KL: En fornuftig økonomiaftale for 2024 er på plads
25.5.2023 21:00:17 CEST | KL | Pressemeddelelse
KL og regeringen har i dag indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2024. Aftalen er blevet til i en tid, hvor den kommunale økonomi generelt er udhulet af en ekstraordinær inflation på 1,9 mia. kr., hvilket udfordrer rigtig mange kommuner. Aftalen tilfører samlet den kommunale økonomi 2,4 mia. kr., og herudover har KL taget til efterretning, at regeringen ønsker at reducere kommunernes administrationsudgifter.
”Det er en stram økonomiaftale, vi i dag har indgået, hvor det ikke har været muligt fuldt ud at imødegå hele presset på kommunernes økonomi, når der kommer flere ældre og børn samt flere danskere med diagnoser og andre behov for hjælp. Kommunernes økonomiske situation betyder, at borgerne vil opleve stigende afstand mellem den offentlig service og de privatøkonomiske muligheder. Det har derfor været vigtigt for os, at aftalen forholdt sig ærligt til kommunernes økonomiske muligheder, og det synes jeg er landet sådan,” siger KL’s formand Martin Damm.
Jacob Bundsgaard, KL’s næstformand, siger:
”Vi har brugt rigtig mange kræfter ved forhandlingsbordet på at tale med regeringen om, hvad den her aftale kommer til at betyde for den velfærd, borgerne kan forvente. Det har været vigtigt at få nogle penge på bordet, men også at få nogle realistiske billeder af, at det bliver svært.”
Et forhøjet anlægsniveau og lånepulje til botilbud
Med aftalen er det lykkedes KL at få hævet anlægsrammen, så kommunerne i 2023 kan bygge og renovere for 19,3 mia. kr. i 2024.
Samtidig er KL og regeringen enige om, at kommunerne skal have bedre muligheder for at kunne prioritere på det specialiserede socialområde. En af vejene hertil er at udvide den kommunale botilbudskapacitet. Derfor indeholder den forhøjede anlægsramme en 3-årig lånepulje, der giver kommunerne mulighed for at have et længerevarende fokus på at udbygge den kommunale botilbudskapacitet.
”Det har været vigtigt for os at få hævet anlægsrammen fra det historisk lave niveau i sidste års aftale, så kommunerne igen har mulighed for at investere i de fysiske rammer omkring vores velfærd. Særligt glad er jeg for, at vi har fået en ekstraordinær lånepulje på socialområdet, så kommunerne får bedre muligheder for at investere i egne botilbudspladser og dermed flere redskaber til at styre økonomien på området,” siger Martin Damm.
Samtidig er parterne enige om, at kommunerne generelt skal have bedre muligheder for at prioritere på socialområdet. Derfor vil parterne arbejde videre med en række af de anbefalinger, som ekspertgruppen på socialområdet netop er kommet med.
Oprydning i overflødige regler og bureaukrati
Med aftalen tager KL også til efterretning, at de kommunale udgifter til administration skal reduceres med 700 mio. kr. i 2024 for at finansiere en ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. De midler skal først og fremmest findes ved at luge ud i regler og tilsyn, der skaber bureaukrati i kommunerne.
”Det står nu meget klart, at hvis vi skal kunne reducere den kommunale administration i de kommende år, så kræver det, at vi i fællesskab får ryddet op i overflødig detailstyring og bureaukrati, som udhuler det lokalpolitiske og faglige handlerum. Det har vi efterspurgt i årevis, og det fremgår nu klart af aftaleteksten, at vi fællesskab skal sætte handling bag ordene,” siger Jacob Bundsgaard.
Regeringen og KL er desuden enige om, at særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes med yderligere 100 mio. kr., så den udgør 734,4 mio. kr.
Endelig er det aftalt, at kommunerne kompenseres for samlet set 1,4 mia. kr. for merudgifter til at håndtere fordrevne fra Ukraine i 2022. Derudover afsættes der 0,9 mia. kr. for at dække udgifterne i 2023, ligesom parterne er enige om at følge op på håndteringen for 2024 i næste års økonomiforhandlinger.
Links
Information om KL
KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.
Følg pressemeddelelser fra KL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KL
KL: PISA-resultater kræver, at vi i kommunerne tager ansvar8.9.2026 09:36:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske skoleelevers færdigheder i læsning og matematik er faldet markant de seneste tre år. Det viser den nyeste PISA-undersøgelse. Det er ikke godt nok, og det kalder på handling fra kommunerne, siger KL’s udvalgsformand.
KL kvitterer for regeringens initiativer, men ny fordelingsmodel for ukrainere fjerner ikke alle udfordringer2.9.2026 15:30:12 CEST | Pressemeddelelse
Selvom regeringen har ændret modellen for, hvordan ukrainske flygtninge skal fordeles i Danmark, er der stadig brug for at drøfte, hvordan vi løser udfordringerne med boliger og indkvartering til ukrainere, lyder det fra KL
KL og Alzheimerforeningen: Ny demensplan skal have fokus på hverdagen24.8.2026 06:00:14 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 146.000 mennesker forventes at leve med demens i 2040. KL og Alzheimerforeningen foreslår derfor, at en kommende national demensplan investerer i tidligere opsporing, højere kvalitet i den kommunale indsats og bedre sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet, så vi kan sikre en bedre hverdag for borgere med demens.
Nu indføres 96 timers behandlingsansvar i psykiatrien3.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fremover bliver psykiatriske patienter, der bor i botilbud eller botilbudslignende tilbud, herunder de kommende afklaringspladser i socialpsykiatrien, omfattet af 96-timers udvidet behandlingsansvar.
Ny evaluering: Fælles fuldtidsindsats får flere op i tid2.7.2026 09:00:46 CEST | Pressemeddelelse
Flere medarbejdere går fra deltid til fuldtid, og arbejdspladserne oplever mærkbare gevinster. Det konkluderer en ny evaluering af indsatsen ”En fremtid med Fuldtid”, som KL, Forhandlingsfælleskabet og Akademikerne står bag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
