Kræftens Bekæmpelse

KLAUSULERET TIL 26/10 KL. 18: Forsker fra Kræftens Bekæmpelse får million-stipendium fra Lundbeckfonden

Del

Hvorfor deler kræftceller sig uhæmmet og uden at kroppen kan kontrollere dem? Det spørgsmål forsker Marin Barisic i hos Kræftens Bekæmpelse, og det gør han så godt, at han i dag får tildelt Lundbeckfondens Fellowship, som består af ti mio. kr. over fem år. Pengene skal blandt andet bruges til et avanceret mikroskop, der kan fotografere, hvad der sker i cellernes indre, mens de deler sig.

Lundbeckfondens Fellowship er et femårigt forskningsstipendium, der gives til særligt lovende og talentfulde unge forskere, som er ved at etablere deres egen forskningsgruppe i Danmark. En af dem er er Marin Barisic. I januar blev han leder af sin egen forskningsgruppe ’Cellereplikationslaboratorium’ under Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter. Og nu har et internationalt ekspertpanel vurderet, at hans forskning har et stort potentiale indenfor biomedicinsk forskning.

Det er en stolt og glad Marin Barisic, der ser frem til at få overrakt fellowshippet ved en ceremoni hos Lundbeckfonden i aften, onsdag 26. oktober

– Fellowshippet er en fantastisk anerkendelse af både mit tidligere arbejde og af de nye ideer i vores nuværende forskningsstrategi. Det er et stort skulderklap og meget motiverende for vores unge team, og pengene har en kolossal betydning for vores kommende arbejde. Jeg kan nu ansætte to forskere mere, og vi kan købe et af de mest avancerede mikroskoper, der både kan tage billeder af, og også påvirke de processer, der sker inde i levende celler, når de deler sig. Noget som vil være helt centralt for vores arbejde fremover, siger Marin Barisic

At Marin Barisic modtager stipendiet understreger endnu engang, at Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter huser forskere i den absolutte verdenselite. Det fremhæver forskningschef Jørgen H. Olsen, der glæder sig over anerkendelsen af Marin Barisics arbejde:

– Marin Barisics forskning er i international topklasse, og han har i en ung alder formået at blive førende indenfor sit felt. Det er meget positivt, at han nu får mulighed for at styrke sin forskning hos Kræftens Bekæmpelse, for det er arbejde som hans, der er med til at gøre en forskel for fremtidens kræftpatienter, siger Jørgen H. Olsen.

Kræftcellers ukontrollerede celledeling
Marin Barisic forsker i en af de helt grundlæggende forskelle på normale celler og kræftceller – nemlig deres deling. Mens normale celler kun deler sig, når de får besked på det, deler kræftceller sig, uden at kroppen kan kontrollere dem. Det fører til klumper af celler, der til sidst bliver så store, at de ses som knuder.

Marin Barisic og hans kolleger undersøger, hvad der sker i cellerne, når de skal dele deres arvemateriale som led i, at en celle deler sig i to. Her spiller nogle små rørlignende strukturer, kaldet mikrotubuli, en stor rolle. De hjælper nemlig med til, at arvematerialet blive fordelt korrekt. Men ændringer i mikrotubulieners struktur ser ud til at spille en rolle i kræft. De er blandt andet set ved aggressiv brystkræft og spiller formentlig også en rolle i andre kræftformer.

– Vi har før vist, at ændringer i mikrotubulierne spiller en vigtig rolle i de forkerte celledelinger, der kendetegner kræft. Vi vil nu undersøge de molekyler, der spiller en rolle i disse vigtige processer endnu nærmere, og vi vil forsøge at finde svar på, hvilken rolle de spiller i kræft. Vi håber, at det kan føre til viden, der kan lede til nye måder at diagnosticere kræft på et tidligt tidspunkt, eller til nye måder at behandle sygdommen på, siger Marin Barisic.

Billeder

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum