enkelte byer står sammen om den her sag og møder op på pladsen for at støtte og bakke hinanden op. I år skal vi rundt i fire nye byer, og jeg er sikker på, at det igen vil blive en stærk og rørende oplevelse, som jeg glæder mig til at være en del af, siger Michèle Bellaiche.

Tænd et lys’ - håb i mørket

Når mørket falder på, holder den lokale ’Stafet For Livet’ en ’Knæk Cancer – Tænd et Lys’ ceremoni til støtte for dem, der er ramt af kræft, og til minde om dem, som er døde. I løbet af dagen kan man købe lysposer og dekorere dem med tegninger eller personlige hilsener.

I forbindelse med ’Tænd et Lys’ holder musikterapeut Anette Majlund fra Hospice Sydvestjylland tale, Lærke Troelsen spiller musik, og der holdes et minuts stilhed. Dagen rundes af med en minikoncert med Isam B.

Se det detaljerede program for på https://cancer.tv2.dk/content/knaek-cancer-besoeger-silkeborg

Se alle de lokale indsamlingsaktiviteter og events til fordel for Knæk Cancer på  https://cancer.tv2.dk/detsker

Kræftrådgivningen i Århus holder i forbindelse med Knæk Cancer-ugen åbent hus torsdag 26. oktober

 

  

Overordnede program for Knæk Cancer på tur 2017

Kl. 07-09: Go’ morgen Danmark – Mikkel Kryger er på live fra Torvet

Kl. 09-11: lokale indskolingselever er på pladsen og laver Leg På Steg - et bevægelseskoncept med sjove og lærerige aktiviteter, som understøtter faglige læringsmål.

Kl.11-15: lokale udskolingselever deltager på Torvet for at afslutte deres deltagelse i den nationale fotokonkurrence Cool Uden Røg og kåre lokale vindere. De skal igennem quizzer, konkurrencer og sundhedseksperimenter, som sætter fokus på et liv uden tobak.

Kl. 11-19: Pladsen er åben med aktiviteter, musik og foredrag i fire telte, i Knæk Cancer Bussen og på Knæk Cancer Scenen. Der er madboder, konkurrencer og en rig mængde af oplevelser, inspiration, råd og vejledning for både børn og voksne.

Kl.11-15.30: På Knæk Cancer Scenen optræder lokale sportsklubber, lokale sangerinder og en lokal Knæk Cancer-kræftforsker bliver interviewet om sin forskning og resultater og svarer på spørgsmål.

Kl.11-19: ’Ingen skal stå alene med kræft’ Teltet. Kræftens Bekæmpelses lokalforening, Kræftrådgivningen i Århus og Silkeborgs Sundhedshus og rehabiliteringscentre fortæller om patientstøtte og rådgivning for patienter, pårørende og andre interesserede.

Kl.11-19: Røgfri Fremtid Teltet: Fokus på tobaksforebyggelse med quizzer, konkurrencer og en mulighed for at tegne ”Drømmen om en røgfri fremtid”. Besøgende kan tage en snak med medarbejdere fra både Kræftens Bekæmpelses og Silkeborgs Sundhedshus om tobak og rygning, og sammen med lokale rygestoprådgivere er der mulighed for at få lavet en kuliltetest og få en snak om, hvordan du kan blive røgfri.

Kl. 11-19: Knæk Cancer Bussen, hvor en lokal hudlæge laver gratis modermærketjek, diætister, sygeplejersker, læger og fysioterapeuter rådgiver og vejleder ved personlige samtaler, og Silkeborg Lokalforening sørger for, at du kan skyde dartpile efter ”De 7 Tegn“ på kræft og prøve en alkoholforhindringsbane med et par promillebriller.

Kl. 11-19: ’Tænd et Lys’ Telt hvor besøgende i løbet af dagen kan købe lysposer og dekorere dem med tegninger eller personlige hilsener, inden de sættes op i en Knæk Cancer-blomst inden lysceremonien.

Kl.11-19: ’Det Kreative Værksted #knækcancerblomst´, hvor børn og kreative sjæle kan lave deres egen fortolkning af Knæk Cancer-logoblomsten og uploade det på Instagram med #KNÆKCANCERBLOMST – hvorefter Boozt.com donerer 20 kroner pr. blomst til Knæk Cancer.

Kl. 16-17: HPV- oplæg og spørgetime i ’Røgfri Fremtid Teltet

Kl. 16-19: Gratis modermærketjek ved lokal hudlæge i Knæk Cancer Bussen

Kl. 17:25: Go’ aften Danmark (del 1) med vært Michèle Bellaiche sender live fra Torvet

Kl. 17:55: Knæk Cancer - Tænd et Lys ceremoni med taler, musik og ét minuts stilhed

Kl. 18:25: Go’ aften Danmark (del 2) med vært Michèle Bellaiche sender live fra Torvet

Kl. 18:47: Minikoncert: Isam B

Kontakter

Spørgsmål vedr. ’Go’ aften Danmark’-indhold:
Producent Rasmus Dahl Pedersen
rasmus.dahl.pedersen@nordiskfilmtv.com
20 23 25 14                     

Spørgsmål vedr. Kræftens Bekæmpelses aktiviteter:
Sara Haugesen, saha@cancer.dk
22960746

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum