Klasselotteriet og Danske Spil lægges i dag sammen og samler hele 343 års historie
1.4.2022 13:06:21 CEST | Danske Spil A/S | Pressemeddelelse

Tirsdag den 22. marts vedtog et enigt Folketing lovgrundlaget for en sammenlægning af Det Danske Klasselotteri A/S med Danske Spil A/S. I dag, den 1. april, har der været ekstraordinær generalforsamling i Danske Spil, hvor sammenlægningen er blevet endeligt gennemført.
Det betyder, at Danske Spil fra i dag, udover de mange lotteri- og sportsspilprodukter, også rummer Danmarks ældste lotteri. Klasselotteriet blev stiftet i 1753, og er med sine 269 år også en af Danmarks ældste virksomheder. Danske Spil er fra 1948, og dermed samles i dag i alt 343 års lotterierfaring under samme tag.
Sammenlægningen vækker glæde hos Danske Spil.
''Jeg er glad for, at vi i dag realiserer den politiske ambition om ét statsligt spilleselskab. Klasselotteriet er Danmarks ældste lotteri og er en solid og velanset virksomhed. Jeg er overbevist om, at sammenlægningen er til fordel for både vores kunder, ejerne og de mange foreninger, der får del i udlodningsmidlerne”, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil.
Stærk platform til digital udvikling
Hos Danske Spil har man set frem til dagen i dag, hvor dørene endelig kunne åbnes på vid gab for Klasselotteriet.
”Vi glæder os over endelig at kunne byde de nye kolleger velkommen. Vi forventer bedre at kunne udnytte kompetencer, it-systemer og salgskanaler på tværs af koncernen, hvilket i sidste ende vil være til gavn for idræts-, kultur- og foreningslivet i Danmark, der modtager overskuddet fra lotterierne", siger Nikolas Lyhne-Knudsen.
Dermed er de to statslige virksomheder slået sammen, og Klasselotteriet vil fremover indgå i Danske Spils finansielle rapportering.
I 2021 bidrog Danske Spil med i alt 1.507 mio. kr. til udlodningsmidlerne. Klasselotteriet kunne i regnskabsåret 2020/2021 år præsentere et overskud på 102 mio. kr., som også bidrog til udlodningsmidlerne. Læs mere om udlodningsmidlerne.
Fakta om Danske Spil A/S
- Etableret i 1948 med det formål at finansiere Danmarks sports- og foreningsliv.
- Overskuddet fra Danske Spils lotteriforretning i datterselskabet Danske Lotteri Spil går til udlodningsmidlerne til projekter som idræt, kultur og andre almennyttige formål.
- Den danske stat ejer 80 pct. af aktierne i Danske Spil. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) ejer hver 10 pct.
- Udbytte fra Danske Spils datterselskab Danske Licens Spil, som udbyder spil på den liberaliserede del af spillemarkedet, tilgår staten.
Fakta om Det Danske Klasselotteri A/S
- Klasselotteriet er Danmarks ældste lotteri – stiftet i 1753 – og udbyder klasselotteri.
- I 1992 blev Klasselotteriet omdannet til et statsligt aktieselskab, og den danske stat ejer i dag 100 pct. af aktierne i Det Danske Klasselotteri.
- Klasselotteriets overskud går til udlodningsmidlerne, der fordeles til en lang række gode formål, herunder idræt, kultur og andre almennyttige formål.
Billeder
Information om Danske Spil A/S
Følg pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Vinder milliongevinst i Eurojackpot midt i sabbatår28.8.2026 09:50:49 CEST | Pressemeddelelse
En mand fra Esbjerg Kommune havde planlagt at stoppe op for at skifte retning i livet, og så vandt han den store gevinst i Eurojackpot, så nu kan han forlænge pausen.
“Lillemor, vi har vundet 177.000 kroner på Oddset!”26.8.2026 14:07:35 CEST | Pressemeddelelse
En heldig mand fra Fredericia ramte i går 20 kampe på Oddset. For besværet vandt han en kæmpe gevinst og måske en forlænget ferie sydpå.
Danske Spils kunder tror på overraskende engelsk mester24.8.2026 12:55:53 CEST | Pressemeddelelse
Mere end hver femte tror mest på Manchester United som engelsk mester – efter resultaterne i første runde tror Danske Spil kun på Arsenal.
Her lander weekendens millioner fra Lotto24.8.2026 09:29:23 CEST | Pressemeddelelse
To heldige danskere blev millionærer efter lørdagens trækning i Lotto – se her, hvor de to vinderkuponer blev købt.
Danske Spil kalder Pogacar den ’største favorit i mands minde’22.8.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Tadej Pogacar giver alle andre baghjul, når Vuelta a Espana starter i weekenden. Hos Danske Spil kan man ikke mindes at have sat lavede odds på en rytter forud for en Grand Tour. Sidste år var det Jonas Vingegaard, der var historisk favorit i det spanske løb.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


