Danmarks Apotekerforening

KL og Apotekerforeningen: Dosispakket medicin frigiver sundhedsmedarbejderes tid

Del
Baseret på erfaringer i Aalborg Kommune kan 850 sygeplejersker og SOSU-assistenter i landets kommuner frigives til plejeopgaver, hvis man benytter apotekernes tilbud om at dosispakke borgernes medicin. 1. juli blev aftalen om honorering af læger for deres arbejde med dosispakket medicin forlænget frem til 1. december 2022.

Kommunerne og det øvrige sundhedsvæsen mangler desperat flere hænder til at varetage kerneopgaven med at sikre pleje og omsorg til de ældre, syge og svage borgere. En af løsningerne er at udbrede brug af dosispakket medicin.

Det frigiver mere tid til de borgernære opgaver hos sygeplejersker og SOSU-assistenter, hvis de ikke skal bruge arbejdstid på at tælle medicin op i dosisæsker til borgerne. I stedet for kan apotekernes pakkemaskiner levere 14-dagespakker med medicin udmålt i doser til det enkelte indtagelsestidspunkt. Desuden kan apotekerne altid levere en ny og opdateret pakning inden for 1-2 døgn, hvis der ændres i en borgers dosis. Dosispakning er altså alt i alt en effektiv, billig og sikker metode, der også er mobil i forhold til ændringer i borgernes behov for medicin.

Dosispakning har stort potentiale

I marts 2020 igangsatte Aalborg Kommune en indsats for at få flere borgere på dosisruller fra apotekerne. Erfaringerne fra Aalborg viser, at hvis man udbreder brugen af dosispakket medicin til alle kommuner, vil det frigive 850 årsværk i plejesektoren. Dosispakket medicin har altså et stort potentiale:

”Det er vigtigt, at vi drøfter alle muligheder for at give medarbejderne i kommunerne mere tid til kerneopgaven. En af løsningerne er at frigive arbejdskraft ved at automatisere dosisindpakning af medicin. Det er et godt eksempel på, hvordan vi kan bruge de kræfter, vi har i sundhedsvæsenet bedst muligt,” siger Sisse Marie Welling, der er medlem af KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.

I øjeblikket er der kun cirka 36.000 danskere, som modtager deres medicin i dosisruller fra apoteket. Men Apotekerforeningen ser et potentiale på mindst 100.000 flere, hvis man kigger over sundet til Sverige. Her er man ligesom de øvrige nordiske lande meget længere fremme med dosispakning, og der er omkring fire gange flere dosisbrugere end i Danmark i forhold til antallet af indbyggere.

Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen peger desuden på en række andre fordele ved at overlade opgaven med at dosere medicin til en dosispakkemaskine:

”Vi kan se, at patientsikkerheden stiger, da maskinerne ikke laver fejl, og da det er nemt for brugeren at tage den rette medicin til rette tid. Man hiver blot en pose af rullen med medicin og indtager den på det tidspunkt, der står. Bedre compliance giver bedre helbred og livskvalitet, færre indlæggelser og færre besøg hos lægen. Desuden slipper man for at have en masse medicin liggende derhjemme. For nu kommer det afmålt i ruller,” siger han og konkluderer, at der er store samfundsgevinster ved at udnytte de teknologiske muligheder.

Honoreringsaftale hjælper på udbredelse

Flere kommuner er allerede i gang med at få deres borgeres recepter overført til dosispakket medicin – bl.a. hjulpet af en aftale om særskilt at honorere de praktiserende læger for deres arbejde med dosispakket medicin. Aftalen er netop forlænget frem til december 2022. Det ekstra honorar blev indført som en midlertidig ordning i december sidste år for at begrænse corona-smitten og frigøre ressourcer til at løse Covid19-opgaven i sundhedssektoren.

Dosispakket medicin giver medarbejderne mulighed for at få mere tid til borgerne samtidig med, at patientsikkerheden bliver større. Men for at dosispakket medicin kan udbredes til flere borgere, er der brug for klare aftaler mellem apoteker, læger og kommuner.

”Der er brug for godt samarbejde mellem apoteker, læge og kommune. Det arbejder vi benhårdt for at få på plads”, siger Jesper Gulev Larsen.

Mere information fås hos Danmarks Apotekerforening tlf. 27 73 21 85 (pressetelefon) eller Kommunernes Landsforening tlf. 3370 3333 (pressetelefon)

Link KL’s nyhed på hjemmesiden: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2022/juni/dosispakket-medicin-frigiver-tid-til-kerneopgaven/

Apotekerforeningens analyse: www.apotekerforeningen.dk/-/media/apotekerforeningen/analysersundhed/300522-nyhedsbrevsanalyse-om-dosispakket-medicin.pdf

  

Information om Danmarks Apotekerforening

Danmarks Apotekerforening
Danmarks Apotekerforening
Bredgade 54
1260 København K

3376 7600http://apotekerforeningen.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Apotekerforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Apotekerforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye