KLAUSULERET til 03.09.2020, kl. 16:30 Novozymes vinder Årsrapportprisen 2020
3.9.2020 16:30:00 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse

Novozymes har aflagt den bedste årsrapport i 2020. Det var bundlinjen, da Dansk Industri (DI) og ”FSR - danske revisorer” i dag torsdag den 3. september uddelte Årsrapportprisen. Det er særligt Novozymes stærke arbejde med at integrere bæredygtighed, ESG og klima i ledelsesberetningen, der hæver niveauet for danske årsrapporter. Netop disse emner var et centralt tema ved årets prisuddeling. Dommerkomiteen peger også på nyskabelsen i Novozymes’ årsrapport, hvor de introducerer læseren for de væsentlige ændringer og hændelser i forhold til årsrapporten 2019, som et andet element, der er medvirkende til at kåre Novozymes som årets vinder.
- For Novozymes er det vigtigt at være et transparent selskab og at skabe åbenhed og indsigt omkring vores finansielle og ikke-finansielle mål og resultater, så alle vores stakeholders har indsigt i Novozymes. Derfor ser vi det som en stor anerkendelse at vinde Årsrapportprisen. Vi har i 2019 specifikt arbejdet med at gøre årsrapporten mere læsevenlig og mere fokuseret, og det er dejligt, at dette arbejde har båret frugt, siger Lars Green, CFO i Novozymes.
Løfter niveauet for de danske årsrapporter
Formålet med prisuddelingen er at fremhæve de gode årsrapporter, så de kan inspirere andre og være med til at løfte det allerede høje niveau for virksomhedernes rapportering. De seneste års vindere tæller blandt andre ISS, Arla og Carlsberg.
- Når man skærer helt ind til benet, skal en årsrapport skabe gennemsigtighed om virksomhedens situation. Det gælder både økonomi og de mange ikke-finansielle forhold, der påvirker strategi og risici. At bundlinjen ikke længere kun er finansiel ses ved, at analytikere og investorer i stigende grad inddrager ESG-data, når de vurderer virksomhedernes værdiskabelse og de langsigtede vækstmuligheder. Årets vinder, Novozymes, viser, hvordan man kan øge gennemsigtigheden ved at kommunikere synergien mellem det finansielle og ikke-finansielle, siger Charlotte Jepsen, adm. direktør hos FSR – danske revisorer.
- I Danmark er vi blandt de førende både til at arbejde med bæredygtighed og rapportere om det, men vi vil gerne hjælpe virksomhederne med gode eksempler på, hvordan de kan gøre det endnu bedre. Årsrapporten skal være skarp, fokuseret og relevant – både på det finansielle og det ikke-finansielle. Novozymes har arbejdet med dette i mange år, hvilket er tydeligt for enhver, der læser deres årsrapport, siger Thomas Bustrup, International direktør og COO i DI.
Solar vinder Small og Mid-cap-prisen
Solen skinnede også på Solar, der vandt den eftertragtede pris for Small og Mid-cap selskaber. En tydelig forretningsmodel og god beskrivelse af risici og forventninger til det kommende år var centrale elementer. Solar har valgt at gengive væsentlige ESG-tal i selve årsrapporten og henviser herudover til den samlede rapportering på hjemmesiden. Dermed er Solar også et eksempel på, hvordan man kan fokusere ESG-rapporteringen på de væsentligste elementer i årsrapporten.
- Solars årsrapport er et godt eksempel på walk-the-talk, som andre kan lære af, når det kommer til ESG-rapportering. Netop ESG-rapporteringen er i rivende udvikling og får fortsat større fokus fra investorerne. Solar viser med deres årsrapport, at ESG-området er vigtigt og bliver prioriteret i Small og Mid-cap-segmentet. De er en del af den udvikling, som bidrager til, at vi opnår en transparent og pålidelig ESG-rapportering i Danmark, siger Charlotte Jepsen.
- Det er vigtigt, at rapporteringen passer til og afspejler virksomheden. Solars årsrapport har hentet inspiration fra tidligere års vindere, men tilpasset det til deres egen virksomhed. Solar’s konstante fokus på at gøre det lidt bedre hvert år – hvilket er en del af deres DNA – sætter sine tydelige aftryk i deres årsrapport, siger Thomas Bustrup.
Fotos fra overrækkelsen kan rekvireres hos Lars Bøgeskov, 2236 3138, LARB@DI.DK
Yderligere oplysninger:
CFO i Novozymes Lars Green via Press manager Rene Tronborg, 3077 2274, retr@novozymes.dk
Adm. direktør hos FSR – danske revisorer Charlotte Jepsen cbj@fsr.dk, 4193 3198
Direktør i DI Thomas Bustrup, 2088 3925, THB@DI.DK
FAKTA OM ÅRSRAPPORTPRISEN
Årsrapportprisen gives til virksomheder, hvis årsrapporter udmærker sig og tjener som inspiration for andre. Der uddeles i år én hovedpris og én Small og Mid-cap-pris til gode ogfremhævelsesværdige årsrapporter fra selskaber i Small og Mid-cap-segmentet.
Årsrapportprisen er blevet uddelt i over 40 år. Siden 2012 er det FSR – danske revisorer og DI, der har stået for uddelingen.
Vindere 2020
Hovedprisen: Novozymes (øvrige nominerede: Arla, DFDS og DSV)
Small og Mid-cap-prisen: Solar
Om Dommerkomiteen
Dommerkomiteen består af repræsentanter for regnskabsbrugere, regnskabsaflæggere, akademikere og revisorer. Dommerkomiteens medlemmer er:
- Tina Aggerholm, VP Group Accounting, Carlsberg Breweries
- Pernille Benborg, ISS
- Carsten Krogholt Hansen, Associate Professor, CBS
- Michael West Hybholt, aktieanalytiker, MWH Equity Intelligence
- Torben Johansen, statsaut. revisor, partner, BDO samt formand for Regnskabsudvalget, FSR – danske revisorer
- Kristian Koktvedgaard, fagleder, Dansk Industri
- Jørgen Blom, statsaut. revisor, partner, EY samt viceformand for Regnskabsudvalget, FSR – danske revisorer
- Jens Houe Thomsen, senior analytiker, Jyske Bank
- Per Gunslev, formand for Regnskabsrådet nedsat af Erhvervsstyrelsen, forhenværende partner og fagligt ansvarlig, EY.
Følg os på:
Kontakter
Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Lars Bøgeskov på LARB@di.dk eller tlf. 2236 3138
Billeder
Information om DI - Dansk Industri
Vi arbejder for et åbent og velstående samfund i vækst og balance. Med det udgangspunkt skal Danmark være verdens mest attraktive land for virksomheder at arbejde i og ud fra. Når virksomheder i Danmark vinder, vinder hele Danmark.
DI hjælper hver dag virksomheder i Danmark med at vinde. Vi hjælper på udenlandske markeder, ved politiske forbedringer og med service og kompetencer, der øger konkurrenceevnen i hver enkelt medlemsvirksomhed.
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
DI styrker arbejde med politik og reformer30.10.2026 13:30:09 CET | Pressemeddelelse
Dansk Industri vil øge sammenhængen mellem virksomhedernes perspektiver, samfundet og de politiske processer. Tidligere særlig rådgiver Jakob Ullegård kommer i spidsen for enheden Økonomi og Reformer, og der oprettes to andre enheder med fokus på bl.a. bøvl og byrder samt grøn omstilling.
DI lancerer plan for dansk totalberedskab: Danmark skal kunne fungere under kriser og angreb29.10.2026 12:45:42 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har sat en klar ambition om at etablere et dansk totalberedskab. Nu fremlægger landets største erhvervsorganisation Dansk Industri (DI) et konkret politisk udspil til, hvordan ambitionen kan omsættes til virkelighed. DI ønsker bl.a. klare mål for samfundets robusthed og etablering af et informationsberedskab som værn mod misinformation.
DI roser regeringens planer om ny sikkerhedsorganisation med erhvervslivet29.10.2026 11:40:09 CET | Pressemeddelelse
Regeringen vil etablere et langt stærkere samarbejde mellem erhvervslivet og myndighederne om sikkerheden i det danske samfund. Det kom frem, da ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, i dag præsenterede planerne om at etablere Erhvervslivets Samfundssikkerhedsorganisation på DI’s Årsdag for Virksomheds- og Samfundssikkerhed. Planerne får en særdeles positiv modtagelse i landets største erhvervsorganisation Dansk Industri (DI).
DI: Stort flertal af virksomhederne vil hjælpe i kriser28.10.2026 17:03:38 CET | Pressemeddelelse
Danske virksomheder er klar til at tage ansvar for samfundssikkerheden. En ny analyse fra Dansk Industri viser, at 81 procent af virksomhederne gerne vil bidrage til en fælles beredskabsindsats ved kriser som stormflod, forsyningssvigt eller sabotage. Men samtidig ved hele 64 procent af virksomhederne ikke hvem de skal kontakte for at hjælpe.
DI advarer virksomheder: almindelig adgang kan nu åbne for omfattende tyveri af persondata25.10.2026 14:52:42 CET | Pressemeddelelse
Virksomheder bør straks undersøge, om deres it-systemer gør det muligt at hente store mængder personoplysninger ved hjælp af CPR-numre eller andre identifikationsnumre. Sådan lyder advarslen fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI). Advarslen kommer efter nye sager, hvor uvedkommende har misbrugt eksisterende adgange frem for at hacke sig ind.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

