KL og Forhandlingsfællesskabet lander overenskomstforlig for en halv million ansatte
15.2.2021 08:13:30 CET | KL | Pressemeddelelse
”I en tid, hvor coronakrisen raser, og vi hverken kender sluttidspunktet for krisen eller skaderne, den kommer til at forårsage, er jeg rigtig glad for, at vi har landet et godt overenskomstforlig. Vi har hele tiden vidst, at vi ikke kunne honorere alle de ønsker, som medarbejderne kom med bl.a. ift. økonomien, men jeg synes, at vi sammen har udvist ansvarlighed og nået et resultat, der sikrer, at det fortsat er attraktivt at være på en af de kommunale arbejdspladser og hver dag yde en uundværlig velfærd til borgerne.”
Sådan lyder det fra Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, efter at Forhandlingsfællesskabet og KL i dag har indgået et forlig om en ny treårig overenskomst for omkring en halv million kommunalt ansatte.
Med forliget er der aftalt generelle lønstigninger på i alt 5,02 pct. for de kommunale medarbejdere over de næste tre år. Derudover videreføres reguleringsordningen, så lønudviklingen følger med den private lønudvikling.
Ekstra i lønposen til sosu’erne
Et af hovedtemaerne for KL i forhandlingerne har været en rekrutteringspulje, som skal være med til at sikre tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i årene, der kommer. Parterne er blevet enige om en rekrutteringspulje på 140 mio. kr. målrettet social- og sundhedsmedarbejderne samt en lige- og lavtlønspulje på 140 mio. kr.
”Vi er rigtig glade for, at Forhandlingsfællesskabet har sagt ja til at støtte os i bestræbelserne på at tiltrække arbejdskraft til den store opgave med at sikre den nødvendige pleje og omsorg for det hastigt stigende antal ældre. Puljen er mindre, end vi havde ønsket, men det er vigtigt, at vi trods en stram økonomi har fundet en vej til at gøre noget ved en af de største udfordringer, vi står med i kommunerne,” siger Steen Christiansen, der er anden del af KL’s forhandlerduo og næstformand i KL’s Løn- og Personaleudvalg.
Fokus på seniorerne
Et andet centralt punkt i forhandlingerne har været fastholdelse af de erfarne kommunale medarbejdere. Her er parterne blevet enige om at søsætte et partnerskab på seniorområdet, som skal skabe en ny praksis for, at flere skal have et godt – og længere – seniorarbejdsliv.
”Vi tror på, at det virkelig kan rykke en dagsorden, når vi som centrale parter står sammen bag budskabet om, at vi har brug for de erfarne medarbejdere på de kommunale arbejdspladser. Derfor er jeg glad for, at vi med forliget her har lagt nogle spor til at skabe rammerne for det lange og gode kommunale seniorarbejdsliv og dermed imødegå nogle af rekrutteringsudfordringerne på det kommunale område,” siger Michael Ziegler.
Det psykiske arbejdsmiljø i centrum
KL-forhandlerne fremhæver også, at parterne er blevet enige om 2 initiativer for at styrke indsatsen i forhold til det psykiske arbejdsmiljø på de kommunale arbejdspladser.
Den fælles partsindsats SPARK (Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne – parternes støtte til lokal dialog og handling) videreføres, videreudvikles og fokuseres i perioden 2021 – 2024. Derudover er parterne enige om at udvikle og tilbyde en frivillig uddannelse i ledelse af psykiske arbejdsmiljø for ledere med personaleansvar i kommunerne.
”Det er vigtigt for os med medarbejdere, som trives i deres dagligdag. Det er afgørende for at kunne levere en velfærd af høj kvalitet til borgerne. Trivsel hænger tæt sammen med et godt psykisk arbejdsmiljø. Det kræver god ledelse og et tæt samarbejde mellem medarbejdere og ledere. Begge dele skruer vi nu op for med de initiativer, vi har aftalt i dette forlig,” siger Steen Christiansen.
Information om KL
KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.
Følg pressemeddelelser fra KL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KL
Her er KL's nye bestyrelse12.3.2026 17:00:12 CET | Pressemeddelelse
De 17 medlemmer af KL’s bestyrelse for de næste fire år er nu på plads. Ny formand bliver Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, mens Kalundborgs borgmester Martin Damm bliver næstformand.
Sundhedsprofilen giver vigtige lokale indsigter i danskernes sundhed5.3.2026 10:43:08 CET | Pressemeddelelse
Selvom det overordnet set går den rigtige vej med danskernes sundhed, er der brug for endnu mere fokus på forebyggelse, lyder det fra KL, der håber, at staten vil påtage sig et større ansvar for at regulere især unges brug af tobak og alkohol.
Nyt treårigt overenskomstforlig for 500.000 kommunalt ansatte på plads25.2.2026 18:00:39 CET | Pressemeddelelse
Forhandlingsfællesskabet og KL har indgået forlig om fornyelse af de generelle overenskomster på det kommunale område. Med aftalen er der fokus på, at de kommunale arbejdspladser bliver ved med at være attraktive og giver gode muligheder for at skabe bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv.
Invitation til doorstep om nyt overenskomstforlig på det kommunale område25.2.2026 16:28:09 CET | Pressemeddelelse
KL og Forhandlingsfællesskabet inviterer til doorstep i dag, onsdag kl. 18.00, hvor et nyt overenskomstforlig for omkring 500.000 ansatte på det kommunale område præsenteres. Forliget præsenteres i KL-huset på Weidekampsgade 10, 2300 København S. Der er adgang for pressen fra kl. 17.30. Tilmelding til doorstep er ikke nødvendig. KL's pressevagt kan kontaktes på tlf. 3370 3333.
KL glæder sig over national plan for kystbeskyttelse23.2.2026 13:30:11 CET | Pressemeddelelse
Regeringens nye kystbeskyttelsesplan er et nødvendigt skridt mod at løse flere af de udfordringer, som vildere og voldsommere vejr skaber langs vores kyster.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
